Bornholms kommandant, oberstløjtnant Ulrik Skytte, siger, at byggeriet handler om at udvikle kasernen og gøre den tidssvarende. Ved onsdagens fælles nytårsparole for de bornholmske beredskabsmyndigheder sagde han blandt andet, at man ikke kan være bekendt at byde soldaterne de nuværende indkvarteringsforhold, hvor soldaterne bor to sammen på et værelse bag punkterede ruder.
– Her på kasernen har vi et rigtigt soldaterliv, hvor soldaterne er her mandag-fredag. Derfor er det vigtigt, at de har det godt, sagde Ulrik Skytte.
Tre byggerier
Det nye byggeri – eller rettere tre store byggerier, en til hver af de tre eskadroner – skal ligge i kasernens sydøstlige hjørne, som er det eneste område, hvor der endnu er plads indenfor hegnet.
Byggeriet på kasernen er blevet benævnt garagebyggeri, men det er meget andet end garager og værksteder til kasernens mange køretøjer. Det handler også om indkvarteringsfaciliteter, kontorer, undervisningslokaler og meget andet.