Jensen Denmark foran mulig udvidelse, men der er bump på vejen

Jensen Denmark foran mulig udvidelse, men der er bump på vejen
Morten Rask sammen med medarbejder Kenn Harry Rasmussen på Jensen Denmark i Rønne. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Fredag 30. december 2022 • 05:30

Der er tryk på som ingensinde før i Jensen Denmark, hvor ordrebogen er mere end fuld. Det kan resultere i udvidelser, men intet er afgjort endnu, siger direktør Morten Rask.

 

Coronapandemien har været en rutschebanetur for Bornholms største produktionsvirksomhed, Jensen Denmark i Rønne, som fremstiller maskiner til vaskeriindustrien i fabrikkerne Jensen 1, 2 og 3.

I oktober kunne Tidende oplyse, at med 770 maskiner til et stort trecifret millionbeløb i ordrebogen var der mere tryk på i virksomheden end nogensinde før, hvorfor fabrikken i Rønne da heller ikke holdt lukket i efterårsferien, men nu kan direktør Morten Rask toppe den besked:

– Branchen generelt har travlt, og lige nu har vi den største ordrebeholdning, vi nogensinde har haft. Vi havde nedgang under corona, men nu virker det, som om det hele er på vej tilbage igen, og det betyder, at vi mangler kapacitet i Jensen Group, siger direktøren.

– Vi undersøger mulighederne for at udvide ved at bygge nogle ekstra kvadratmeter i en Jensen 4, men der er intet besluttet, og det kan også være, at Jensen Group, som vi er en del af, i stedet vælger at bygge i Kina, Tyskland, Sverige eller USA. Det er alt sammen afhængigt af, præcis hvad det er, vi skal producere, og hvad det vil koste at bygge de forskellige steder. Hvad det sidste angår, ligger vi ikke nødvendigvis super godt, fordi priserne i Danmark er meget høje for tiden.

Morten Rask oplyser, at det er problematisk at producere maskiner til vaskeriindustrien, fordi det i de seneste par år – og ligesom man for eksempel ser det hos bil- mobil- og andre producenter – har været svært at få leveret de nødvendige komponenter.

– Det går meget bedre, men problemerne er ikke løst endnu, siger han.

– Og vi oplever stadig, at ting, vi troede vi ville modtage i næste uge, alligevel ikke når frem. Det gælder jo ikke kun os, men typisk skal vi i for eksempel i Sydeuropa, som er hovedmarkedet, helst levere inden sommersæsonen for hotellerne, og det ønske kan vi ikke længere altid opfylde. Det betyder faktisk, at vi taber ordrer i øjeblikket, fordi vi må sige nej tak til bestillinger.

Krigen

Hvad betyder den travlhed, I trods alt oplever, for jeres bemanding?

– Før corona var vi 600, nu er vi 500, men kan vi få de nødvendige komponenter, burde vi kunne komme tilbage på cirka 600 medarbejdere. Det kræver bare, at tingene går i takt, siger Morten Rask.

Så grundlæggende er I på vej retur mod toppen?

– Ja. Men hvor det ender henne, er det svært at spå om. Krigen i Ukraine er en usikkerhedsfaktor, og den kan også spille ind i forhold til, om man vurderer, at det overhovedet er hensigtsmæssigt at bygge nye faciliteter på Bornholm, siger Morten Rask.

Hele Jensen Group har mange bestillinger, så der er overordnet set er behov for mere kapacitet i virksomheden, oplyser han.

Da Tidende talte med økonomidirektør Niels Glahn i oktober, var der cirka 470 medarbejdere hos Jensen Denmark i Rønne, og han oplyste, at ikke på noget tidspunkt i virksomhedens historie havde den haft så mange ordrer, som det da var tilfældet.

– Så det er fantastisk, sagde han.

Cirka 97 procent af produktionen bliver eksporteret til resten af verden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT