Sjappet sæsonstart: Bornholmerure får man smidt i nakken

Sjappet sæsonstart: Bornholmerure får man smidt i nakken
Benny og Lotte Gudbergsen har bygget en pæn forretning op omkring salg af planter og gamle sager på Strabo. Fotos: Anette Vestergaard
NYHED | ABONNENT | 11. FEB 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
11. FEB 2024 • 05:30

Benny og Lotte Gudbergsen på Strabo har kastet sig ud i en tidlig sæsonstart, og forventer især at sælge lidt keramik og nogle små møbler i vinterferien.

Gamle sager er nemlig stadig populære, hvis bare de ikke er store eller bornholmerure, siger Benny Gudbergsen.

Genbrug og gamle sager. Planter og antikviteter.

Sådan beskriver Benny Gudbergsen Strabos blandede landhandel på Savmøllevej i Østermarie.

Det er næsten umuligt at forestille sig hvilken oplevelse det må være at besøge det lille husmandssted på en varm sommerdag, for det er koldt og diset, og nattens snedække befinder sig på det halvkedelige smeltestadie.

Men man fornemmer alligevel stemningen, såsnart man træder ind ad døren til butikken. Små børnestole i træ, fine gamle krystalglas, kunst af ældre dato, og i loftet et stort udvalg af lamper. Krukker og porcelæn er smagfuldt fordelt på borde og hylder, et par gode blazere i tweed danner diskret blikfang på en stumtjener, og oppe på kvistgavlen aner man en hjorteopsats til 2.100 kroner.

– Vi har valgt at åbne i vinterferien. Så vi satser på, at der kigger lidt forbi, siger Benny Gudbergsen.

Han står lørdag formiddag bag disken og laver en aftale om levering til en kunde, der har købt et gammelt køkkenbord af træ for 1.500 kroner.

Kunderne vil have mærkevarer

På væggene hænger gamle tegninger i glas og ramme, på hylderne står glas og keramik fra Søholm, Hjorth og Mikael Andersen, på gulvet kan man bladre gennem en håndfuld gamle malerier med naturmotiver.

Små kommoder og møbler i børnestørrelse går meget godt for tiden, fortæller Benny Gudbergsen. For 15 år siden ville folk have chatoller og skænke, men det vil de overhovedet ikke mere.

– Det er skiftet meget i den periode vi har handlet med gamle sager. I gamle dage skulle man have store, fine møbler, det kan man ikke sælge i dag. Bornholmerure får man smidt i nakken for ingenting, siger Benny Gudbergsen, så man næsten ser det for sig.

Smykker, tæpper, stentøj og porcelæn for feinschmeckere.

Stilmæssigt går kunderne i dag efter mærkevarer. Holmegård-glas, Lyngby-porcelæn og Arabica-stellet for at nævne et par eksempler. Keramikken er nutidens genbrugsluksus. Det kan man få en fornuftig pris for, fortæller Benny Gudbergsen, der også har en god indtægt fra salg på Instagram.

Spiselige ting til udplantning

Benny og Lotte Gudbergsen har boet på Strabo i 25 år, men åbnede først det lille antik- og plantecenter for 15 år siden. Lotte er tidligere it-ansvarlig i en bank, mens Benny er udlært maskinarebjder med en fortid i Tejn Smedeforretning og Jensen.

Det startede med planteskolen.

– Jeg kørte tidligere som anlægsgartner under den gamle hjemmeservice-ordning, og havde en masse planter, som vi så begyndte at sælge her, siger Benny Gudbergsen og nævner blandt andet spiselige ting som urter, rabarber, frugtbuske og jordbærplanter til udplantning.

Siden udvidede Lotte landhandlen med genbrug og antik. Varerne finder parret på loppemarkeder i Sverige og på Bornholm. Idrætsklubberne har ofte deres egne loppemarkeder, og Benny og Lotte finder især mange gode sager hos Mariann Lundh i Aakirkeby, men også hos private, der selv ringer og beder parret kigge forbi.

Strabo holder åbent hele vinterferien og ellers i weekender frem til sommer.

 

Planteskolen ligger i dvale et par måneder endnu, men der er blandt andet stiklinger, buske og krydderurter til salg.

 

Lamper, hatte og keramik i Lotte og Bennys butik.

 

Gamle sager i Strabos pavillon på Savmøllevej.

 

Strabo ligger på en sidevej til Almindingsvej, øst for skoven.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT