Fra mælkedreng til mangemillionær

FIK DU LÆST HISTORIEN?

Gnisten er det afgørende, hvis man vil have succes, mente Ole Almeborg. Selv havde den myreflittige 79-årige erhvervsmand både gnist og stålvilje, fra han blev maskinarbejderlærling i 1960. Og siden skabte mange af øens arbejdspladser. 

• Ole Almeborg er død

Artiklen blev braft første gang i februar 2022. Tidende genudgiver den i forbindelse med Ole Almeborgs død.

Ole Almeborg har aldrig været bange for at bestille noget. Denne dag regner og rusker det, men alligevel er han først kommet hjem til eftermiddag efter hans daglige syv timers arbejde på Saxebro Mølle, som han er i færd med at restaurere. Derfor kan han først mødes her efter klokken 15. For den 79-årige erhvervsmand har det stadig bedst med at være i gang, som han lærte at være det, allerede før han kom i skole.

– Jeg har vel været fem-seks år, da jeg begyndte at løbe med mælk. Der var en kusk, der kørte hestevognen med mælk, og så var vi nogle børn, der løb bagefter. Dengang skulle vi løbe rundt og ringe på dørene for at spørge, hvor meget mælk folk skulle have. Og så løb vi ind med flaskerne fra vognen, fortæller han, da vi sidder i hans store arkitekttegnede hus, som stikker ud som et moderne styrehus over Østersøen med direkte adgang til Rønnes kyst.

Her på øen har den bornholmske erhvervsmand, bortset fra en kort periode i Helsingør, boet hele sit liv, og hans over 400 kvadratmeter store hjem ligger også kun nogle få hundrede meter fra hans barndoms mere beskedne hjem i Ny Østergade. Alligevel har Ole Almeborg rykket sig længere end de fleste. For det lå ikke ligefrem i kortene, at han en dag skulle blive millionær og ”kaptajn” for en af øens største virksomheder, og hjælpe adskillige andre med at etablere virksomheder og sætte ”skibe” i vandet.

– Jeg kommer fra en familie, hvor vi måtte vende hver en femøre. Min mor var alene med mig og mine to brødre, for mine forældre blev skilt, da jeg var ganske lille, så jeg husker næsten ikke min far. Men min mor var telefonistinde for KTAS, der hedder Yousee i dag, siger han og lader hænderne arbejde i luften som skiftede han telefonlinjer på et omstillingspanel.

Med morens ene lønning var der derfor brug for de håndører, han som mælkedreng kunne tjene til familien.

– På den måde lærte jeg jo, at man ikke skulle ødsle pengene bort, ligesom jeg lærte at være ærlig overfor mine omgivelser. Jeg havde en usædvanlig hjertelig mor, som gjorde alt for os børn. Og det har jeg vel bragt med videre i min tilværelse. Jeg fik en god ballast med hjemmefra, men jeg er gået min egen vej.

En berigende læretid

Som dreng gik han i Østre Skole i Rønne, hvor han efter eget udsagn ikke var særlig god fagligt.

– Kun til sløjd og matematik, mens jeg var nummer sjok i gymnastik, griner han og tilføjer:

– Til gengæld var jeg ikke bange for at bestille noget.

Efter skole gik han nu hver dag med den hedengangne Bornholms Avis for fortsat at hjælpe til derhjemme, men der var også tid til at spille kort med vennerne om aftenen og kigge efter kønne piger, som han siger. Hans hustru og livsledsagerske fandt han allerede som bydreng for den emballagefabrik, som senere blev til Beck Pack Systems.

– Der arbejdede min dengang kommende kone Lene som kartonnagemedarbejder i sine unge dage. Der var mange piger ansat dengang, men Lene og jeg blev kærester, da vi var 17-18 år gamle. Allerede som 21-årige fik vi vores første barn ud af tre, og nu har vi snart været gift i 60 år og har fået en hel flok børnebørn og oldebørn, så det er pragtfuldt, smiler han.

Hvilken periode ser du tilbage på med størst glæde og varme?

– Hvis man ser bort fra det private, så var det helt klart min læretid på Poul Nielsen Maskinfabrik, der lå der, hvor rådhuset i Rønne ligger i dag. Dengang var det modsat i dag in at være i de sorte fag. De sorte fag var mekanikere, smede, VVS’ere og maskinarbejdere. Alle mine venner gik ind i de sorte fag. Mine to bedste venner er mekanikere i dag.

Selv startede han altså på maskinfabrikken.

