Uffe Nielsen forstår dog godt, at der kan være en undren.
– Jeg forstår godt spørgsmålet, for mange ser at der er gravet op, men det kan sammenlignes med et motorvejsnet. Vi laver først motorvejen, så laver vi hovedvejene, og så laver vi villavejene til sidst. Det er en måde at beskrive det på.
Så skal der fiber til private, skal der graves op igen?
– Ja, man skal lave et mere finmasket net. For selvom man har lagt et fiberkabel ned, så kan man ikke bare åbne det op igen. Så skal vi have fat i et af vores støttepunkter for at lave forgreninger til alle. Og det kræver en udgravning af motorvejen.
Vis din interesse
Direktøren for Bornfiber erkender, at det kræver en stor investering at få alle adresser med på nettet, men at det er en del af virksomhedens forretningsmodel.
– Vi har valgt at satse på Bornholm, og det gør vi i fuld skala. Og den plan vi har er, at det er Bornfiber, der har fiberen på Bornholm. Og det kræver naturligvis en massiv investering, og den har vi fra vores ejer. Og det er naturligvis også derfor, vi har lagt den plan, at vi indenfor de næste tre år vil levere fiber til alle, der måtte ønske det, siger Uffe Nielsen.
Han oplyser, at det præcise antal af husstande, der lige nu kan få internet via fiberkabler, er svært at sige præcist, men han mener det i hvert fald er over halvdelen af øen, og de resterende kan få en trådløs løsning.
Så hvis man bor et sted, hvor man meget gerne vil have fibernet lidt hurtigere, hvad gør man så?
– Man kan altid indtaste sin adresse på vores hjemmeside og se, om man kan få Bornfiber via kabel. Og kan man ikke det, kan man vise sin interesse og blive skrevet op, og det holder vi rigtig meget øje med. Og er der nok interesse i et bestemt område, så omprioriterer vi somme tider.