Droppede topjob – nu ejer han et pensionat i Sandvig

Droppede topjob – nu ejer han et pensionat i Sandvig
Sandvighus – det kommende Albi’s Sandvig – råder blandt andet over en stor gård. Foto fra opslag på Facebook
ERHVERV | Tirsdag 14. oktober 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Tirsdag 14. oktober 2025 • 05:30

Pensionatet Sandvighus bliver nu til Albi’s Sandvig, som åbner til foråret efter en renovering.

Karina og Troels Engström Nielsen er de nye ejere af pensionatet Sandvighus på Hammershusvej i Sandvig. Når pensionatet til foråret åbner igen efter endt renovering, bliver det med det nye navn Albi’s Sandvig.

Pensionatets nye navn refererer til, at ejerne i forvejen driver Albi’s Kaffe & Vinbar i Hornbæk i Nordsjælland.

Troels Engström Nielsen har haft en længere karriere med lederstillinger i det danske erhvervsliv, senest som landedirektør for Karnovs Lovsamling.

– Jeg havde i nogle år drømt om et karriereskifte, og for cirka syv måneder siden købte vi Albi’s i Hornhæk. Baggrunden for, at det blev på det tidspunkt, var, at vi fik noget sygdom meget tæt på i familien. Det betød, at jeg var nødt til at hellige mig den del, og så håbede vi, at Albi’s Hornbæk blev et positivt samlingssted for vores familie, og det er det også blevet, siger Troels Engström Nielsen.

– Det var også noget med at stå af hamsterhjulet, men for mig og min hustru betyder det ikke nødvendigvis at lægge sig i en hængekøje, men at vi stadigvæk vil være i gang og bygge noget andet op i stedet for. Albi’s Hornbæk kører bare derudaf, og det har givet os blod på tanden til at udvide Albi’s-familien, fortsætter han.

At den familieudvidelse skulle ske på Bornholm, var der en klar baggrund for:

– Vi har altid elsket Bornholm og været derovre i mange år i træk, i særdeleshed i de seneste mange år været på Folkemødet og dermed også opholdt os i Allingeområdet. Kærligheden til øen er stor, og for et par år siden gik min hustru Bornholm rundt.

– Vi blev gjort opmærksomme på, at det her pensionat var til salg. Og ligesom med Albi’s Hornbæk var vi hurtige til at handle, så det var meget impulsivt, at vi fik købt pensionatet efter kun at have set det en gang, siger Troels Engström Nielsen.

De nye ejeres planer går på, at pensionatet skal drives i samme ånd, som det sker kaffe- og vinbaren i Hornbæk. Det indebærer en uformel stemning, fokus på kvalitet, økologi og nærvær, forklares det.

– Vi vil skabe et pensionat, noget bed and breakfast-lignende, som på en uformel måde kan danne rammen om en ferie, et ophold for en virksomhed, et yoga-retreat, eller hvad det nu måtte være. Men med stor fokus på kvalitet, i særdeleshed i råvarerne i den mad, der bliver serveret. Det skal være et hyggeligt sted med højt til loftet, som bare emmer af, at vi går op i detaljerne, forklarer Troels Engström Nielsen.

– Vi kigger på, hvordan vi kan tiltrække gæster udenfor sæsonen. Der handler det meget om, at man som stor familie eller virksomhed kan leje pensionatet. Det kan også være yogahold eller tennisspillere, der kommer på træningsophold.

Først skal der renoveres, og det pointeres, at det skal ske med "respekt for det eksisterende".

– Det er rigtig fint i forvejen, men trænger til en update. Vi skal have nogle nye vinduer, nye gulve, og der skal males. Der er en gammel skolebygning, som skal bygges om til nogle værelser og et lokale, hvor man kan have yogahold, konferencer med videre, siger Troels Engström Nielsen.

– Nu leder vi med lys og lygte efter nogle lokale håndværkere, og vi går i det hele taget meget op i at lave lokale samarbejder. Vi vil så vidt muligt også bruge bornholmske råvarer, øl med videre.

Troels Engström Nielsen kalder købet af pensionatet for et familieprojektet:

– Det bliver min kone og jeg, der kommer til at være derovre i den første sæson for at få skabt det aftryk, vi gerne vil have, at der skal være. Men ellers er vi i gang med at køre vores mellemste søn og hans kæreste i stilling til at drive pensionatet, oplyser han.

På Sandvighus er der i dag plads til 36 gæster. På første sal er der 12 dobbeltværelser, og i stueplan to sekspersoners værelser.

Albi’s Sandvig vil efter renoveringen have 18 værelser.


Troels Engström Nielsen (til venstre) med to af medarbejderne i Albi’s Hornbæk. En del af medarbejderne vil man også komme til at møde på pensionatet i Sandvig. Foto: Katerina Lilholm / Hornbækliv.dk



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT