Det kan i høj grad tilskrives alle de gode mennesker, som har bidraget til at gøre Bornholm endnu mere tillokkende uden for sommersæsonen. Kulturugen, julemarkedet, alle de butikker og restauranter, der har holdt vinteråbent, museerne og de gode råvareproducenter kan rette ryggen og være stolte af, at de har gjort Bornholm til en bedre forretning for os alle. Det skylder vi hinanden tak for.
Ingen kan løfte denne opgave alene. Men sammen har vi skabt en mere attraktiv grøn turistdestination med liv, mad, gode råvarer, åbne museer og røgerier i langt flere måneder. Tiltaget er en snebold, der vokser både sommer og vinter, hvis vi bliver ved med at skubbe på og byde gæster velkommen. Den type samarbejde skal vi være rigtig stolte af her på Bornholm.
