– Og stadig også være her og være synlige, bryder Jan Dyrting ind.
Springer ud i det
For det er vigtigt for restauratørerne fortsat at være synlige og til stede, selvom der i øjeblikket også skal snakkes med håndværkere, og så åbner man i øvrigt Hovedvagtens Spisehuz torsdag.
– Så vi har lidt travlt, siger Ketty Brouer Dalsgaard og tilføjer:
– Men det er jo ikke, fordi vi higer efter at udvide og skal sætte noget nyt i gang, men når vi mærker et behov, og der så er en lokation, som vi kan se muligheder i, er vi friske og springer ud i det.
Og selvom man har et naturligt ønske om at få det hele klar så hurtigt som muligt, hvilket der også allerede bliver knoklet på, er man bevidst om, at det ikke må gå ud over resten af forretningen.
– Det skal jo fungere sideløbende med, at vi får sat tingene i stand. Så det kan da godt være, at der bliver nogle små bump, men så må vi jo tage natten til hjælp, hvis der lige er nogle deadlines, der skal nås, fortæller Jan Dyrting med et smil.
Ketty og Jan har sammen haft Hovedvagtens Spisehuz siden november 2021, mens de i oktober 2022 flyttede restaurant ind i Det Gamle Posthus, hvor de også driver hotellet.