Hus med unik beliggenhed til salg: 355.000 kroner per kvadratmeter

Hus med unik beliggenhed til salg: 355.000 kroner per kvadratmeter
Huset i Haralds Havn er sat til salg. Foto: Löwe Bruun Bornholm
ERHVERV | Torsdag 25. august 2022 • 10:55
Tommy Kaas
Redaktør
ERHVERV | Torsdag 25. august 2022 • 10:55

Boligareal: 40 kvadratmeter. Udbudspris: 15 millioner kroner.

Ejendomsmægler Löwe Bruun Bornholm har fået en helt særlig bolig til salg, og prisen er – som ovenstående tal viser – også ganske særlig.

Der er tale om det lille røde hus ved Haralds Havn nær Randkløve Skår. Adressen er Randkløvevej 12B, og her gemmer sig altså en bolig med en beliggenhed ud over det sædvanlige.

Haralds Havn har historie tilbage til 20'erne, da fiskeren Harald Hansen mod alle odds begyndte at anlægge den, og den lille havn spillede også en rolle under 2. verdenskrig, da jøder tog turen herfra til Sverige.

Til salg er altså en ydmyg bolig uden bopælspligt, en beliggenhed i aller-alleryderste række til klipperne og Østersøen og historiske vingesus, der kan tage pusten fra én.

– Der findes kun et hus beliggende som dette på hele øen, og at Huset i Haralds Havn overhovedet er kommet til salg må kunne betegnes som et mirakel, skriver ejendomsmægleren i sit salgsmateriale.

– Et mirakel for den kommende heldige ejer, for huse som disse går normalt i arv fra generation til generation og kommer derfor aldrig på markedet. Dette er et aldrig udbudt og helt enormt livsbekræftende sted – beliggende i klipperne helt nede ved havet med klippekystudsigt så langt øjet rækker.

– Huset trænger til opdatering, men kan også sagtens blot tages i brug som det er, bemærker Löwe Bruun Bornholm.

Den 40 kvadratmeter store bolig befinder sig på en 12.800 kvadratmeter stor grund. Der lokkes blandt andet med en lang nedkørsel til huset, åbent køkkenalrum, retro badeværelse, et stenhus sprængt ind i klipperne, egen havn, optræk til båd og meget mere for den nette sum af 15 millioner kroner.

Kvadratmeterprisen ender ifølge Boligsiden på 355.030 kroner, og huset i Haralds Havn byder således med afstand på Bornholms dyreste kvadratmeter. De næstdyreste kvadratmeter til salg lige nu befinder sig ifølge Boligsiden på Søndre Landevej 44, hvor et fritidshus er til salg for knap syv millioner kroner, hvilket er lig med en pris på godt 120.000 kroner per kvadratmeter.



FÅ ABONNEMENT