Mikrobageri åbner i Rønne

Mikrobageri åbner i Rønne
Mikrobageriet Ruglig debuterer fredag med blandt andet kardemommesnurrer. Foto: Ruglig
FØDEVARER | RØNNE | 20. OKT 2021 • 07:45
Henrik Nielsen
Journalist
FØDEVARER | RØNNE
20. OKT 2021 • 07:45

Ruglig har endnu ikke noget fast lokale, men laver regelmæssige brødudsalg.

I maj flyttede Kristoffer Schriver til Bornholm sammen med sin kæreste. Med i kufferten havde han en drøm om at blive bager, og den har han besluttet sig for at udleve.

Resultatet er mikrobageriet Ruglig, som fredag debuterer hos kunsthåndværkbutikken Klodekær i Lille Madsegade i Rønne.

"Hos mikrobageriet Ruglig bages der surdejsbrød, boller og snurrer med afsæt i nordiske bagetraditioner og -trends med fokus på gamle kornsorter, lange hævetider og med en særlig forkærlighed til rugen", fremgår det af bageriets Facebook-side.

Af Det Centrale Virksomhedsregister fremgår det, at Ruglig næsten er nabo til Klodekær, men det er ikke ensbetydende med, at det bliver Kristoffer Schrivers faste salgssted.

"Ruglig har endnu ikke noget fast lokale, men afholder i stedet regelmæssige brødudsalg", står der på Facebook-siden.

Fredagens debut begynder klokken 15, og Rønnes nye bager håber, at folk har lyst til at kigge forbi.