For i et aflangt lokale ved siden af - hvor redaktionen normalt holder møder om, hvad der skal i avisen - står næstformand Brian Karlsen fra byens Kvickly og Stefan Mark Pedersen ved en stor skærm, der hænger på væggen.
De taler om handelsstandsforeningens nye hjemmeside, der efter planen går i luften den 6. januar. Det er dog endnu for tidligt at vise til offentligheden, hvordan hjemmesiden kommer til at se ud, da den ikke er færdig endnu - alle medlemmernes indhold mangler nemlig til at fylde rammerne.
Stefan Mark Pedersen ejer virksomheden Mark & Storm, der ligger i Ringe på Fyn. Han har designet Ringe Handelsstandsforenings hjemmeside og er nu blevet bedt om at lave en tilsvarende til Rønne by, som så en idé i noget lignende.
– Rønne ville gerne have en hjemmeside, der ligner den fra Ringe. Det er nemmere at lave en lignende hjemmeside end at udvikle en ny fra bunden, siger Stefan Mark Pedersen, der videre fortæller, at man i Ringe har taget godt imod hjemmesiden, som blev lavet, da man havde et ønske om en hjemmeside der var mere 'up-to-date'.