– Det er noget frygteligt noget som selvstændig. Vi sover ikke om natten i øjeblikket. Det er helt ude af ens hænder. Nu har jeg brugt 12 år på min produktion, og der går altid 10 år, før man kommer ovenpå, men nu kommer sådan et afbræk lige pludselig med alt det her. Det er et hårdt slag, fortæller Henrik Holm Jensen.
Han uddyber, at der kan op til et halvt år, før han kan få nye høns, men han ved det ikke med sikkerhed, og uanset hvad får det kæmpe økonomisk betydning med negativt fortegn for ægproducenten.
200.000 fjerkræ aflivet
Fødevarestyrelsen har siden november meldt om høj risiko for udbrud med fugleinfluenza, og på grund af frygt for at smitten breder sig fra vilde fugle til danske fjerkræbesætninger, er der krav om, at fugle og fjerkræ skal holdes under tag og bag hegn.
Den 18. december sidste år udsendte styrelsen nogle skærpede regler på området, da trusselniveauet for fugleinfluenzaen er hævet, og siden har der været flere udbrud i Danmark.