– Og det var lige sagen. Fra allerførste dag var gnisten der.

Ole Almeborgs øjne lyser straks op, når han fortæller om den for ham helt særlige tid.

– Jeg fik lov til at prøve kræfter med alt mellem himmel og jord, som fyldte mig med visdom i de fire år, hvor jeg stod i lære. Det var helt fantastisk. Jeg så især meget op til både værkføreren og driftslederen. De havde nogle faglige værdier, som jeg i den grad beundrede. Og de forstod at fremstille produkterne på en god og rationel måde. Det vrimlede også med opfindertyper på min læreplads, fortæller han ivrigt.

– Den første hydrauliske gravemaskine i verden blev opfundet på den fabrik, hvor jeg var i lære. De fleste af dem er her desværre ikke længere. Men der var mange udviklere og krøllede hjerner, som påvirkede mig meget. Min gamle mester havde den holdning, at man fik lov at udvikle sig, hvis man havde skruet hænderne rigtigt på. Og jeg var så heldig, at jeg fik lov til at udvikle mig i den rigtige retning. Det var fantastisk, og jeg kan stadig drømme om den tid, hvor jeg stod i lære, smiler erhvervsmanden, som hurtigt fik vind i karriere-sejlene.

For han var knap nok blevet færdig med sin læretid, før han først blev værkfører og kun to år senere driftsleder.

– Det gik meget stærkt. Hele tiden fik jeg nye sjove opgaver, der udviklede mig. Det viste mig også vigtigheden af at blive vist tillid. Jeg blev mødt med stor tillid, siger Ole Almeborg, som stadig mindes, hvordan de lavede alt indenfor smedebranchen, som for eksempel svejsetanke.

– De olietanke der står ned ved Sydhavnen i Rønne, har jeg været med til at svejse. Jeg drejede meget og lavede lastbiler og alt mellem himmel og jord. Det var forefaldende arbejde hele tiden. Når jeg stod op om morgenen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave. Det var spændende. Men vi skulle for eksempel også lave skraldespandsstativer i stål til Rønne Kommune. Før havde man haft massive skraldespande, og det var røvsygt at sidde og svejse sådan 2000 stykker, siger han og griner.

Foto: Jacob Jepsen

En snorlige vej

Hvordan fik du ideen til at starte din virksomhed?

– Det er en lidt kompleks historie, siger han og hælder kaffe op.

– Efter jeg blev udlært, fik jeg muligheden for at etablere en afdeling til fremstilling af transportmateriale. Det udviklede sig positivt for min egen afdeling, mens der skete det, at Poul Nielsens maskinfabrik gik konkurs. Og så købte jeg den afdeling ud af konkursboet.

På det tidspunkt havde han været direktør for afdelingen i ti år, men han overtog virksomheden i 1979, nu ude på Åkirkebyvej i Rønne. Dengang hed virksomheden Danholm Maskinfabrik, og han etablerede aktieselskabet Danholm A/S.

– Efter syv-otte år byggede jeg ud i Hasle og så kom virksomheden til at få mit navn.

Da han etablerede afdelingen, var der omkring fem-ti ansatte, men det voksede hurtigt.

– I 1970’erne var vi vel mellem 70-100 ansatte, da jeg overtog ejerskabet af virksomheden. Og jeg nød at udvikle den virksomhed til at være en sund og stærk virksomhed, som kørte derudaf. Det var spændende. Jeg glædede mig hver eneste dag, jeg skulle på arbejde, fortæller han med varme i stemmen.

– Simpelthen. Jeg elskede mit job.

Og han har fulgt en snorlige kurs fra den dag han kom i lære, og den linje følger han endnu.

– Jeg er stadigvæk engageret på den ene eller anden måde, oplyser Ole Almeborg, som endnu erindrer, hvordan det var at komme fra en virksomhed, hvor man ikke var sikker på at få løn hver torsdag. Da han startede op som selvstændig, lovede han derfor sig selv at have styr på virksomhedens økonomi.

– Hvis økonomien ikke hænger sammen, kan man ligge søvnløs om natten, så det er væsentligt. Selvfølgelig kan man blive udsat for nogle uheld, som gør, at livet pludselig slår et sving, men det drejer sig om at komme op på

hesten meget hurtigt igen. Man skal være utrolig flittig, hvis man skal have en virksomhed til at køre.

Hvor mange timer har du arbejdet om ugen?

– For mange. Alt for mange.

