Ny kommunaldirektør står på tæer i sit job: Udfordringer er der mange af
Sine Sunesen er en erfaren leder, men føler alligevel, at hun skal stå lidt på tæer i sit nye job som kommunaldirektør. Selv kommer hun fra en familie med både stærk social og kulturel kapital.
Som et lille stjernehav af kunstigt lys ligger Rønne for foden af Snorrebakken, hvor det til gengæld kun er de sande stjerner og lyset fra kommunens nye administrationsbygning, som lyser op i eftermiddagens vintermørke. Her har Bornholms nye kommunaldirektør Sine Sunesen bogstaveligt talt fundet vej til toppen. Men hendes første vej i livet begyndte i en lille by i det nordsjællandske, fortæller hun, da vi har fundet vej ind på hendes kontor, hvor hun stadig er ved at finde sig til rette.
– Jeg er vokset op i en lille by, der ligger oppe ved Arresø og hedder Ramløse. Det har ikke noget med danskvanden at gøre, smiler Sine Sunesen og skeler til den halvfyldte halvliters Ramlösa-flaske på bordet mellem os.
– Ramlösa ligger i Sverige. Men Ramløse ligger i Nordsjælland, hvor jeg voksede op og gik i folkeskole sammen med en blanding af landbobørn og børn, der bare havde forældre, som syntes, at det var dejligt at bo på landet. Der var en bølge i 1970’erne, hvor det var moderne. Jeg er selv født i 1967, så jeg var barn i 1970’erne.
Men forældrene var på ingen måde hippier. Derimod var de ”sådan pænt borgerlige”. Moderen var tandlæge og pendlede til København. Faderen var dengang direktør for en trælasthandel.
– Der var højt til loftet hjemme hos mine forældre. Det var et diskussionslystent hjem, hvor man kunne diskutere politik uden, at man blev sure på hinanden. Det var også et hjem, hvor vi gik meget på kunstudstillinger og rejste, så der var udsyn på flere planer. Mine forældre var også en del af foreningslivet som frivillige i sejlklubben og i bestyrelsen omkring en gammel mølle, der lå på egnen, fortæller Sine Sunesen, som med en enkelt yngre bror voksede op i en familie på fire.
– Min bror har jeg et rigtigt godt forhold til. Han bor i dag i Norge, men vi ses alligevel rimelig ofte. Han er arkitekt og norsk gift, fortæller hun.
At føle sig elsket
De ser begge tilbage på en god barndom.
– Jeg tror begge mine forældre så det som deres projekt, at min lillebror og jeg skulle føle, at vi var elskede. Mine forældre havde måske begge to haft nogle oplevelser af, at det ikke var tydeligt nok, da de selv var børn. Og det er jo også vigtigt, at man især som barn har den grundfølelse. Og i den forstand var jeg utrolig heldig, smiler hun.
– Der var andre af mine kammerater i 1970’erne, der utvivlsomt havde forældre, der elskede dem, men som bare ikke rigtig gav udtryk for det. Nogle forældre dengang var helt klart også mere optaget af sig selv og forskellige eksperimenterende livsstile, mens andre igen måske bare bar deres egen lidt kærlighedsløse barndom videre til næste generation.
Men selv tvivlede hun aldrig på forældrenes kærlighed.
– Mine forældre var gode til at vise os, at vi var elskede. Jeg tror også, at de var mere krammende og fysiske, end forældre typisk var dengang. Jeg er selv blevet endnu mere krammende overfor mine børn, men det fundamentale familiebånd til mine forældre var der ingen tvivl om for mig som barn.
– Jeg tror, at det har betydet meget for min udvikling, at jeg følte mig elsket, for det giver jo en stærk forankring i livet.
– Det var også en meget stærk værdi for dem, at vi som søskende skulle være ordentlige overfor hinanden. Det var de meget optaget af, og det har jeg også taget med mig overfor mine egne børn. Man har jo kun de søskende, man har, og hvis man har det godt med dem, kan det virkelig være en støtte i tilværelsen.
Pligten at være nysgerrig
Samtidig blev Sine Sunesen og hendes bror opdraget til, at det nærmest var en pligt at være nysgerrig.
– Vi skulle helst være dannede, og det kræver nysgerrighed. Det handler ikke kun om at holde på kniv og gafler korrekt, for det vigtigste er den dannelse, der åbner sig ud mod verden, så der skulle ikke jamres, når vi skulle i balletten eller på et museum.
Så det tvang dine forældre jer til?
– Ja, og det har jeg også gjort med mine egne børn, altså tvunget dem gennem museer og kirker. Og så siger de ind i mellem, at de ikke gider flere af mine foredrag, men jeg synes, at de sommetider skal have stukket foredrag ned i halsen og blive lidt vidende.
– Søg viden! udbryder hun opfordrende.
Så det vil du gerne give videre?
– Ja, det vil jeg helt klart gerne, siger hun og tilføjer grinende, at hendes børn nok vil sige, at hun overgør det lidt. Men børnene går i dag af sig selv på museum og i teateret med stor glæde.
Selv var hun da også allerede som barn nysgerrig, selvom hun dengang ikke vidste, hvad hun ville være.
– Jeg drømte ikke om at blive cirkusprinsesse. Jeg er egentlig heller ikke så drømmerisk anlagt, men jeg afskrev da aldrig muligheden for at blive gift og få børn. Omvendt har jeg heller ikke tænkt, at jeg skulle skynde mig at få børn. Jeg skulle bare have det sjovt og leve livet som ung, fyre den af og havde mange sjove erfaringer med alt, hvad ungdomslivet byder på af rejser og fester. Dengang handlede mine drømme mere om mig og min selvrealisering end om at slå mig ned og stifte familie et rart sted.
– Og så har det også ligget ret meget i mit hjem, at man selvfølgelig skulle tage en god uddannelse. Det sad i tapetet. Hvis man har evnerne, skal man helt klart også have sig en god uddannelse, fordi uddannelse på alle mulige måder er godt. En god uddannelse er en investering og en gave.
Havde dine forældre specifikke ambitioner på dine vegne?
– Nej, men som vi har grinet af siden, var der fuldstændigt frit valg blandt universitetsuddannelserne.
Følte du det som et pres?
– Nej, men der sker jo en prægning i sådan familie, og det gjorde der selvfølgelig også i min.
Ensom blandt mennesker
Og som barn var det også de konkrete omgivelser både i og udenfor hjemmet, som kom til sætte sit præg på barndommens tidsfordriv.
– Jeg dyrkede en masse sport. Både badminton, sejlads, selvforsvar og en masse gymnastik. Det var det, der var, og jeg var også god til det. Til gengæld var jeg ikke sådan en, der spillede fodbold og håndbold, for jeg var altid lidt bange for at få en bold i hovedet.
Så stak hun hellere hovedet i en bog.
– Det var også på den tid, hvor medieudbuddet ikke var som i dag, så man måtte læse for at underholde sig, siger Sine Sunesen, som mindes hvordan hun begyndte at kigge nærmere på forældres bogreoler.
– De læste også, så der stod alt muligt, og fra jeg begyndte at gå på jagt i bogreolerne. Jeg læste alt fra det mest trivielle Morten Korch til Odysseen, som jeg læste i 8. klasse.
Med en tilgang som var det et køleskab, orienterede Sine Sunesen sig i forældrenes ’bibliotek’.
– Jeg så bare, hvad der var på hylderne.
En af bøgerne hun læste fra hjemmets reoler, stak dog særligt ud og satte et særligt spor.
