– Det betyder jo, at vi kan få den udgift ned i et niveau, hvor vi kan få det til at løbe rundt. Så det betyder rigtig meget, at folk melder sig på banen og giver det, de har mulighed for, for at få det til at løbe rundt.
At tingene begyndte at lægge sig til rette og udsigterne til at der ville blive et julemarked, kunne Bülow da også allerede fortælle til Tidende søndag eftermiddag, men det var altså først mandag morgen, da tallene blev gjort op, at hun kunne lægge hovedet på blokken og fortælle, at julemarkedet bliver til noget igen i år.
Nødråbet har nemlig også sat skub i iværksættere og producenter, og hvor der den 24. august kun var solgt 15 hytter, så kan arrangøreren fortælle, at der mandag er udsigt til at mindst 23 ud af de 30 hytter bliver lejet ud. Den indtægt kan også mærkes, ligesom det er aktiviteten i boderne, der skal trække gæsterne til og gøre arrangementet økonomisk bæredygtigt.
Vil have arbejdsro
Det er derfor en glad Pernille Bülow, som ser frem imod endnu et stort lysende og stemningsfyldt julemarked. Men arbejdshandskerne er endnu ikke helt lagt på hylden. Der er nemlig stadig nok at lave både med årets julemarked, og med at få fremtidssikret det store arrangement. Mens Nexø og omegn er rykket sammen og alle har givet, hvad de kunne, så er der nemlig endnu ikke lavet aftaler med de store aktører, som kan gøre en langsigtet forskel.