Nu kommer der nyt liv i Nyker

Nu kommer der nyt liv i Nyker
Siden nytår har der været stille her i bygningerne, nu sker der igen noget. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
ERHVERV | Fredag 10. maj 2024 • 15:30
ERHVERV | Fredag 10. maj 2024 • 15:30

Bygningerne i Nyker, som tidligere husede virksomheden Nykers, har siden nytår stået tomme, men nu indbyder de nye ejere både borgere og virksomheder til at komme forbi og høre om, hvad fremtiden vil byde på i lokalerne.

"Nyt liv i den gamle brødfabrik".

Det er den korte version, når Tommy Håkansson fra Brødfabrikken Nyker skal fortælle, hvad der kommer til at foregå i fremtiden i de bygninger, som frem til årsskiftet husede virksomheden Nykers, der producerede blandt andet kiks og knækbrød, som bliver solgt gennem landsdækkende dagligvarekæder.

Imidlertid blev hele produktionen i løbet af december flyttet til Jylland, og bygningerne sat til salg. Tidende kunne den 20. april fortælle, at det var lykkedes Bornholms Erhvervsmægler at sælge dem til et investorselskab, samt at lokalerne igen skal bruges til produktion, men mere var det ikke muligt at oplyse på det tidspunkt.

Imidlertid løfter Tommy Håkansson nu, som allerede antydet herover, sløret for, hvad planerne overordnet set går på, idet han uddyber:

– Investorkredsen bag Brødfabrikken vil skabe nyt liv og alternativer for iværksættermiljøet på Bornholm i den historiske brødfabrik på Nyker Hovedgade 30 i Nyker. Brødfabrikken vil i fremtiden blive et hus fuld af muligheder for små som mellemstore bornholmske virksomheder; virksomheder som mangler plads til produktion, lager eller salg.

– Det er vores målsætning at skabe at aktivt miljø på Brødfabrikken, hvor de 2.500 kvadratmeter vil blive opdelt i forskellige størrelser af erhvervslejemål efter behov. Vi håber, at vi kan blive et spændende hus med et stort potentiale lokalt for Nyker og Bornholm, samt være med til at styrke mulighederne med faciliteter til blandt andet produktion af fødevarer og drikke til den fantastiske madkultur på øen.

Sådan fortæller han i en pressemeddelelse, hvori han også gør det klart, at han for nuværende ikke har yderligere informationer om, hvad der mere præcist skal ske på de mange kvadratmeter, bygningerne rummer.

Han oplyser dog yderligere, at ejerkredsen bag erhvervelsen af bygningerne gerne vil invitere lokale borgere samt interesserede bornholmere og virksomheder i øvrigt til et arrangement den 19. maj klokken 13-15:

– Hvor vi vil fortælle om vores planer og fremtidsudsigter, samt vise den historiske brødfabrik frem for alle interesserede.

Lukket ned

Tidende oplyste i midten af februar, at Nykers A/S, hvor der siden 2008 var blevet produceret, hvad virksomheden på sin hjemmeside selv betegner som "kvalitetskiks og knækbrød til hele Danmark", var lukket og slukket.

Bageriets historie strækker sig faktisk helt tilbage til 1901, men i oktober 2013 blev Nyker Brød, som virksomheden da hed, erklæret konkurs og genopstod under navnet Nykers med Kakes Aps som ejer af bygningerne.

Den hidtidige ejer, Vibeke Hasselby, forklarede i august 2015, at det var Bæchs Bageri, der havde taget navneforandring til Nykers A/S og var rykket fra Hobro til Bornholm.

Umiddelbart inden årsskiftet 2023-24 blev produktionen dog lukket ned i Nykers og flyttet til den lille landsby Øster Doense uden for Hobro, som ligger i bunden af Mariager Fjord.

Midt i marts oplyste Erling Eskildsen, at flytningen af produktionen til bageriet Knæk & Bræk var sket af økonomiske årsager, forstået på den måde, at produktionen på Bornholm gav underskud. Han er formand for Dancake A/S, som befinder sig i samme branche som Kakes, og det er hans sønner – Allan Skov Eskildsen, Klaus Skov Eskildsen og Kenneth Skov Eskildsen – der ejer Kakes, men de to virksomheder samarbejder tæt sammen, forklarede han.

Han oplyste endvidere, at Kakes A/S var gået i tænkeboks i forhold til, om produkterne fortsat skal markedsføres under navnet Nykers, nu hvor den egentlig ikke rigtig har noget med Bornholm at gøre længere, men han mente, at det ville blive afklaret inden for en måneds tid.

Ikke 100 procent klarlagt

I dag, fredag, kan han dog oplyse, at det ikke er tilfældet, men slår samtidig fast, at han synes, det er superfint, at det er lykkedes at sælge bygningerne.

– Også for byen Nyker, for så vidt, jeg forstår, skal der foregå en eller anden form for produktion, siger han.

– Så det er jo super. Men jeg ved ikke præcis, hvad det er, der kommer til at ske.

Er I kommet nærmere i forhold til, om I også i fremtiden, hvor produktionen altså foregår i Jylland, skal sælge produkterne under navnet Nykers, som vel refererer til Bornholm?

– Det er ikke helt 100 procent klarlagt endnu. Det handler jo også om, hvad vores kunder synes om et eventuelt navneskifte, siger Erling Eskildsen.

Så indtil videre kører I videre med navnet Nykers?

– Ja, det gør vi.

I midten af februar forklarede Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, som forhandler nogle af Nykers produkter, blandt andet til Tidende:

– Vi har først for nylig fået at vide, at virksomheden flytter produktionen fra Nyker til Hobroegnen, og det betyder derfor, at vi af gode grunde ikke kan kalde produkterne for bornholmske mere. Derfor kommer vi til at ændre emballagen, så ordet 'bornholmske' ikke fremgår mere, når den nuværende emballage, vi har liggende, er brugt op.

Til et uddybende spørgsmål om, hvorvidt der i fremtiden må stå 'Nykers' på emballagen på de produkter, Rema 1000 sælger, svarede kommunikationschefen:

– Nej, det fjerner vi også.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT