Lukker butikken: "En tung byrde er taget af mine skuldre"

Lukker butikken:
Holst Blomster lukker ned til sommer. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 31. MAR 2024 • 15:00
NYHED | ABONNENT
31. MAR 2024 • 15:00

Selvom beskeden er trist, så er det det bedste for indehaveren, som har skulle vælge mellem to forretninger.

– Nu kommer der en vigtig meddelelse.

Ordene kommer fra Camilla Mikkelsen, som er indehaver af blomsterbutikken Holst Blomster i Nexø. Hun har påskesøndag valgt at dele en video på Facebook, hvor hun ærligt fortæller, at hun har taget en beslutning, om at lukke butikken.

Udover blomsterbutikken og den tilhørende døgnåbne shop er hun nemlig også indehaver af Begravelse Bornholm, som hun kalder sit hjertebarn, og som i fremtiden vil komme til at fylde mere i hendes hverdag.

– Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg er nødt til at se på, hvordan jeg kan prioritere min tid; hvad der giver bedst mening. Det gør det i Begravelse Bornholm og sammen med min familie, fortæller hun i videoen.

Blomsterbutikken overtog Camilla Mikkelsen fra sine forældre tilbage i 2015, men på eksamensbeviset står der bedemand, og derfor valgte hun at åbne sin egen bedemandsforretning et par år efter - og det går rigtig godt.

– Det er bare vokset og vokset, og jeg kan mærke, at det er der, mit hjerte ligger. Jeg er rigtig glad for at kunne være der og hjælpe mennesker i en svær tid. Jeg er ikke uddannet blomsterbinder, fortæller hun glad til Tidende, og understreger at det for hende er en rigtig god nyhed, selvom det betyder, at butikken på Havnegade i Nexø lukker med udgangen af juni.

– Det er selvfølgelig en trist meddelelse, men jeg kan mærke, at det er en god beslutning for mig. Det er mig, der har truffet beslutningen, og jeg kan mærke, at der er en tung byrde der er taget af mine skuldre. Nu skal jeg til kun at have et fuldtidsarbejde, fortæller hun i sin video.

Til Tidende uddyber hun, at hun igennem noget tid har været udfordret af at drive to virksomheder, fordi hun ikke har haft timer nok i døgnet til at nå alle de ting, der har været vigtige for hende.

– Der har slet ikke været tid nok til familien. Nu er jeg også blevet farmor, og det er noget, jeg glæder mig til at bruge mere tid på, fortæller hun.

Vendte underskud til overskud

Det er ikke mere end et år siden, vi i Tidende kunne skrive om, hvordan Camilla Mikkelsen og personalet i butikken havde vendt et underskud til et overskud ved blandt andet at melde sig ud af Interflora og flytte i en mindre butik, der fungerede som et arbejdende værksted.

I samme omgang lavede de solcenteret om til en døgnbutik, hvor man kunne hente blomster hele døgnet rundt. Flytningen og nedskaleringen var da også både et forsøg på at få blomsterbutikken til at generere overskud og være mere selvkørende og mindre tidskrævende. Det lykkedes imidlertid ikke helt efter hensigten, og derfor har indehaveren nu taget beslutningen om at lukke ned.

– Det er også bare svært at være blomsterhandler. Så er der overskud og så er der underskud - det skifter hele tiden, og hvis der alligevel skal være underskud, så vil jeg hellere bruge tiden på noget fornuftigt, fortæller hun med smil i stemmen.

Fordi blomster er en luksus, er det nemlig ofte et af de første steder, der bliver sparet, når familien Danmark er pressede på økonomien.

– Så køber man blomster på en tankstation, i supermarkedet eller i byggemarkedet. Man kan stort set købe blomster overalt, og så er det svært at have en hel butik kørende, forklarer hun.

Få gavekortet brugt

Camilla Mikkelsen er ikke i tvivl om, at der nok skal dukke noget nyt og spændende op på adressen, når hun er flyttet.

Inden da har hun dog en vigtig besked til sine kunder. De skal nemlig se at få gavekortene brugt - og det gerne hurtigst muligt, så der stadig er nogle varer tilbage på hylderne, og skulle nogen være interesserede tilbyder hun gerne en god pris, der går nogen rundt og drømmer om at blive blomsterhandler.

Hun har nemlig både kasseapparat, webshop, bil og overvågningsudstyr, som bliver overflødigt til sommer.

– Men jeg glæder mig til at se jer - der er stadig tre måneder tilbage, slutter hun og understreger, at man er velkommen til at spørge direkte, hvis der er noget, man er i tvivl om.

– Jeg ved, at der kommer til at gå en masse rygter - sådan vil det altid være.



Holst Blomster lukker ned til sommer. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT