Det er makkerparret Thomas Dreyer og Steen Kjær Jespersen, der står bag det nye solcenter. Det åbner i bowlingcentrets sidefløj, hvor det har egen indgang fra Torneværksvej.
Her har Steen Kjær Jespersen tidligere haft et mindre solcenter, som lukkede i 2017. Nu er der bygget om, og han og makkeren åbner et center, der er dobbelt så stort.
For solcentrene er det ellers kun gået ned ad bakke i mange år på grund af risikoen for at udsætte sig for skadelige stråler og udvikle kræft, og Kræftens Bekæmpelse fraråder stadig brug af solarier.
Steen Kjær Jespersen oplyser, at centrets tre sole har nye, røde rør, som blandt andet skulle byde på en mere skånsom bruning. Han gør også opmærksom på, at alle solcentre er underlagt Sikkerhedsstyrelsens kontrol, og det betyder blandt andet, at brugerne på en plakat skal informeres om, hvilke risici, der er forbundet med at bruge et solarium. Ifølge solarieloven er der også regler for, hvor kraftig stråling solariet må udsætte brugerne for.