Landmand Sode: Jeg føler mig som en lovbryder

Landmand Sode: Jeg føler mig som en lovbryder
Martin Sode på Smørjeppegaard er en af 23 mælkeleverandører til Bornholms Andelsmejeri i Klemensker. Foto: Anette Vestergaard
DELUXE | ERHVERV | Tirsdag 5. december 2023 • 05:30
DELUXE | ERHVERV | Tirsdag 5. december 2023 • 05:30

Martin Sode har længe haft svært ved at genkende det billede, der tegnes af landbruget i medierne. Her fortæller mælkebonden fra Smørjeppegaard blandt andet, hvorfor det ikke længere er muligt at producere økomælk på Bornholm.

Koen er min kæphest.

Det sagde Thor Kure på Tidendes debatmøde i Melsted for et par uger siden, og Martin Sode på Smørjeppegård har det på præcis samme måde.

Koen er hans kæphest.

Han er i hele sit voksne liv stået op klokken 04.45 hver morgen for at gå over i stalden og malke sine 150 køer. Sommer og vinter, mælken skal ud.

I modsætning til Thor Kure, der er regenerativ økobonde, er Martin Sode helt almindelig, konventionel malkebonde. Han er en ud af 23 tilbageværende mælkeproducenter på Bornholm og leverer hvert år 1,6 mio. kilo mælk til andelsmejeriet i Klemensker. Han er glad det meste af tiden, selv om tilværelsen som landmand har været præget af skiftende regler og krav fra myndighederne, samt selvfølgelig diverse uanmeldte besøg fra fødevarekontrollen.

– Det er en del af livet som mælkeproducent, siger Martin Sode.

Frygtede en glidebane

Der er ingen sammenligning mellem hverdagen i den ejendom, han overtog for 30 år siden, og nutidens landbrug - hverken på markedet eller i staldene. I dag spiller teknologien en afgørende rolle i Martin Sodes hverdag som mælkeproducent på godt og ondt. Mest godt, blandt andet fordi et overvågningssystem, der monitorerer kvæget via en responsor på halsen, gør ham i stand til at følge dyrenes sundhedstilstand, drøvtygning og ydelse fra time til time.

De to malkerobotter, som blev indkøbt for to år siden, er en millioninvestering, men samtidig det mest markante fremskridt gennem tiden, dels i forhold til arbejdstider, men også i forhold til ydelse.

For at få det til at passe med to malkerobotter reducerede Martin Sode sin bestand med ti procent. Samtidig gik ydelsen i den tilbageværende bestand ti procent op, og i dag står Martin Sode først op klokken 05.30.

Selv om robotten gør, at han næsten kan sove en time længere hver dag, var Martin Sode bekymret i starten.

– Jeg følte lidt, det var en glidebane, da jeg fik malkerobot. Ville jeg stadig kunne drive mig selv, når jeg ikke skulle op klokken 05.00? Men det kunne jeg godt, siger han.

Alverdens teknologiske fremskridt gør imidlertid ikke mælkeproduktion på Bornholm til en guldrandet forretning. 2022 var det bedste år nogensinde i mejeriets og Smørjeppegaards historie, men det skyldtes udelukkende store prisstigninger på verdensmarkedet.

– Sidste år i maj havde vi ordrer helt frem til november. Efter jul gik det i stå. Det var en boble, fortæller Martin Sode, der er næstformand i mejeribestyrelsen.

Gennemsnitligt ligger indtægten på et kvægbrug, ifølge Martin Sode, på niveau med en sygeplejeløn.

– Min kone er sygeplejerske, og hvis man kigger hen over årene er det lidt forskelligt, hvem der har tjent mest. Vi skiftes til at trække læsset, siger han og tilføjer:

– Det er mere for at sige, at det kan være svært at få råd til alle de afgifter og nyanskaffelser.


En af Martin Sodes køer fik tvillingekalve for et par uger siden. Det er meget sjældent, siger landmanden fra Knudsker, og endnu mere sjældent at begge kalve overlever. Foto: Anette Vestergaard

 

Danmark er et discountland

Alligevel nikker Martin Sode bekræftende, når man spørger, om han elsker sit arbejde – og sine køer. Det gør han, 'selv om jeg aldrig ville bruge det udtryk selv'. Han er stolt af sit arbejde. De seneste ti år har en ny følelse imidlertid sneget sig ind i hans hoved. Den 57-årige landmand føler, at det omgivende samfund har vendt sig mod ham og hans erhverv. Når han læser i medierne og følger debatten, er landmændene åbenbart skyld i alt - fra Østersøens død til yoghurtens og økomælkens fravær i de bornholmske kølediske. Og ingen ved tilsyneladende helt, hvad de snakker om. Martin Sode læser næsten dagligt noget i medierne, som ifølge den bornholmske landmand er enten helt eller delvist forkert. Det gælder også i bornholmske medier.

For eksempel bliver Martin Sode provokeret, når han i Tidende læser, at de bornholmske fødevareproducenter bare skal sætte priserne op. Allerede her kører debatten ifølge mælkeproducenten på Smørjeppegaard af sporet, for Bornholm er en del af Danmark, som er en del af en global økonomi. Martin Sodes mælk vejes og prissættes på verdensmarkedet, ikke på en lokal fødevarebørs i Rønne.

– Det foregår sådan, at butikkerne skal sælge billig mad. Danmark er et discountland, hvor 90 procent køber det billigste, de kan få, fastslår Martin Sode.

Det er den rettesnor, supermarkederne følger, og det gør de ifølge Martin Sode benhårdt og uden at skele til bornholmske følelser.

Martin Sode tager Danablu-osten, som er en af andelsmejeriet store sællerter – også ude i verden – som et tænkt eksempel på, hvordan supermarkederne agerer på verdensmarkedet, og hvordan det påvirker lokale fødevareproducenter.

– Lad os sige vi har Danablu i Netto, Bilka og Føtex. De forhandler priser hvert femte år. Hver gang du genforhandler, går du fem procent ned i pris samtidig med, at kæderne kræver fem procent af omsætningen sidste år forudbetalt som rabat for at lave en ny kontrakt. Det betyder, at man som leverandør skal lægge 1,5 mio. kroner forud for at få aftalen. Ellers lægges varen i udbud igen. På et tidspunkt havde Arla rigeligt med Danablu, så de bød mere end otte procent under os, selvom vi gik lidt ned. Og så er vi ude af Dansk Supermarked for de næste fem år.

I Martin Sodes verden er priskontrol langt udenfor rækkevidde. Priserne dikteres i dag af markedet og de store kæder.

– Derfor bliver jeg irriteret, når folk siger, at bornholmske produkter skal prissættes, så alle kan følge med.


Den ene af to malkemaskiner på Smørjeppegaard. de milliondyre robotter har givet Martin Sode et lettere liv Foto: Anette Vesgtergaard

 

Utroligt, at vi overlever

Sode nævner andelsmejeriets yoghurt som et andet eksempel på en lokalproduceret attraktion, der bukkede under for konkurrencen. Den røg ud af produktion for syv-otte år siden, og i 2022 blev økomælken sløjfet.

– Vi havde fået en aftale på plads om yoghurten, men så kom der trusler om en sukkerafgift, og så ville Dansk Supermarked have prisen ned.

– Vi har på mejeriet måttet droppe ost i butikkerne, og vores prisbelønnede yoghurt og økologiske mælk er væk, fordi vi bliver presset ud af lavpris. Det er trættende at høre på, at vi ikke vil økologien. Bestyrelsen holdt fast i den længe, men da vi det sidste år havde brugt over en million kroner af de konventionelle mælkeproducenters penge, og vores økolog også tabte penge, var vi efter 25 år og efter at syv forskellige økologer havde forsøgt, nødt til at lukke ned.

Hvor ironisk det end lyder, så er det lettere for Bornholms Andelsmejeri at få økonomi i eksporten, end i salget på det hjemlige marked. I udlandet går det til gengæld strygende. Hver eneste uge eksporterer mejeriet i Klemensker det, der svarer til tre kilo ost per bornholmer til udlandet.

– Vi sælger over 90 procent af vores produktion uden for Danmark. Hver uge sendes godt 65 forskellige forædlede oste til 34 lande ud i verden. Mejeriet eksporterer 6.000 tons ost om året og omsætter for over 300 millioner. Det er da næsten historien om humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel, siger Martin Sode.

Han mener det faktisk alvorligt.

– Det er utroligt, at vi overhovedet lever. Jeg tror ikke, der er noget mejeri i verden, der eksporterer mere end os.

Succesen skyldes ifølge Martin Sode, at mejeriet næsten udelukkende satser på højprismarkeder verden over. Strategien følges så konsekvent, at mejeriet hellere vil belåne et propfyldt lager, end sælge osten til spotpriser. Det forklarer også, hvor Danmark ligger i det samlede billede.

– Hvis Danablu kan sælges i USA til 52 kroner kiloet, så sælger vi den jo ikke i Danmark til 37, siger Martin Sode.

Fremtiden er usikker

Martin Sode frygter ligesom ligesom alle landmænd i Danmark den kommende CO2-afgift. Han leverer 1,6 mio. kilo mælk til mejeriet om året. Politikerne snakker om at indføre en afgift på 750 kroner pr tons i 2030. Det er 1,4 mio. i afgift om året for Martin Sodes vedkommende.

– Og hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan måske reducere med ti procent. Vi er et par stykker, der snakker om, at vi stopper, hvis de indfører en høj afgift. Vi er vant til, at priserne kører op og ned. Men vi er ikke vant til at betale CO2-afgift, siger Martin Sode.

Han mener, at Smørjeppegaards CO2-produktion i dag er cirkulær og dermed neutral, mens udledningen fra biler er firdoblet på 40 år.

– Men det er så landbruget, der skal redde verden. Selv om færgen står for halvdelen af udledningen på Bornholm.

Martin Sode tænker lidt.

– Jeg synes faktisk, det ville være udmærket, hvis vi lavede en afgift på de sidste 20 procent CO2, for det kan man arbejde med.

Martin Sode gør opmærksom på, at truslen om en kommende CO2-afgift er med til at skubbe mælkeproduktionen i den forkerte retning på Bornholm.

– Vi er 23, der har leveret mælk i år, når vi når til sommeren næste år, er vi 16 tilbage. Der er syv, der stopper. Vi leverer nu 60 mio. kilo mælk til mejeriet om året, det falder så til 52 mio. kilo. Det er ok, men hvis det bliver lavere, kommer det til at gå ud over serviceerhvervene. Vi har jo nogle leverandører, der skal hjælpe os, entreprenører, elektrikere, inseminører og dyrlæger. Næsten alle mælkeproducenter bruger maskinstation til at høste vores grovfoder, og der er vi virkelig på den, hvis de ikke længere kan se en forretning i at have en finsnitter til nogle millioner kroner. Jeg har en tekniker her, der hjælper mig med robotterne. Ellers er den nærmeste i Odense. Bliver vi for få, så er der ikke nogen tilbage til at servicere os, og så bliver det endnu dyrere, når de skal komme ovrefra, siger Martin Sode, der vurderer at smertegrænsen ligger et sted mellem 40 og 50 mio. kilo om året.

Overvejer at stoppe

Martin Sode vil gerne afsløre, at han selv tilhører den gruppe, der overvejer fremtiden. Dels på grund af de kommende afgifter, men også fordi han er træt af, at landbruget er kommet i bad standing i Danmark. Det påvirker ham mentalt at være under konstant beskydning. For selv om han holder loven, føler han sig oftere og oftere som en lovbryder.

– Det har jeg aldrig gjort før. Jeg er stolt over at være landmand, og jeg har aldrig været andet. Koen er jordens vigtigste dyr. Men når man nu får skudt i skoene, at man er verdens største klimasynder, så er det svært at blive ved. Hver dag når jeg er ude og køre traktor så kommer der en ny historie: Dansk landbrug er skyld i det og det.

– Men du har vel en bedre forretning i dag, end du havde for 30 år siden?

– .... Jo. Men jeg var heldig at overleve. Nu var jeg så heldig at få sat robotter ind for to år siden, ellers havde jeg nok været nødt til at sælge. Fordi enten var man blevet fysisk udslidt, eller også havde det været svært at få medhjælpere. Der er så mange ting, der kan gå galt. Sygdom hos mig selv, i besætningen eller hos konen. Eller dårlig rådgivning, eller start på et uheldigt tidspunkt. Jeg var heldig at starte i 1992, hvor priserne var lave. Jeg kunne bygge kostald sammen med min far, som også var landmand. Det handler meget om timing. Man skal udvide, men ikke for hurtigt. Der er ikke mange tilbage af dem, der udvidede op til finanskrisen. Så det har en masse med held at gøre også.

Så det er egentlig gået meget godt i de 30 år, du har været landmand. Hvad skal der til for at de sidste ti år bliver ligeså gode?

– Det handler mest om respekt.

Fakta

Overtog Smørjeppegaard i 1992, købt i frihandel.

150 sortbrogede malkekøer i løsdrift.

Brugte tidligere 2,5 time morgen og aften på at malke. Nu malkes køerne tre-fire gange dagligt i malkerobotten.

Før to fuldtidsansatte, nu en, fordelt på tre.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT