Inden interviewet har han sendt mig en to sider lang liste i punktform med højdepunkter fra en livslang karriere. Listen begynder med undervisningen i geometri i mellemskolen i 1952-53 og slutter med udstilling og salg på Grønbechs Gård i 2023. Indimellem opremses læretid hos ØK i 50’erne, flere udlandsophold, ansættelser, designpriser og flytninger. Bornholm kommer først på banen for fire år siden.
Det var dog ikke nogen tilfældighed, at Holger Strøm og hans hustru, Stine Nonnegaard-Pedersen drog til Fiskerbakken i Rønne. Hun stammer fra Færøerne, og da hun skulle til Danmark for at tage en ungdomsuddannelse, faldt valget på Rønne Statsskole. Deres datter bor også i nærheden, efter hun traf en bornholmer på sin efterskole, og når man kommer et par forgreninger op i Holger Strøms stamtræ, dukker Rønne op.
– Mine oldeforældre udvandrede fra Bornholm til New York i 1860’erne, fortæller han.
Forbindelsen til Danmark blev genoprettet en generation senere, hvor Holger Strøms farmor flyttede hjem og bosatte sig i København. I Rønne, hvor parret har slået sig ned på Fiskerbakken, er de kommet tæt på anerne.
– Nu bor vi i Storegade-kvarteret – lige imellem, hvor min tipoldefar havde pottemageri, og hvor hans søn boede. Vi bor inden for en afstand på 50 meter til dem begge.
Designerens fjernere forfædre var urmagere og tog del i bornholmerurets storhedstid for et par århundreder siden. Det er ikke så længe siden, at parret fandt et af tiptipoldefars bornholmerure, som de købte tilbage til familien – lidt i samme stil som han ad flere omgange har sit lampedesign og salgsrettighederne.