Det praktiske arbejde startede den 17. november med en konference i Vejle. Her præsenterede organisationen Work, Live, Stay projektet, der også handler om at hjælpe virksomheder til at være klar til at ansætte udenlandske medarbejdere og om at understøtte bosætning og muligheder for udlændinges ægtefæller og børn.
Der skal dog mere til, hvis Bornholm skal høste den fulde gevinst af samarbejdet med Copenhagen Capacity, mener kommunens direktion.
"For at få det fulde udbytte af projektet i projektets korte levetid til udgangen af 2022 og for at etablere en bornholmsk platform for at arbejde med rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, er det administrationens vurdering, at såfremt der kan bevilges et årsværk fra beskæftigelses- og uddannelsespuljen, vil den samlede indsats have mulighed for en større succes, idet vi dels forventer at kunne trække på en stor erfaring fra andre kommuner, dels forventer at kunne trække på en stor erfaring fra andre kommuner samt organisationen i Work, Live, Stay, hvilket kræver tid til deltagelse i netværk, men ikke mindst inddragelse og involvering af bornholmske virksomheder, hvilket vil være vigtigt at afsætte tid til", lyder beskeden til udvalget for job, udvikling og fritid, der har Erik Lund Hansen (S) som formand.
Ambassadører skal anbefale
Efter planen skal projektmedarbejderen dels have kontakt til de bornholmske virksomheder for at samle deres erfaringer ind til gavn for andre virksomheder. Han eller hun skal efter planen også hjælpe virksomhederne med at modtage og fastholde udenlandske medarbejdere. Blandt virksomhedernes udenlandske medarbejdere er opgaven også finde såkaldte ambassadører, der er parat til at anbefale andre at arbejde på Bornholm