Kadeau er den eneste restaurant på Bornholm, som har en Michelin-stjerne og i starten af juli blev det offentliggjort, at restauranten beholder stjernen. Det siger derfor også sig selv, at Kadeau ikke er det billigste sted at spise, hvilket Magnus Kofoed erkender også har haft en effekt i en tid, hvor verdenssituationen er så usikker, som den er.
– Hvordan bliver vinteren, hvor længe fortsætter krigen i Ukraine, og man kan fortsætte med at stille den slags spørgsmål. Det er nok derfor, at der er en form for usikkerhed i folks handlemønstre. Vi kan godt mærke, at folk er lidt mere påpasselige med at bruge penge, og det koster mange penge at spise på Kadeau. Det ved vi udmærket godt, fortæller restauratøren.
Måske nødt til at skrue på nogle ting
Selvom det ikke er kritiske tilstande i Sømarken, så står 2022-sæsonen i stor kontrast til især 2021, hvor Kadeau havde deres bedste år nogensinde, og folk stod i kø for at få et bord hele sæsonen.
– Vi er desværre et sted i år, hvor der er færre mennesker, som søger plads på Kadeau, end der var sidste år. Jeg tror, at det kun er et vist antal mennesker, der har lyst til at bruge de penge, som det koster at spise på Kadeau på Bornholm hver sommer, siger Magnus Kofeod.