Rønne får endelig sit julemarked

Rønne får endelig sit julemarked
Ved juletræstændingen for en god uge siden så Store Torv således ud set inde fra Lions hytte – så der var godt gang i udskænkningen af varm kakao. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 8. DEC 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
8. DEC 2023 • 05:30

Lions Club Rønne er sammen med byens handelsstandsforening godt i gang med at sætte et decideret julemarked på Store Torv på skinner. Det skal have premiere i 2024.

Ikke en konkurrent til julemarkedet i Nexø, men en pendant.

Sådan beskriver Jan Egelund, som er formand for Lions Club Rønne, det julemarked, som næste år skal sætte sit præg på Store Torv op til jul.

Allerede i år har man antydningsvist kunnet se, hvad der er i vente, når foreningen til næste år opskalerer projektet med at skabe god julestemning på torvet – samtidig med at den vil opfylde sit ønske om at samle ind til godgørende formål.

Ved juletræstændingen på torvet var Lions således til stede med en lille hytte, hvorfra der blev udskænket gratis varm kakao til børnene, og denne hytte vil igen være åben om en uges tid i weekenden den 16.-17. december, hvor der bliver udskænket gløgg og varm kakao samt serveret æbleskiver, men nu for betaling, idet pengene, der kommer ind fra salget, går ubeskåret til gode formål.

Ideen til et decideret julemarked blev født sidste år, da Lions var til stede på torvet og samlede ind til Ukraine, fortæller formanden.

– Vi serverede gløgg fra et bord, og folk kunne aflevere deres aflagte vintertøj til os, så det endte med, at vi kunne sende tre lastbiler afsted til det krigshærgede land. Det var helt fantastisk, siger han.

– Og så var der en, der sagde "hvorfor laver vi ikke et julemarked?". Det har vi gået og tænkt lidt over, og jeg rakte ud til Jan Bidstrup i handelsstandsforeningen, som med det samme var med på ideen. Siden september er vi hver 14. dag mødtes med handelsstandsforeningen og har drøftet, hvordan vi kunne komme i gang i år. Vi er udmærket klar over, at vi er kommet sent i gang, men nu skulle det altså være – og så er det da muligt, at det i år kommer til at minde om "Jul på torvet" fra 1981 med Poul Reichhardt som juletræssælger. Men det bliver hyggeligt, ler Jan Egelund.

Fremmødet var stort ved årets juletræstænding. Foto: Torben Østergaard Møller

Ikke konkurrent

Lions, som i Rønne har 19 medlemmer, mens afdelingen i Nexø har cirka 12, har således rakt ud efter diverse fødevareproducenter og andre, der laver forskellige bornholmske produkter, og som har sagt ja til at komme.

– Vi har bare ikke nogen hytter endnu, men vi er i gang med at få dem bygget. Vi har fået bygget én, som vi har stillet op i år, og så har vi skaffet midler, så vi kan bygge yderligere fire-fem stykker, siger Jan Egelund.

Hytten, som blev indviet ved juletræstændingen torsdag den 30. november, fik Lions bygget af tømrerelever fra Campus Bornholm, og den vil altså næste år blive fulgt op af yderligere en håndfuld hytter.

– Vi vil lave et decideret julemarked på torvet, forklarer formanden og slår fast:

– Ikke som en konkurrent til det i Nexø, men som en pendant. Der sker jo noget på Bornholm i disse år, jeg ved, at eksempelvis Vitus Rejser netop nu har turister på øen, som skal bo i Allinge, men som også skal en tur til julemarkedet i Nexø, og det er jo fantastisk og rigtig godt for Bornholm. Derfor skal der også ske noget i Rønne, og det er Rønne Handelsstandsforening med på. For os handler det om, at vi selv sælger gløgg, æbleskiver og varm kakao, og så lejer vi de andre hytter ud. Når vi har trukket vores udgifter fra, går resten af pengene ubeskåret til forskellige former for velgørenhed.

Og i julen 2024 er det jeres plan, at der fra dagen for juletræstændingen skal være i hvert fald fem hytter på Store Torv i Rønne, hvor der vil være salg af diverse ting?

– Ja, det er det, vi vil søge om tilladelse til hos kommunen. Det er jo nogle ret tunge hytter, den første måtte vi fragte ned på lastbil, men vi har haft møde med campus om måske at bygge nogle lidt lettere, som vi selv kan transportere. Nu skal vi lige drage os nogle erfaringer i weekenden den 16.-17. december, og så skal vi tale med diverse leverandører.

– Hallegaard kommer allerede i næste weekend, og vi har også talt med Grønnings Cooking og Fiskedellen, og de har jo selv køretøjer, som man lige kan sætte et stik i, så de får strøm. Men det er der andre, der ikke har, og dem vil vi gerne leje en hytte ud til næste år. Jeg håber for eksempel, der vil være nogle kunsthåndværkere, som er med på ideen og gerne vil komme ind til os for gøre opmærksom på sig selv.

Ja, én hytte gør intet marked, men Lions Club Rønne er klar til at få bygget en håndfuld – og gerne flere, hvis efterspørgslen er til det – så der i julen 2024 kommer et decideret julemarked her på Store Torv. Foto: Torben Østergaard Møller

 

Attraktiv bymidte

Du siger fem hytter, man hvad nu hvis interessen er så stor, at de hurtigt bliver revet væk?

– Jamen, så vil vi da være klar til at udvide med nogle flere hytter. Hele ideen med det her er at lave en attraktiv bymidte hen over julen, og jeg ved fra handelsstandsforeningen, at det er noget, der er efterspurgt, siger Jan Egelund.

– Når vi åbner vores hytte her den 16.-17. december, bliver der julehygge på torvet, men til næste år satser vi på et decideret marked, som vi vil være klar til at lade ekspandere alt efter behovet og efterspørgslen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formand for handelsstandsforeningen Jan Bidstrup, men bestyrelsesmedlem og kasserer Susanne Wridt er svært begejstret ved udsigten til et julemarked i Rønne.

– Det er da fantastisk, siger hun.

– Vi har brug for alt, hvad vi kan få af nye tiltag, som kan trække folk til byen, og det her er bestemt noget nyt. Man kan sige, at de har taget depechen der, hvor vi andre ikke har orket at gå i gang, og de kommer med en masse energi. Det er dejligt.

Jeg kan også forstå, at de er klar på at udvide det yderligere, hvis efterspørgslen på boder er der?

– Ja, de er virkelig motiverede, og det bliver vi andre så også. Vi er jo også en del af det på den måde, at vi har haft flere møder med dem, og de har hørt, hvad vi har af kommentarer.

Og I tænker i handelsstandsforeningen, at det er en rigtig god idé med julemarked på Store Torv?

– Ja, det er jo en meget stor plads, så the more the merrier, siger Susanne Wridt.

– Vi er klar!