Lovkrav overrasker: Giver penge i kassen

Lovkrav overrasker: Giver penge i kassen
Jan Bidstrup i forretningen på Store Torv med nogle af sine dyrebare poser. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 1. MAR 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
1. MAR 2024 • 05:30

Det er i denne version af artiklen præciseret, at Lea Wermelin var, men ikke længere er, miljøminister, samt at citatet, hvor hun udtaler sig, stammer fra Miljøministriets hjemmeside.

 

Nye miljøkrav giver penge i kassen hos Jan Bidstrup fra Din Tøjmand og andre forretningsdrivende.

Loven er lavet for miljøets skyld, men den har også haft en positiv effekt på butikkernes bundlinje.

Siden 1. januar 2021 har det været lovpligtigt, at kunderne i butikkerne skal betale for deres bæreposer. Det har Miljøministeriet har slået fast.

Forklaringen er enkel: Forbruget af poser skal ned. De tynde plastikposer er blevet forbudt, og de tykke må ikke være gratis.

– Langt størstedelen af vores plastikaffald går i dag op i røg i de store forbrændingsovne. Det er både dårligt for klimaet og naturen. Nu forbyder vi de plastikposer, som typisk ikke bliver genbrugt. Man kan stadig købe en bærepose til sine varer, men fremover vil de koste mindst fire kroner uanset størrelse. På den måde vil vi alle aktivt skulle beslutte, om vi virkelig har brug for en pose, forklarede daværende miljøminister Lea Wermelin dengang på Miljøministeriets hjemmeside.

Og en del tyder på, at vi ofte faktisk ikke har brug for den der bærepose.

Det oplever i hvert fald Jan Bidstrup fra Din Tøjmand by Jan & Nalle i Rønne. Siden loven blev indført, har han erfaret, at kunderne hurtigt blev ganske gode til at finde på alternativer – enten medbringer de egne poser eller tager simpelthen blot varerne med under armen.

En krone sparet er som bekendt en krone tjent. Det mundheld kan man så i dette tilfælde gange op med minimum fire.

To gevinster

Jan Bidstrup slår fast, at forbruget af poser i hans butik er faldet dramatisk, og han påpeger, at butikken dermed får sat sit eget "beskedne CO2-aftryk" på en positiv måde.

Dét er han glad for. Men dertil kommer altså også en økonomisk gevinst for forretningen.

Det forklarer Jan Bidstrup.

– Tidligere købte jeg plastikposer ind, som jeg forærede til kunderne, for jeg var jo stolt over og glad for, at når du gik ud af forretningen, så havde du en pose fra mig med. Det lå der jo noget reklameværdi i, fordi vores navn stod trykt på poserne, men jeg havde også en udgift på cirka 100.000 kroner om året til det.

Og de penge blev altså så at sige båret ud af forretningen af kunderne i form af de poser, du forærede dem?

– Ja. Sådan havde man jo gjort i hundrede år, og dengang valgte man at sige, det bare var en del af markedsføringsbudgettet, siger Jan Bidstrup.

– Men efter det er blevet lovbefalet, at man skal tage mindst fire kroner for en pose, har vi oplevet, at mængden af poser, jeg køber hjem, er blevet halveret. Jeg køber poser for i omegnen af 50.000-60.000 kroner om året, men til gengæld får jeg fire kroner for den enkelte pose, og det betyder faktisk, at jeg har en – dog mikroskopisk – bundlinjegevinst. Jeg bliver da i hvert fald holdt udgiftsneutral og har simpelthen ikke den udgift på poser, som jeg havde tidligere.

– Men jeg synes virkelig, den gode historie er, at jeg køber langt mindre, for det betyder jo også, at CO2-aftrykket bliver reduceret, siger han.

Større opmærksomhed på forbruget

Tænker kunderne sig lige om, inden de takker ja til en pose, når de skal betale for den?

– Ja, helt vildt. Og en meget sjov ting er, at vi jo altid har talt om parkeringspladser i Rønne og udfordringer i forhold til, at kunderne kan synes, de kommer til at holde langt væk fra torvet. Men den forståelse har ændret sig. Næsten alle siger nu, når de går ud af forretningen med deres varer, at "vi skal ikke have nogen pose, vi tager bare tingene med under armen, vi holder jo lige her omme bagved". Alle føler pludselig, de holder meget tæt på. Tidligere hed det sig: "Vi holder helt oppe i Kollagårinj". Altså, frygtelig langt væk. Nu holder folk "bare lige henne i Kollagårinj", det er jo ikke så frygtelig langt væk. Holdningen er, "jeg behøver da ikke en pose, jeg smutter bare lige hen i bilen med tingene", ler Jan Bidstrup.

– Så der har faktisk kun været positive effekter forbundet med tiltaget.

Sportsforretning oplever det samme

De fire kroner medfører simpelthen en mental forskel hos folk?

– Ja, tydeligvis. Altså, jeg tror ikke, det skyldes præcis de fire kroner, man sparer, det er mere lige overvejelsen – nej, jeg behøver egentlig ikke nogen pose. Hvorfor skulle jeg dog have det bare for at bære et par underbukser, en skjorte eller noget andet ud af forretningen? Og så ryger der bare endnu en pose ind under køkkenhåndvasken, hvor der i gamle dage allerede lå en million, havde jeg nær sagt. Så igen: Det er en positiv effekt både for forretningen og for miljøet.

Jan Bidstrup er formand for Rønne Handelsstandsforening og tror på, at hans kolleger blandt de forretningsdrivende stort set oplever samme effekt ved, at poser nu koster penge.

Det kan Sten Møller Intersport bekræfte.

Han har ud over forretningen i Rønne også sommerbutikker i henholdsvis Svaneke og Allinge og tidligere også i Gudhjem.

Sten Møller genkender billedet:

– Jeg vil tro, at vi har brugt nogenlunde de samme penge som Jan på poserne, og vi oplever også nu, at det beløb nok er halveret, siger han.

– Men tidligere syntes jeg da også, at det var meget rart at se folk i bybilledet gå rundt med poser, der havde vores logo på.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT