Ny frisør åbner i Hasle

Ny frisør åbner i Hasle
Rakel Weinreich har fokus på organiske produkter i sin nye frisørsalon, Klippen, der åbner 1. februar. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 27. JAN 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
27. JAN 2022 • 05:30

Rachel Weinreich udlever nu drømmen om at åbne frisørsalon i Hasle, hvor hun selv bor.

 

Den 1. februar 2022 åbner frisør Klippen på Krummevej 2A i Hasle. Det er Rakel Weinreich - som i flere år har boet i Hasle - der står bag frisøren. Hun har de seneste to år arbejdet som frisør i Nexø, men da muligheden for at åbne egen salon i Hasle meldte sig, slog hun til.

– Jeg har i længere tid gået med tanken om at åbne en lille salon i byen. Da salonen på Krummevej stod tom, og jeg blev spurgt, om jeg ville overtage den, sprang jeg til.

Det er dejligt at kunne arbejde tættere på mit hjem i Hasle og give beboere i Hasle og omegn et tilbud om at blive klippet, hvor de ikke skal køre så langt

Rakel Weinreich, frisør

– Det er dejligt at kunne arbejde tættere på mit hjem i Hasle og give beboere i Hasle og omegn et tilbud om at blive klippet, hvor de ikke skal køre så langt, fortæller Rakel Weinreich, som har arbejdet som frisør i mere end 20 år.

Fokus på organiske produkter

Hun har blandt andet arbejdet i frisør Zenz i København, som har fokus på gode organiske produkter.

Det vil Rakel gerne tage med i sin nye salon, hvor sloganet er naturlig smuk. Med det mener hun, at hun vil bruge naturlige produkter, som er gode for håret, kunden og hende som frisør, der arbejder med produkterne hver dag. Hun forhandler således kun Svanemærket hårprodukter, og de farver hun bruger er uden ppd og andre skadelige kemikalier.

Samtidig vil Rakel gerne bruge så meget af det bornholmske som muligt, i alt hvad hun har i butikken fra kunsten på væggene til kaffekopperne, som kunder får deres kaffe i.

Man kan allerede nu bestille tid til sin første klipning i frisør Klippen, som har første åbningsdag tirsdag den 1. februar 2022.

Rakel Weinreich overtager lokalerne efter Michelle Nicka Espersen, som åbnede frisørsalon i september 2019. Indtil 2005 blev lokalerne i øvrigt brugt af Hasle Politivagt.