Lukker ned: 'Gulvtæppet blev revet væk under mig'

Uanset hvor hårdt, Marianne Beisner har arbejdet, så er det ikke lykkedes hende at lukke hullet efter coronanedlukningerne. Nu lukker hun salonen og flytter fra øen.

Da Tidende sidste år i november lagde vejen forbi frisør Marianne Beisner i salonen på Lille Torv i Rønne, var hun frustreret og træt.

Træt af, at den pandemi som for de fleste bare var et fjernt minde, stadig i høj grad raserede i hendes virksomhed. Men hun kunne se lys for enden af tunnelen og hun fortalte dengang, at hun håbede på at være coronagældfri til sommeren i år.

Men allerede i starten af indeværende år, begynder det at gå op for hende, at det ikke holder. På det tidspunkt er hun imidlertid ikke klar til at tage konsekvensen af det. Det bliver hun først i løbet af sommeren, hvor hun skulle have været fri af corona og den medfølgende gæld.

– Tingene begynder at skride. Jeg arbejder for meget, og jeg får øjnene op for, at det er blevet tid til at kaste håndklædet i ringen. Jeg må kapitulere, fortæller hun, da Tidende kigger forbi i salonen.

Nu er beslutningen nemlig taget og meldt ud, lejemålet er opsagt og udløbsdatoen er sat.

Havde ingen opsparing

Det har fyldt i noget tid, for da landet blev lukket ned i 2020 og senere i 2021 var Marianne Beisner lige ved at være færdig med at indbetale på sin etableringskonto.

Hun startede op som selvstændig frisør uden en krone på lommen, men med masser af glade og tilfredse kunder gik det stærkt med at få ordrebøgerne fyldt op. Derfor var hun ved at være klar til at skulle tjene penge til sig selv og sin opsparing efter et par år med etableringsudgifter.

– Men da corona kommer misser jeg to og en halv måneds indtjening, og det giver et hul i kassen, som ikke har været til at lukke ordentligt. Jeg kunne låne fra staten og i banken, men lån skal jo betales tilbage, og banken vil have rente oveni. Så det har været en oplevelse af, at der bliver lavet forretning midt i moradset, og der går det galt, forklarer frisøren, som aldrig rigtig får indhentet lånene igen.

– Jeg havde ingen opsparing, og derfor var jeg på den. Gulvtæppet blev revet væk under mig, og det kræver at man holder sig skarp.

Hendes oplevelse var, at hun var fanget med alle sine udgifter, men ingen mulighed for at tjene penge.

– Der er rigtig meget på spil og der er mange, der er blevet ramt. Jeg skal bare have betalt det tilbage, jeg har lånt. Heldigvis er jeg ret effektiv, og jeg bliver ikke sådan syg. Jeg giver den en skalle og arbejder, slår hun fast.

Marianne Beisner med salonhunden Hugo. Foto: Sarah Thun Kristensen

10 timer om dagen

Det har imidlertid ikke været nok at arbejde en vis legemsdel ud af bukserne - heller ikke selvom frisøren ofte har følt, at hun har stået med kunder i butikken længe efter, at mange andre butikker er lukket.

– Jeg har snildt arbejdet 10 timer om dagen, og det viser jo, at kunderne godt kan lide at være her. Jeg har masser at lave, og jeg har en megasund butik, så det er jo dejligt i sig selv, og det betyder, at det jeg har skabt er godt nok, fortæller hun.

Selvom der har været en butik, der på papiret er lykkedes og revisoren har fortalt hende, at det burde kunne løbe rundt, så har hullet vokset sig større og større.

– Jeg render bare stærkere. Jeg pukler og pukler, men der bliver hele tiden tømt ud og uanset hvad jeg gør, så er det som om jeg altid render bagefter. Jeg bliver konstant overrasket, og det er bare nederen.

– Min opsparing vokser ikke, min butiks økonomi bliver ikke bedre, og jeg kigger mig hele tiden over skulderen. Jeg vil bare gerne sænke skuldrene og gøre det, jeg er bedst til. Men bagom det hele, så fungerer det bare ikke.

Hun har derfor kigget sig selv i spejlet og indset, at det ikke kommer til at fungere. Hun kan ikke betale de penge hun skylder i skat, og der er ingen kære mor, selvom det føles uretfærdigt.

Vil ikke flygte

Marianne Beisner vælger selv at ringe til Skat og sige tingene som de er; at hun ikke har råd til at betale det, hun skylder. Hun ved, at det betyder, at hun må lukke virksomheden.

– Det var en fin oplevelse at tale med dem, men der er bare nogle regler der skal følges, og jeg kan ikke følge med mere.

Det har været vigtigt for hende, at få lov til at lukke ned på en ordentlig måde, så der ikke kommer til at stå nogle leverandører eller kunder tilbage med penge i klemme.

– Jeg vender ikke ryggen til eller flygter fra det her. Jeg vil gerne dreje nøglen stille og roligt og jeg vil gerne bidrage med noget. Men jeg kan ikke få det til at virke, når jeg ikke kan komme videre, og jeg har vist Skat, at jeg vil det. Det holder bare ikke i længden.

Hun kommer til at trække en hale med sig af noget gæld til samfundet, som hun endnu ikke har betalt tilbage. Den skal nok blive afviklet, når hun engang har fået lukket døren til kapitlet som selvstændig.

– Jeg har taget en stund med mig selv og været ked af det, men jeg synes ikke, jeg kan gøre det bedre, og så påtager jeg mig selvfølgelig ansvaret, så andre ikke kommer i klemme på grund af mig. Det er vigtigt for mig at få betalt ud og afsluttet. Jeg går ikke konkurs, og det er der mange grunde til, men jeg synes ikke, at jeg kan gøre det bedre end det her.

Flytter fra øen

Den 7. december overdrager Marianne Beisner nøglerne til salonen til en anden, som kunne bruge lokalerne. Det betyder meget for hende, at hun kan give lokalerne videre til en anden frisør, og på den måde bidrage til sit fag.

Selv har hun også opsagt sit private lejemål, og det betyder at hun midt i december rykker teltpælene op og flytter til Sjælland. Efter det der skulle have været et års orlov, men som blev til 13 år på Bornholm - heraf både en årrække i Nexø og nu altså seks år i egen salon i Rønne - og alle med salonhunden Hugo ved sin side.

– Jeg føler nærmest, at jeg skal igennem en masse små skilsmisser her i butikken, fordi jeg virkelig har fået gode og tillidsfulde relationer til mine kunder. Det har været en gave.

Hun tager derfor gode minder og en masse læring med om mennesker og om, hvad mennesker kan bidrage med til hinanden. På Bornholm har hun oplevet at blive mødt og har fået plads til at folde sig ud og finde ud af, hvem hun er.

– Men jeg er ikke uundværlig, og snart bliver mit skilt fjernet fra vinduet og et nyt kommer op. Så går livet videre, og om to måneder er det bare et dejligt minde.

Frisøren er ikke i tvivl om, at der nok skal åbne sig en ny dør, når døren til salonen bliver lukket. Hun har fortsat masser af gåpåmod, en positiv indstilling og stor lyst til at få et arbejde i sit nye nabolag.

– Jeg ved ikke hvad jeg skal nu, men jeg skal nok finde på noget. Jeg føler, at jeg er kommet i mål, og jeg har ikke én bekymring i forhold til fremtiden, smiler hun.