Lokaldyst i 4-Kløver-Klyngen

NOTITS | KULTUR | 1. MAJ • 17:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | KULTUR | 1. MAJ • 17:00

4-Kløver-Klyngen, der består af lokalsamfundene i Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe, mødes igen i år i en venskabelig kappestrid, hvor det gælder om at få så mange som muligt op af sofaen og enten gå to kilometer, løbe tre kilometer eller cykle fem kilometer. Jo flere omgange deltagerne gennemfører, jo flere point kan de sætte ind på kontoen på det lokale hold.

Lokaldysten, som afvikles i samarbejde med DGI Bornholm, lægger ud ved klubhuset på Aarsballe Stadion mandag mellem klokken 18 og 20. De efterfølgende dage går det løs i Klemensker med grillhytten ved svømmebadet som udgangspunkt, i Nyker med Hangaren på stadion som startsted og i Rø, hvor deltagerne samles ved Medorgerhuset. Alle tre steder foregår aktiviteterne mellem klokken 16 og 18.

Den samlede vinder kåres fredag aften i KIF Centret i Klemensker, hvor der traditionen tro indledes med frikadeller, kartoffelsalat og grøn salat fra Den Grønne Frø i Aarsballe og is fra SuperBrugsen i Klemensker. Tilmelding sker i forbindelse med deltagelse i de nævnte lokaldyster.

Rø er forsvarende mester, idet de vandt Lokaldysten i både 2024 og 2025.

FÅ ABONNEMENT