– Jeg tænkte, jeg bor på Dueodde, hvor der er masser af opskyllet tang, det skal jeg da prøve! siger Zizi Jacobsen, som opdagede, at det ikke kræver så mange arbejdstimer at omdanne tangen til gødning. Til gengæld kræver det lidt tålmodighed, da tangen skal fermentere i en balje med vand (og et par hemmelige ingredienser) i to måneder, før væsken er klar til at blive brugt som gødning.
Da den første portion var færdig, kunne hun hurtigt konstatere, at der var noget om snakken.
– Jeg synes jo bare, jeg virkelig kunne se, at det hjalp. Planterne voksede mere, og blomstringen var bedre og hurtigere. Det var da utroligt, tænkte jeg, siger hun og fortæller, at begejstringen kun blev endnu større, da hun læste, at man ikke behøver bruge en vandkande, men også kan sprøjte tanggødningen direkte på bladene med en rygsprøjte, som kan købes i et byggemarked.
– Det skulle jeg selvfølgelig også prøve, og så skal jeg da love for, at jeg blev glad for det! siger hun og nævner, at bladgødning kræver meget mindre gødning, det optages hurtigere, og det er 10 gange mere effektivt.
– Jeg har bare syntes, det var så eminent. Pludselig var gødningen slet ikke så besværlig mere, siger hun.