– Jeg tror, at jeg gik i 1.g, da jeg læste den franske eksistentialistiske forfatter Jean-Paul Sartres ”Ensom blandt mennesker”. Det er et af hans hovedværker og igen åbnede jeg den, fordi den stod på hylden derhjemme, men også fordi jeg i gymnasiet havde fået en ambition om at kaste mig over verdenslitteraturen for alvor, siger hun og vender tilbage til værket, som skabte en særlig genklang i hendes ungdomssind.
– Den bog ramte mig med sin beskrivelse af, at man egentlig er ensom her på jorden, selvom man har mennesker tæt på sig. Det beskrev Sartres enormt godt.
Bogen, fortæller hun, handler om, hvordan man må træffe en masse valg som et moderne menneske og må træffe de valg i ensomhed.
– Jeg kunne ikke dengang sætte ord på det, som jeg kan i dag, men jeg kan huske, at det ramte noget i mig, som jeg godt kunne mærke og satte ord på det vilkår, der er ved at være menneske. Jeg følte mig genkendt, og det var egentlig rart at læse, at en anden havde haft det på samme måde, selvom Sartre skrev om at leve som intellektuel i Paris i 1930’erne, siger hun, mens et smil breder sig i ansigtet på hende.
– Og det interessante er, at jeg siden er vendt tilbage til bogen og erkendelsen, fordi min ældste datter, Johanne, efter gymnasiet fik en mindre eksistentiel krise ved erkendelsen af, at der ikke er andre, der tænkte som hende, ligesom hun heller ikke kunne tænke som alle andre mennesker.
– Det er jo et vilkår ved at være menneske. Og den lille krise er hun helt klart ude over nu, men som hun meget sødt har sagt, levede hun ligesom en glad hund, indtil det ramte hende, at det var et vilkår, og hun er ellers ikke et sart menneske.
Hun trækker igen på smilebåndet, inden hun sender et alvorligt og vidende blik over bordet.
– Men det er kun dig, der er dig, og ingen andre kan til fulde forstå dig, så kun du ved, hvordan det er at være dig.
Vil du selv beskrive det som en krise at erfare?
– Nej, tværtimod som en god erkendelse.
– Jeg tror, at jeg landede lidt af at læse den bog.
Optaget af de store spørgsmål
Som ung gik Sine Sunesen på Helsinge Amtsgymnasium i Gribskov, som dengang var et næsten nystartet gymnasium, fyldt med relativt unge lærere, der pendlede fra København og Hillerød.
– Og fordi underviserne ikke havde været gymnasielærere i 100 år, var der stadig gang i dem, så de var meget engagerede. Der var lidt pionerånd over det, siger den tidligere gymnasieelev, som selv begejstres, når hun lader tankerne vende tilbage til den ungdomstid, som hun husker som meget formativ.
– Der var en ny verden, der åbnede sig for mig - både fagligt og socialt. Pludselig var der nogen, der spurgte, om vi skulle tage til jazzkoncert i København, så der skete meget. Og der var 3.g’ere, der inspirerede mig, så min gymnasietid prægede mig meget.
Særligt var hun optaget af billedkunst, som hun også gik til i fritiden, ligesom samfundsfagstimerne tændte en allerede inspirerende interesse for samfundet. Men det er alligevel hendes dansklærer, der satte dybest spor i hende.
– Peter Thielst hedder han, og han kom siden til at skrive bøger om Søren Kierkegaard og andre tænkere. Men ham havde jeg i dansk. Og han var en af de yngre kræfter, som ville noget med at være gymnasielærer. Han delte også vandene lidt blandt os elever, fordi han syntes, at vi skulle stå lidt på tæer.
Så han var de dygtige elevers lærer?
– Ja, måske lidt, griner hun og tilføjer.
– Men jeg synes, at han var fantastisk, fordi han virkelig åbnede mit blik for, hvad litteratur og filosofi kan. Vi havde også en masse reklameanalyse, og vi gik i det hele taget fra bare at læse til at analysere. Det var i virkeligheden en ret akademisk verden, han åbnede for os.
Men du kom ikke til at læse dansk?
– Nej, jeg læste jura, men jurister skal jo også kunne analysere grundigt. Og hvis jeg havde haft en forfærdelig dansklærer, havde jeg nok heller ikke syntes, at det humanistiske univers var så spændende sidenhen, siger kommunaldirektøren, som de senere år både har læst kunsthistorie og filosofi på universitetet ved siden af sit arbejde.
– Det har været virkelig interessant. Og det er jo grundlæggende det samme analyseapparat.
Hvad fascinerer dig ved kunst og filosofi?
– Det er jo de store spørgsmål. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvad er tidsånden? Hvordan afspejler kunst, den tidsånd vi lever i?
Drømte om at bo i kollektiv
Tidsånden har hun siden selv reflekteret en del over.
– Da jeg stadig var lidt ung i 1990’erne, havde jeg en periode, hvor jeg romantiserede meget over 1970’erne, hvor jeg tænkte, at jeg selv skulle have boet i kollektiv og fyret den af, som man gjorde dengang. Det talte jeg med min mor om, og det kunne hun ikke helt forstå. Og det er sjove er, at jeg så talte med min yngste datter Thit, som sagde til mig, at det bare måtte være så sjovt at være ung i 1980’erne. 1980’erne? Gentager hun måbende og skraldgriner.
– Jeg var jo helt ung i fattigfirserne, som vi kaldte det. Jeg har ikke et billede af, at det var en specielt festlig tid. Men hun har et billede af, at 1980’erne var festlige, når man hører pop og punkmusikken fra dengang og ser, hvordan moden vender tilbage. Og sådan kan man romantisere fortiden, som os der levede i den ikke kan genkende, ligesom vi selv kan høre om de brølende 1920’ere som om det var en lang fest. Men det var måske kun en mindre del, der levede sådan, siger hun og trækker på skuldrene.
– Jeg er selv begrebsmæssigt vokset op i den postmoderne tid, men jeg gik jo ikke og tænkte, at jeg var specielt postmoderne dengang, siger hun og vender tilbage til dengang, hun valgte at læse jura.
– Alt det, der handlede om samfundsforhold, har jeg altid syntes var spændende, og jeg kunne lige så godt have læst statskundskab, men jura virkede lidt mere håndgribeligt. Når man går i 8.klasse, ved man jo heller ikke, hvad statskundskab er, men jurister kender alle, og når jeg har sagt, at jeg ville læse jura, kunne jeg se, at mine omgivelser nikkede og sagde, at det var en god ide, så jeg blev bekræftet i det. Det siger jeg ikke, fordi jeg fortryder det, for jeg var glad for mit studievalg, men der er jo altid nogen, der leder en hen i en retning, fordi man altid søger efter en eller anden respons.
Hvad drømte du selv om dengang?
– Mange jurister drømmer jo om at blive advokat. Det gjorde jeg ikke. Way back ville jeg gerne være dommer, fordi det virkede fint og ophøjet. Under studiet overvejede jeg at gå forskningsvejen. Jeg arbejdede en periode også som studievejleder for jura og sekretær for nogle studienævn, og der oplevede jeg faktisk, hvor dårligt arbejdsmiljø, der var på det juridiske fakultet dengang, siger hun og tilføjer:
– Og jeg vil stadig sige, at man kun skal blive forsker, hvis man ikke kan lade være, for det er også en hård karriere med mange midlertidige ansættelser. Og i dag skal man også kunne tiltrække forskningsmidler, men jeg havde selv en interesse i at blive ansat af det offentlige, fordi jeg synes, at den del af juraen, der knytter sig til det offentlige, er den mest interessante. For det er den del af juraen, der handler om, hvad et samfund er og hvordan vi indretter det.
At stå lidt på tæer
Sine Sunesen blev først ansat som fuldmægtig i Forsvarsministeriet og kom siden til det, der i en kort periode hed Kommunikationsministeriet. Siden blev hun hentet til Forskningsministeriet, hvor hun også blev ministersekretær en periode, ligesom hun har været direktør i KL.
– Hvis jeg skal give et karriereråd, så kan man lige så godt droppe en meget stram karriereplan, for tilværelsen er fyldt med tilfældigheder, siger hun og smiler.
– Og så kan man gribe de chancer, der kommer, eller ej. Det har præget min karriere, ligesom det præger alle andres karriere, men det er jo ikke det samme, som at det hele er fuldstændig tilfældigt. Når der er åbninger til et sted, hvor man gerne vil være, så skal man jo lægge billet ind. Men jeg synes også, at man skal prøve noget helt nyt, som jeg gør nu, siger hun og læner sig lidt frem, mens hun fortsætter.
– For det første tror jeg, at det giver en ydmyghed overfor den opgave man har. For når man sidder længe et sted, er der i hvert fald en risiko for, at man bliver lidt tilbagelænet. Men jeg tror, at det giver energi, når man skal stå lidt på tæer i et nyt job. Det oplever jeg også, at jeg skal nu. Og så er mobiliteten på det danske arbejdsmarked generelt god.
– Jeg har ikke selv siddet som ung og planlagt, at jeg skulle have et topjob, men jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg havde sans for og lyst til ledelse. Man skal jo have lysten til at gribe bolden og have lige lidt mere empati med andre mennesker, når man er leder.
– I begyndelsen var det ikke min ambition at lede andre, men på et tidspunkt fik jeg da ambitionen, men jeg blev politisk valgt til min første lederstilling, inden jeg kom til at sidde i nogle embedsmandsstillinger, så det har været en lidt atypisk måde at vokse i graderne på.
Vil bakke medarbejdere op
Sine Sunesen har dog ikke blot danset sig til tops, fortæller hun.
– Der har været masser af tidspunkter, hvor det har været svært. Men det klart sværeste har været, når man både har været meget presset på sit job i svære situationer og samtidig oplever, at de chefer, der burde stå bag en, ikke rigtig gør det. En ting er at have det formelle mandat, men det er enormt ubehageligt, hvis man så ikke føler, at man har et reelt mandat. Og det har jeg oplevet nogle gange, siger hun og tier et øjeblik, inden hun tilføjer.
– Derfor er det også virkelig vigtigt for mig som leder at bakke medarbejderne op. Hvis en medarbejder dummer sig, må man selvfølgelig tage en snak om det, men det skal gøres på en ordentlig måde. For det er ekstremt sjældent, at nogen laver en fejl med vilje. Alle gør jo deres bedste. Men hvis så medierne pludselig er efter en medarbejder, så skal vedkommende have opbakning fra sine chefer, siger kommunaldirektøren, der ikke tror på en øverste chef i religiøs forstand, men alligevel har bygget sine egne værdier på kristendommen.
– Jeg er ikke troende. Men jeg er stor tilhænger af den danske folkekirke. Jeg er kulturkristen. Hele vores samfund er jo bygget op omkring kristendommen. Og hvis man tænker bare lidt over eksistens og filosofi, kommer man ikke uden om at kigge på sine egne værdier. Jeg synes, at de kulturkristne værdier er udmærkede, sådan som de folder sig ud i dag. Når jeg er tilhænger af folkekirken, er det også fordi jeg går ind for et institutionaliseret rum til de store begivenheder i tilværelsen.
– For nogle mennesker kan det godt give værdi at bygge sine egne rammer op, men for de fleste giver traditioner også værdier. Og jeg kan selv godt lide kirken som rum, fordi man hænger alle sine titler i våbenhuset og træder ind i kirken bare som menneske.
Familiemenneske og karriekvinde
Hvad giver livet mening for dig?
