– Nej, så længe vi renoverer, kommer vi nok ikke til at genere et overskud, men vi håber, at 2023 kommer til at vise, hvad kroen kan - også økonomisk, håber Linette Skov Lintrup.
De gamle strømslugere
I forsøget på at begrænse driftsomkostningerne har parret gjort, hvad de kunne for at energirenovere. De har blandt andet fjernet fire gamle køleskabe, som ellers ved første øjekast lignede en billig løsning.
– Men vi kunne jo se, at elmåleren kørte på fuld gas, selvom vi ikke engang var her.
– Og så fandt vi jo ud af, at vi havde et køleskab stående, der var mellem 40 og 50 år gammelt. Vi havde bare ikke råd til at købe et nyt industrikøleskab, og det fungerede jo. Så det var superfedt, indtil vi så, hvor meget strøm, det brugte. Så slukkede vi faktisk bare, og skar det i stykker, og så var det, det. Det var da en billig løsning, griner Rasmus Skov Lintrup.
Et nærmere eftersyn af køkkenet viste nemlig, at de faktisk kunne have et helt kølerum til at køre på mindre strøm end det tog for det store køleskab at stå tændt.
– Det er altså sådan et, man kan stå inde i og have en vogn til at stå, og så er der hylder hele vejen rundt. Det var lidt voldsomt, fortæller Linette Skov Lintrup.
Men det mest uforudsigelige høje tal, parret blev præsenteret for, var dog forsikringsprisen for ejendommen.
– Jeg er sikker på, at vi har fået en god pris. Det er slet ikke det. Det var bare et helt andet tal, jeg havde i hovedet, end det vi fik. Der faldt jeg lidt bagover, fortæller Rasmus Skov Lintrup.
– Men den er jo også stor, så det giver mening.