Det er ikke nogen hemmelighed, at byggesagsområdet på Bornholm længe har været en kilde til stor frustration. Både borgere og virksomheder har oplevet, hvordan lange ventetider og komplekse sagsgange har sat projekter i stå og skabt usikkerhed omkring alt fra tilbygninger til større anlægsarbejder.
Derfor er det opløftende, at der nu er tydelige tegn på fremgang. Som omtalt i både Tidende og TV2 Bornholm er antallet af verserende byggesager siden nytår reduceret med næsten halvdelen – fra 1.927 til 1.070 – og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er faldet fra 224 til 137 dage. Det er ikke bare tal. Det er markante fremskridt, som gør en reel forskel.
Den største del af æren for det arbejde skal gå til medarbejderne i Byg. De har knoklet med en kæmpe pukkel af sager og har fået greb om opgaven, efter at de politiske rammer er blevet forbedret. Når de rette redskaber, systemer og prioriteringer er til stede, leverer de – det har de bevist. Det er en påmindelse om, hvor meget det betyder, at kommunalbestyrelsen arbejder for at sikre gode arbejdsvilkår og realistiske rammer.
Forbedringerne er ikke kommet af sig selv. Det har krævet politiske prioriteringer – og her er det værd at bemærke, at Det Konservative Folkeparti (og Kristendemokraterne) begge gange, at byggesagsområdet har været til politisk diskussion i denne valgperiode, har stemt for at tilføre ekstra midler til Byg. Det viser, at vedholdenhed og samarbejde kan føre til konkrete resultater – også i en presset kommunal økonomi.