– Det gør familien. Den har totalt forrang. Og derfor kan det også virke lidt mærkeligt, at jeg sidder her i et så krævende job, hvor jeg ikke er hjemme hos familien i hverdagene. Men vi har kun et hjemmeboende barn tilbage, og hun går i 3. g. og er meget selvkørende med kæreste og det hele. Og min mand er jo også hos hende. Men det er nok altid sværest, når det sidste barn flytter hjemmefra. Vi har øvet os lidt, da hun var på efterskole og de to store var flyttet hjemmefra. Og der blev meget stille, men jeg ville ikke vente det år, da muligheden her bød sig, for arbejdet her på Bornholm synes jeg også er med til at gøre livet meningsfuldt, men det er bare de uundværlige tætte relationer, der bærer det hele. Livet ville være fattigere uden et dejligt arbejde, litteratur, kunst, rejser og natur og alt det der. Men det er på en eller anden måde flødeskum i forhold til familien.
Men har det ikke været svært at få en så stor karriere til at hænge sammen med at være familiemor?
– Jo, det har det da en gang i mellem. Men jeg har også haft stor frihed, da børnene var mindre. Nu vil de sikkert betakke sig for, at jeg er der for meget, men alligevel skal man jo være til stede. Jeg har også været rimelig god til at prioritere det. I alle de år, vi har haft børn, har vi også boet sammen med mine svigerforældre i et tofamilieshus.
Og det kunne du godt holde ud?
– Ja, griner hun.
– Det er et stort tofamilieshus, og mine svigerforældre har altid været der, hvis børnene var småsyge. Det har betydet enorm meget for at få det til at hænge sammen, og mange flere burde gøre det. Det har også givet vores børn et fantastisk forhold til deres farmor og farfar. Min svigerfar døde for nylig som 93-årig. Og min svigermor er i samme alder, men bor stadig hos os.
Hvad er hemmeligheden bag et godt familieliv?
– Det handler rigtig meget om at være gode venner som par og også med børnene, når de bliver store. Man skal turde være familie på sin egen måde. Jeg hader selv at sidde og spille ludo i et sommerhus, og har derfor ikke gidet spille brætspil med mine børn. Til gengæld har jeg lavet alt muligt andet med dem. Jeg har også holdt benhårdt fast i, at vi har skulle spise sammen uden TV eller andre skærme. Men ellers synes jeg, at man skal give hinanden frihed i en familie, og det gælder også i et parforhold. Min mand gider for eksempel ikke rejse meget langt, så det har jeg bare gjort alene med børnene. Hvis rejserne er lækre nok, gider børnene i hvert fald stadig gerne tage med, siger hun og smiler.
Tilknytning til flere steder
Bornholm er også lækker, synes hun. Og med tiden er det også meningen, at hun vil købe et hus på øen, hvor hun dog ikke i forvejen har familie.
– Jeg kan ikke prale af, at jeg har en slægt, der kommer fra Bornholm. Men jeg er kommet her en del selv på ferier og folkemøder. Jeg er også kommet her om vinteren, så jeg vidste godt, hvor stille her kan være. Men mit forhold til øen har mest været forbundet med natur og skønhed, hvis jeg skal være ærlig. For det er jo et ekstraordinært smukt sted, men nu er jeg så også lære kulturen at kende.
Hvordan vil du så beskrive mentaliteten her?
– Bornholmere holder med bornholmere, så her er et stærkt fællesskab. Udfordringen er selvfølgelig ikke at lukke sig om sig selv, når man har en hel verden her. Mange andre kommuner har jo måske også kun én gratisavis, men her man jo både avis og regionale afdelinger af DR og TV2, der dækker Bornholm. Det er flot. Mine egne forældre holdt til sammenligning Frederiksborgs Amtsavis og Berlingske ved siden af, inden de til sidst opsagde lokalavisen, men her går folk op i, hvad der sker. Og det skal man også vænne sig til, ler hun og tilføjer, at hun dog sagtens kan forestille sig, at hun også selv bliver stærkt knyttet til øen, selvom hun også bor i Gentofte.
