Gravgaard: Lindas hop er et demokratisk tab

Partihop udvander vælgernes tillid – lovgivningen halter bagefter.

Det er endnu et tab for vores tro på demokratiet. Linda Kofoed Persson forlader nu Det Konservative Folkeparti og fortsætter som løsgænger i kommunalbestyrelsen. Med kun 293 personlige stemmer tager hun en kommunalbestyrelsespost med sig fra det parti, hun stillede op for. Igen.

For det er ikke første gang. Linda Kofoed Persson sprang i forrige periode fra Dansk Folkeparti til Det Konservative Folkeparti. Nu forlader hun Konservative og fortsætter alene. Og hun er langt fra den eneste. Bornholmsk politik har set en række partihop de seneste år, der alle rejser det samme grundlæggende spørgsmål: Hvem stemte vælgerne egentlig på?

Lovgivningen er forældet. Når en politiker er et personligt trækplaster med flere stemmer, end et enkelt mandat koster, giver det mening, at posten følger med. Men når man som Kofoed Persson kommer ind på partiprogrammet med få personlige stemmer, burde posten blive hos partiet, når man forlader den partimakker, man tilbød vælgerne at danne par med.

Kofoed Persson siger selv, at hun har en kontrakt med de vælgere, der stemte på hende. Men hvor mange af de 293 stemte på hende som person, og hvor mange stemte konservativt? Hvor mange ville have sat deres kryds hos hende, hvis de vidste, at hun ville forlade partiet efter bare få måneder?

Det er ikke et personligt angreb på Kofoed Persson. Det er en strukturel kritik af et system, der tillader, at vælgernes vilje bliver udvandet. Det Konservative Folkeparti fik tilsammen stemmer nok til to mandater. Nu sidder debutanten Kristoffer Kromand alene tilbage som partiets eneste repræsentant.

Det er trist for demokratiet. Konservative gik fra at være borgmesterparti til halveret en-mandshær på grund af personlige omstændigheder hos de to valgte konservative politikere. Christian Froberg Dahl trak sig først. Nu forlader Kofoed Persson partiet. Tilbage står et decimeret parti, der skal genopfinde sig selv med halvdelen af den repræsentation, vælgerne gav dem.

Kofoed Persson skriver, at hun er "belastet af for meget erfaring og respekt for den politik, der er ført de forgangne fire år". Det er hendes gode ret at mene. Men så burde konsekvensen være at træde tilbage og lade en anden konservativ politiker overtage posten – ikke at fortsætte som løsgænger.

For hvad betyder et partinavn på stemmesedlen, hvis politikere frit kan forlade partiet og tage mandatet med sig? Hvad betyder et partiprogram, hvis vælgerne ikke kan regne med, at de politikere, de stemmer på, faktisk bliver i partiet?

Løsningen er ikke kompliceret. Lovgivningen bør ændres, så mandater kun følger med politikeren, hvis vedkommende har flere personlige stemmer end det krævede antal for et mandat. Ellers bliver posten hos partiet. Det ville være fair. Det ville være demokratisk. Og det ville genoprette lidt af den tillid, der er eroderet gennem de mange partihop.