– Nej, men det er, fordi jeg ikke altid har været så glad for at gå i skole, og så havde jeg i lang tid godt kunnet tænke mig at have min egen virksomhed. Mine forældre sagde nej nogle gange, men så var jeg på ferie på Kreta med dem, hvor jeg fandt på, at jeg godt kunne tænke mig at udleje solsenge, som jeg kunne se de lokale gøre.
– Hjemme i Danmark undersøgte jeg det og kunne se, at sæsonen var slut, og at det også kostede mange penge at købe alle de solsenge, så jeg ville hellere lave en salgsbod. Derfor ringede jeg til direktøren i BK Frem – og så startede det derfra, fortæller Julius, som i dag har ikke én, men hele tre boder, hvor han har droppet øllene, men til gengæld sælger donuts, kanelgifler, is, saftevand, varm kakao og slush ice i hjemmeholdets farver.
Det er jo heller ikke alle 13-årige, der lige siger, at "nu ringer jeg til direktøren i Frem", hvordan finder du på, at det kan du da bare gøre?
– Jamen, det er, fordi vi kender ham lidt. Min far og jeg ser nogle gange fodbold sammen med ham ude på stadion.
Du har ikke altid været så glad for at gå i skole, har du så tænkt, at det her kunne blive din udvej, altså at du kunne finde din egen vej frem?