– Man kan jo godt have et tilknytningsforhold til flere steder. Vi har også et familiesommerhus i Jylland ved Vejle Fjord. Det er et familiesommerhus, som har været i familien siden 1950’erne på min mors side, og begge mine forældre kom fra Vejle. Og jeg er da mindst lige så knyttet til det sommerhus som til vores hus i Gentofte, hvor vi har boet i 30 år. Sådan tror jeg også, at jeg kan blive knyttet til Bornholm.
Hvor ser du øens udfordringer og muligheder?
– Udfordringer er der i hvert fald mange af, siger hun.
– Kommunen er jo ikke rig. Uddannelsesniveauet er heller ikke så højt, og selvom befolkningstallet stiger, er der endnu ikke en markant stigning i gruppen i den erhvervsaktive alder. Og det er også baggrunden for kommunalbestyrelsens målsætning om, at vi skal være 42.000, for så hænger det bedre sammen, hvis der altså er tilpas mange erhvervsaktive blandt de 42.000 indbyggere, smiler hun.
– Men mulighederne ligger blandt andet i realiseringen af energiøen og alt det, der kan opstå omkring den. Det er jo fint, hvis vi kan få anlægget koblet til det bornholmske elnet, så man kan få billigere el, men hvis vi kan udnytte, at der kommer så meget elektricitet gennem power-to-x, så kan man jo etablere testcentre, forskning og et helt uddannelsesmiljø, som kan smitte af på det eksisterende uddannelsesmiljø. Det er der simpelthen meget store muligheder i, siger hun begejstret.
– Og det ser jeg som min og andres opgave at få skabt rammerne for.
Hvad bliver din primære arbejdsopgave?
– Der bliver mange opgaver. Det handler naturligvis om at sørge for, at vi har en organisation, så vi kan give en så god service som muligt til borgerne med den stramme økonomi, som desværre kun bliver værre. Det er jo ikke mig personligt, der leverer den service, men jeg skal sørge for, at vi har en god ledelse, så vi kan arbejde klogt og effektivt og tiltrække og fastholde medarbejdere. Og lave de rigtige beslutningsgrundlag til kommunalbestyrelsen, så de får et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger, siger hun og tilføjer med varme i stemmen.
– Det sjove ved at være på en ø er også, at man er tættere på hinanden. Man er nødt til at arbejde tættere sammen på tværs af kommune, hospital og så videre. Det gør det lettere at lykkes.
Hvordan slapper du af?
– Helst sammen med familien. Men ellers kan jeg godt lide at rejse eller tage på kunstmuseum. Jeg kan også godt lide at gå i teatret, særligt ballet. Naturen er jeg også glad for, så jeg glæder mig til lidt lysere aftener, siger hun og ser mod det sorte mørke udenfor kontoret.
– I morges kørte jeg fra Allinge til Nexø og bare det at se ud på de vildt smukke landskaber, mens det er lyst, synes jeg er dejligt. Det giver noget overskud, siger Sine Sunesen og piller en appelsin.
For lige om lidt er der også brug for hendes overskud, når hun skal videre ud i vintermørket for at komme til denne aftens kommunalbestyrelsesmøde. Den travle kommunaldirektørs dag er langtfra forbi.
Blå bog
Sine Sunesen. Født 1967. Tiltrådte stillingen som kommunaldirektør på Bornholm 1. november. Uddannet jurist. Har tidligere haft lederstillinger i blandt andet faglige organisationer og KL. Gift med Philip, sammen har de tre børn.
Fredag: Gode og fornuftige priser helt frem til kogespidsen (kl. 17-21), der kommer over 4 kr./kWh. Brug din elektricitet inden kl. 17. Priserne efter kl. 21.00 er heller ikke noget at råbe hurra efter. Opdateret 00.14. Næste opdatering fredag 13.14.
Bornholm om 100 år – hvordan?
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration