Hallo 3F – er Siemsens Gaard de eneste uden overenskomst?

Hallo 3F – er Siemsens Gaard de eneste uden overenskomst?
Siemsens Gaard har været ramt af 3F's konflikt siden 2021. Foto: Anette Vestergaard
LEDER | DEBAT | 2. MAJ • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 2. MAJ • 05:30

Hvorfor findes der en gråzone, hvor nogle virksomheder accepteres uden overenskomst, mens andre rammes af konflikt?

Ingen kan være uenige i, at ordentlige løn- og arbejdsvilkår er en helt central del af vores dejlige danske arbejdsmarked. Men hvis 3F Bornholm virkelig mener, at man ikke bør kunne drive restaurant på Bornholm uden en overenskomst, så må forbundet i gang med at handle konsekvent.

Så må man tage konflikten hele vejen rundt og iværksætte blokader og faglige skridt mod samtlige restauranter uden overenskomst på øen.

Alt andet fremstår som vilkårlig og uretfærdig forskelsbehandling. Lige nu er det svært at se andet end netop det.

Konflikten har i øjeblikket et meget konkret ansigt: Et ungt par, der har kastet sig ud i livet som selvstændige og har overtaget forpagtningen af Siemsens Gaard. Ejendommen ejes af forretningsmanden August Lund og er ikke dækket af overenskomst – og dermed har parret ikke bare overtaget en restaurant, men også en konflikt, der nu har stået på i fem år.

Det er i sig selv en tung byrde at lægge på skuldrene af nye forpagtere, som ikke mener at have tid og overskud til at tage dialogen før efter sæsonen. Men det stopper ikke der.

3F har nemlig valgt at optrappe konflikten yderligere ved også at inddrage Restaurant Hjørnet – en virksomhed, som parret allerede driver. Dermed udvides konflikten og rammer bredere end den oprindelige uenighed.


Det rejser et helt centralt spørgsmål: Hvad er egentlig princippet?

3F begrunder indsatsen med, at man vil undgå "unfair konkurrence" på "vores fantastiske dejlige ø". Det er et sympatisk mål.

Men hvis princippet er så vigtigt, hvorfor håndhæves det så selektivt?

Ifølge oplysninger fra okforhold.dk findes der jo en lang række restauranter og spisesteder på Bornholm, som opererer uden overenskomst – uden at blive mødt af blokader eller konflikter fra 3F. De kan fortsætte deres drift uforstyrret, mens enkelte aktører bliver udpeget og ramt hårdt.

Det er svært at se logikken.

Når nogle virksomheder får lov at operere uden indgriben, mens andre mødes med konflikt, opstår der netop den skævvridning af konkurrencevilkår, som 3F siger, man vil bekæmpe. I stedet for at skabe lige vilkår, risikerer man at skabe det modsatte: Et marked, hvor det ikke er reglerne, men udvælgelsen, der afgør, hvem der bliver ramt.

Værdier som retfærdighed, gennemsigtighed og tillid bør være mindst lige så vigtige som overenskomster.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT