Ralf fylder 70: Han har næse for at opspore politisk talent

Ralf fylder 70: Han har næse for at opspore politisk talent
Ralf Marcoux Skovgaard har næse for at opspore politisk talent. – Jeg holder altid øje med, hvem der er i laget under dem, der allerede er valgt ind. Og op til kommunalvalget sad vi fem drenge, der var klar til at stille op, men ingen kvinder. Så jeg gik i gang med at støvsuge Bornholm, og så fandt jeg Iben. Foto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Onsdag 2. november 2022 • 15:30
ERHVERV | Onsdag 2. november 2022 • 15:30

Den konservative tilflytter har i løbet af sine fem år på øen bygget et parti op fra grunden og  været med til at erobre borgmesterposten til partifællen Jacob Trøst. Det har ikke været uden bump på vejen, men Ralf Marcoux Skovgaard fortsætter arbejdet med at styrke den konservative base på Bornnholm.

 

Styrmandsaspirant, shippingmand, bankmand, leder, konsulent, konservativ, efterlønner. Far til to, bedstefar til fem, talmand og talentspejder. Og siden 2017: Gudhjembo.

Det er Ralf Marcoux Skovgaards liv i ultrakortform. På fredag fylder han 70.

Da manden med det eksotiske mellemnavn flyttede til Bornholm for fem år siden, havde han tilbragt det meste af tilværelsen i Københavnsområdet. Og en del Frankrig.

Ralf er nemlig søn af en fransk mor og en dansk far, og sidstnævnte har dybe rødder på Bornholm. Det vidste Ralf ikke, før han blev voksen, for hans bedsteforældre, der kommer fra henholdsvis Østerlars og Nyker, forlod Bornholm, da de blev gift, og hans far voksede op på Sydsjælland.

Farens bror var imidlertid bornholmermaleren Theodor Skovgaard, og moren var datter af en fransk kunstmaler, fortæller Ralf Marxoux Skovgaard, der voksede op i Brøndbyøster og Dragør.

Datteren trak ham til Bornholm

Ralf Marcoux Skovgaards ambitioner gik i retning af søen, men en rygskade satte en stopper for drømmen om en karriere i søværnet. Ralf Marcoux Skovgaard skiftede derfor kurs mod erhvervslivet og uddannede sig først til merkonom, som efterfølgende blev suppleret med to HD'er, hvilket rustede ham til ti år i shippingverdenen og siden til ledende stillinger i blandt andet Unibank og Københavns Energi.

I 1975 blev han gift med Susanne, og de fik sammen en søn og en datter, som i dag er 43 og 40, og det var datteren, der trak Ralf Marcoux Skovgaard til Bornholm. Hun flyttede til Østerlars i 2016 med mand og børn, og det var under et besøg hos hende, at Ralf Marcoux Skovgaard pludselig kunne høre de bornholmske rødder kalde. På det tidspunkt var han gået på efterløn og var desuden blevet skilt fra børnenes mor.

– Min datter bor nu 200 meter fra det sted, hvor min farmor blev født, siger Ralf Marcoux Skovgaard, som først gik aktivt ind i politik for 20 år siden.

At valget faldt på Det Konservative Folkeparti tilskriver Skovgaard årene på Sorø Akademi, hvor han tog 1. og 2. real, og medlemsskabet af Junior Chamber i København, hvor han i en årrække sad i gruppe med nu afdøde statsminister Poul Schlüter.

Hans flair for regnskaber placerede ham næsten øjeblikkeligt som kasserer i den konservative partiledelse, og Ralf Marcoux Skovgaard forblev i baglandet, indtil han i 2021 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen som førstesuppleant i Det Konservative Folkeparti på Bornholm.

Næse for politiske talenter

Det politiske liv på Bornholm har været præget af overraskelser, siger Ralf Marcoux Skovgaard. Og ikke allesammen positive. For den konservative valgtriumf efter erobringen af borgmesterposten fik hurtigt følgeskab af en sviende lussing, da tre partier indgik budgetforlig udenom Jacob Trøst.

– Nu skal borgmesteren administrere en aftale, han ikke selv er en del af. Det er aldrig sjovt. Heller ikke selv om han er 90 procent enig. I min verden skal man altid have administratoren med, så man ved, der er commitment.

– Det har været en meget stejl læringsperiode, siger Ralf Marcoux Skovgaard, der ikke alene kan tage en del af æren for at Jacob Trøst blev borgmester på Bornholm efter valget i 2021, men også for det faktum, at Det Konservative Folkeparti fik tre repræsentanter i kommunalbestyrelsen for første gang i nyere tid.

Det har nemlig flere gange vist sig, at Ralf Marcoux Skovgaard har næse for at opspore politisk talent.

– Jeg holder altid øje med, hvem der er i laget under dem, der allerede er valgt ind. Og Iben Busch er jo kusine til Sabine Lyngberg fra DF, så jeg tog kontakt til hende inden valget. Vi sad fem drenge, der var klar til at stille op, men ingen kvinder. Så jeg gik i gang med at støvsuge Bornholm, og så fandt jeg Iben.

Holder øje med hele landet

Efter succesvalget i 2021 fortsætter Ralf Marcoux Skovgaard arbejdet med at opbygge et konservativt vækstlag på Bornholm.

– Det er nok en af mine styrker, at spotte potentiale og arbejde med det, siger Skovgaard, der i dag er formand for Gudhjemhuset og tidligere formand for brugsforeningen i Østerlars.

Fødselsdagen på fredag fejres med en reception i Gudhjemhuset fra klokken 14-16.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT