Ny virksomhed med designervarer åbner i Bente Hammers tidligere butik

Ny virksomhed med designervarer åbner i Bente Hammers tidligere butik
Jessica Felby prøvede fisketryk, da hun gik på kunstskole. Men ellers er det et nyt område for hende. Da hun og Rasmus Felby købte ejendommen i Nyker, havde de ikke lagt sig fast på, hvad der skulle være i den gamle smedje, som i mange år rummede Bente Hammers tøjdesign – blot at der igen skulle være noget kreativt. Foto: Berit Hvassum
HANDEL | NYKER | ABONNENT | 25. SEP 2021 • 07:30
Holger Larsen
Journalist
HANDEL | NYKER | ABONNENT
25. SEP 2021 • 07:30

Nyker er ikke en havneby, men alligevel vil du snart kunne besøge byens gamle kirkesmedje og købe en fisk med hjem – som et tryk på en T-shirt, en plakat eller noget helt tredje.

Jessica og Rasmus Felby er flyttet ind i Nyker Hovedgade 32, i svinget ved siden af Ny Kirke, med deres syvårige søn Axel og Axels 89-årige oldemor Jonna. Her huserede kunsthåndværker Bente Hammer i 33 år, hvor hun solgte sit eget tøjdesign frem tll efteråret 2020.

Det lykkedes ikke Bente Hammer at sælge sin butik, så det lå ikke i kortene, at der atter skulle komme en virksomhed på stedet. Men det gør der altså, og de nye ejere af ejendommen håber at kunne åbne Jollyfishface i december med en fysisk butik i Nyker og en netbutik. Den nye virksomhed handler om at fejre fisk og natur gennem kunst og design, forklarer Jessica og Rasmus Felby, der flyttede til Bornholm i oktober 2020.

Det er rigtige fisk

– Der er ikke meget, der markerer og hylder det bornholmske fiskeri som en kulturarv – ud over røgerierne. Man har ikke noget til at tage med hjem fra ferien, siger Jessica Felby om ideen bag at lave fisketryk.

Jessica Felby, der stammer fra Nordirland, er uddannet indenfor kunst og design i England, og hun har international erfaring fra designerbureauer og virksomheder. Men fisketryk er nyt koncept for hende. Når det hedder fisketryk, skal det tages helt bogstaveligt. Det er ikke tegninger af fisk, hun bruger i sine design, men direkte aftryk fra selve fisken. Og de er hentet friske på Hasle Havn.

Ved hjælp af traditionelt japansk blæk, metallisk maling og – hvis det er en blæksprutte – selve blæksprutteblækket, vælger Jessica Felby det medie, der passer til fiskens tekstur, og børster så forsigtigt blæk på fisken for derefter at gøre det levende ved at placere stof ovenpå og trække et billede fra fiskens overflade. Det er let at gøre, men svært at gøre godt, siger Rasmus Felby.

Jessica Felby fortæller, at hun med tiden også vil printe andet fra naturen – for eksempel blade fra træerne i haven og ting, hun finder.

Jollyfishface vil lave fisketryk på mange forskellige emner – måske var det noget med en blæksprutte på en tallerken. Foto: Berit Hvassum


Det kommer ikke tættere på

Jessica Felby har været chefdesigner for Carlsberg på verdensplan og været designer for Coca Cola i Europa:

– Det blev meget "hands off", hvor det handlede om at være leder for resten af afdelingen og mange rejser. Jeg mistede følingen med produkterne. Det kommer ikke tættere på end her, hvor jeg står på kajen og venter på, at fiskeren skal komme ind, hvorefter jeg får den stadig sprællende, friskfangede fisk mellem hænderne og kan tage hjem og lave et aftryk af den, siger hun.

Virksomheden vil blive bygget op efterhånden. Man er som mange andre udfordret af, at det kan være svært at skaffe materialer efter coronapandemien. Jessica Felby har fået noget stof af Bente Hammer at starte på, og så har hun også brugt sin egen bryllupskjole for at have noget at arbejde med.

– Det var Bente, der gav mig ideen til at trykke på stoffer, siger Jessica Felby.

Der bruges miljørigtige materialer og blæk og maling, som ikke er giftig, så når fisken er gjort ren efter, at fisketrykket er taget, kan den tilberedes og spises. Foto: Berit Hvassum

De har mange ideer

Da vi besøger den kommende butik, er Bente Hammers tidligere butik fyldt med flere prototyper til de kommende produkter, og ideerne er mange til, hvad man kan sætte fisketryk på:

Dækkeservietter, pudebetræk, muleposer og krus for eksempel. Noget, der er nemt for turisten at tage med hjem i kufferten. Man forestiller sig også, at nogle kan være interesserede i at bestille et print – hvis for eksempel en lystfisker vil have et minde med hjem om den gode fangst på Bornholm.

Svinget i Nyker Hovedgade på vej ind eller ud af Nyker er lidt af et trafikknudepunkt. I sæsonen er der dagligt flere hold busturister, der besøger kirken, og cykelvejen går lige forbi. Så på den måde er placeringen slet ikke så tosset, og så oplever familien Felby, at der dagligt kommer turister og spørger efter Bente Hammers butik, og de ser, hvad der nu er gang i.

– Folk fortæller, at cykelturister banker på og spørger efter vand. Så vi har en idé om, at man her skal kunne købe en drikkedunk og fylde den med vand. Vi håber til sommer også at have indrettet et familievenligt hjørne, hvor familier kan slå sig ned efter at have besøgt kirken, og børnene kan måske få lov til selv at prøve at lave fiskeaftryk, siger Jessica Felby.

 


Fisketryk

Fisketryk – gyotaku – er en traditionel japansk teknik.

– Japanske fiskere brugte det i 1800-tallet til at dokumentere deres fangst. De lavede aftryk på rispapir og brugte dem også til at annonce, hvad de havde til salg. Siden blev det en kunstform, specielt i Japan, fortæller Jessica Felby.

Der bruges blæk og maling, som ikke er giftig, så bagefter kan fisken komme på grillen og blive spist. Jessica og Rasmus Felby går i det hele taget ind for at bruge miljørigtige materialer og genbruge så meget som muligt, og at materialerne skal være så lokale som muligt.