Fast fredagskunde
Også i mellemgangen mellem brillebutikken og dametøjsbutikken er der blevet flyttet om - ja, alt tøjet er ganske enkelt blevet flyttet.
Det er planen, at der skal hænge kunst på væggene i stedet, så det bliver et hyggeligt lounge-område i stedet for de lange rækker af tøjstativer, der tidligere var langs begge vægge.
– Personligt foretrækker jeg, at der er rigtig god plads mellem tøjet, men vi oplevede, at nogle af kunderne synes, det var lige rigeligt luftigt, og opfattede det som om, vi næsten ikke havde nogle varer og måske var ved at lukke, forklarer hun.
– Men det nytter heller ikke noget at bestille flere varer hjem, end vi kan sælge, bare for at fylde butikken op, forklarer hun.
Derfor er tøjet nu klemt sammen på meget mindre plads, så lokalerne fremstår mere fyldte. En opstilling butikslederen selv skal vænne sig til. Heldigvis kan hun søge tilflugt i sin egen favorit-afdeling med basics. Hun er uddannet stylecoach og hun vejleder gerne kunderne, så de får fat i præcis det tøj, de har brug for.
Det er der heldigvis flere af de trofaste kunder, der benytter sig af. De kommer jævnligt ind og holder hjulene i gang på de dage, hvor juleby, hestevognskørsel og markedsdage på torvet ikke trækker folk udefra til byen.
– Vi har for eksempel vores faste fredagskunde. Hun kommer hver fredag, og når hun ikke gør, bliver vi helt bekymrede, smiler hun.
Netop de faste kunder er vigtige, for med kun tre hele år på bagen har tøjbutikken ingen stor formue i banken fra bedre tider. Den store sammensatte butik midt i Aakirkeby havde oprindeligt syv investorer, og nu er der tre tilbage. Det er nok bedre sådan, hvis man spørger Karina Andersen, for der er mange interesser at tage hensyn til.
– Og vi kæmper jo for vores overlevelse. Det gør vi.