Mallorca kommer til at danne rammen om en studietur for Trafikkontaktrådet i november.
Rejsen skal gøre medlemmerne af rådet klogere på rabatordninger for fastboende, samspillet mellem kommerciel og statsligt støttet færge- og flybetjening og anvendelse af forskellige støttemodeller.
"For Bornholm kan det være relevant at få indsigt i, hvordan en ø med omfattende turisme og store sæsonudsving sikrer stabil og tilgængelig trafikbetjening med både fly og færge året rundt – også for fastboende," skriver rådet om formålet med studieturen, der også skal ruste den bornholmske delegation forud for arbejdet med det næste færgeudbud.
Trafikkontaktrådets sekretariat fremlagde tre mulige studieture, og formanden, borgmester Frederik Tolstrup (V), anbefalede Mallorca som destination. Korsika og Bruxelles var de andre bud. I 2025 var Trafikkontaktrådet på Gotland.