I dag er virksomheden jo en stor succes, men har der også været svære perioder?

– Nej, lyder det hurtigt og sikkert.

– Så længe jeg drev virksomheden, så kørte den godt. Det var en sund virksomhed, og den havde et pænt overskud hvert år. Efterfølgende overtog min søn Michael virksomheden med et glidende generationsskifte, og han kører den fornuftigt med succes i dag, så vi har aldrig været ude i torvene.

En hård banan

Selv måtte han lære sig lederjobbet fra bunden.

– Jeg er jo uddannet maskinarbejder, så da jeg fik 30-40 mand under mig, blev jeg nødt til at tage mig lidt sammen, så om aftenen videreuddannede jeg mig i økonomi og organisationsledelse for at finde ud af, hvordan man håndterede det.

Hvad vil du sige en god leder er?

– Ledelsesformen i dag er en anden end dengang jeg var leder. Dengang jeg var leder, var der respekt om ledelsen. Jeg var ikke en blød person. Jeg var nok det, man kalder en lidt hårdt banan, siger han og tier et øjeblik, mens han kaster et blik ud i rummet, der med sit møblement bestående af danske designklassikere vidner om en mand, der værdsætter kvalitet.

– Der skulle være orden i tingene, fastslår han så.

– Man skulle møde til tiden. Man skulle passe sit arbejde, og det man lavede, skulle være i orden. Ellers var det ikke hos mig. Ledelsesstilen er meget mere blød i dag, hvor man tager hensyn til mange andre ting.

Synes du, at det er dårligt?

– Både ja og nej.

Han tøver et øjeblik.

– Jeg kan da godt se det fornuftige i, at man har et meget, meget behageligt forhold til mine medarbejdere, så man vil værne om dem og så videre, kommer det så.

– Det kan jeg jo godt forstå. Men sådan var min tid ikke. Det var en anden tid.

Har det været svært at overdrage virksomheden til din søn?

– Det har været en fornøjelse, og det stod på i en række år. Jeg tror, at han fik de første aktier i begyndelsen af nullerne og så blev det en overdragelsesproces på omkring ti år, hvor jeg var meget aktiv i begyndelsen, men efterhånden tog han jo over, og til sidst var der ikke behov for mig mere.

Kører han det så på samme måde som dig?

– Nej, det gør han slet ikke. Han er noget blødere end mig. Det er helt sikkert. Men han kører det godt.

Hvilke værdier har været styrende for dit liv?

– Det har vel været familien, og økonomien har også været temmelig styrende. Nogle mennesker siger, at penge ikke er alt. Og det er jeg enig med dem i, men de er rare at have, indrømmer den succesfulde erhvervsmand, som dog ikke har nogen ’regrets’, når han skuer tilbage på livets sejltur.

– Jeg har ikke fortrudt noget, selvom jeg nok har arbejdet for meget. Indtil 1988 koncentrerede jeg mig om min maskinfabrik. Dengang brugte jeg alle 24 timer i døgnet på virksomheden, bare spørg min kone, så jeg passede ikke børnene ret meget.

Ole Almeborg fotograferet med sønnen Michael Almeborg ved hjemmet i Rønne i 2015. Arkivfoto: Berit Hvassum

Glæden ved at hjælpe

Efter dengang begyndte han at investere i andre virksomheder. Og han har haft direkte indflydelse, det vil sige over 51 procent af virksomheden, på over 50 virksomheder på Bornholm, enten ved at etablere virksomhed eller reetablere virksomheder, forklarer han.

– Jeg vil helst ikke nævne nogen virksomheder, men der er velfungerende virksomheder i dag, som jeg har sat mit fingeraftryk på. Og det er en fornøjelse. Mange gange har de købt mig ud gennem en ganske kort årrække, hvor de har kunnet klare sig selv.

Som formand for både Bornholms Erhvervsråd og trafikkontaktrådet har han samtidig også siddet i styrehuset for en central del af øens udvikling, og en overgang var han - oven i købet - tæt på at ende som skibsreder, da han sammen med en gruppe andre driftige bornholmere dog forgæves forsøgte at samle kapital til at byde på øens færgebetjening tilbage i 2000. Men meget andet har han sat i gang, og det kan også forklare hans myreflittige tilgang til livet.

– Det er glæden ved at hjælpe andre mennesker, glæden ved at se noget blomstre og glæden ved at se, at det skib, man har sat i vandet, kan sejle, siger erhvervskaptajnen.

Hvad er dit bedste råd til folk, der gerne vil være selvstændige?

– De skal have gnisten og begejstringen for det, de går ind i. Og de skal have en viden om, hvad de går ind i, og samtidig skal de have en almen uddannelse indenfor virksomhedsøkonomi og organisation. Men gnisten i øjet er det vigtigste, understreger den bornholmske erhvervsmand, som stadig får flere henvendelser om måneden fra folk som spørger om en hjælpende hånd.

– Det første, jeg gør, er at tage et møde med dem. Hvis de har gnisten i øjnene, så begynder vi at arbejde med nogle forretningsplaner. Og hvis jeg etablerer mig økonomisk i det, er jeg rimelig sikker på, at det ikke går galt.

Umulige mafiametoder

Èn gang har han dog selv prøvet at drive en forretning i strid modvind, da han i 1990’erne gik ind i den nødlidende fiskeindustri i Nexø. Han opkøbte et par virksomheder og slog dem sammen til Bornfish, som han gennem 12 år forsøgte at få en fornuftig forretning ud af.

– Men det var totalt umuligt at drive virksomhed på de vilkår, vi fik. Man anede ikke, hvad man stod op til. Det var barskt. Og det påvirkede også mit helbred lidt. Dér blev jeg sendt til tælling. Vi var til tælling flere gange. Der kom så mange restriktioner på den ene anden eller tredje måde, som hele tiden spændte ben for forretningen. Og samtidig blev vi snydt gang på gang af folk fra Polen, Estland og Litauen, hvor vi købte fisk. Vi tabte mange penge på dem, for at få fat i fiskene. Hold kæft, hvor var det barskt. Men den virksomhed solgte jeg så til Espersen. Det var en lykkens dag, da de købte den, husker han.

Værst var det, da han en overgang også blev mødt af mafiametoder fra en polsk forretningsforbindelse, der skyldte ham 600.000 kroner.

– En af mine ansatte og jeg tog derfor hen til den pågældende virksomhed, men de kunne pludselig ikke erindre, at de skyldte os nogen penge. Det gjorde os lidt ophidsede, så vi kom til at sige, hvad vi mente om dem. Så kaldte direktøren på to fyre, der kom ind. De havde begge to pistoler i siden. Og så spurgte de, om der var mere, vi skulle tale om. Det var der ikke. Så gik vi, og vi fik aldrig pengene. Vi fik flere oplevelser af den karakter, siger den erfarne erhvervsmand.

Ole Almeborg foran sin skulptur i haven. Arkivfoto: Berit Hvassum

Cykelentusiast

Selv er Ole Almeborg taknemmelig for det liv, han har fået.

– Jeg er glad for min familie og mine omgivelser. Og jeg har altid været glad for mit arbejde. Jeg står stadig op hver eneste morgen og nyder tilværelsen. Jeg glæder mig over alle de skibe, jeg har sat i vandet og glæder mig over, at alle mine familiemedlemmer har det godt.

Tror du på Gud?

– Ja, det gør jeg, siger han og tænker længe.

– Der har været et par gange, hvor jeg kun har haft fat med neglene. Og der har jeg været overbevist om, at der er en højere magt, der har hjulpet mig. Helt sikkert.

Trods Ole Almeborgs høje gear i arbejdslivet har han også haft tid til fritidsinteresser.

– Indtil jeg var 40 år, så løb jeg meget. Siden cyklede jeg. Jeg cyklede cirka 200 kilometer om ugen. Jeg elskede at cykle. Jeg var bidt af en gal hund. Jeg havde slet ikke tid til at ænse naturen, jeg susede bare afsted, siger han og lader et smil fare forbi ansigtet.

– Men det satte et kemoforløb i stå for 12-13 år siden. Det er sådan noget rottegift, de sprøjter ind i kroppen på en, og det gik udover mit hjerte, så jeg ikke kan cykle mere. Og det savner jeg, siger Ole Almeborg,

– Men nu holder jeg mig i gang ved at gå og sætte Saxebro mølle i stand. Vi har været i gang i tre år. Det arbejder jeg som regel med hver dag fra klokken 8-15 sammen med to håndværkere, jeg har ansat.

Og der er nye udfordringer hver eneste dag, bedyrer han.

– Man kan for eksempel tage et træ, som vejer ni tons og lave en drejebænk til det og få det til at snurre rundt og lave en mølleaksel. Det er utrolig spændende. Nu er den snart færdig med vingerne, og jeg håber, at vi er ved at være helt færdige i år.

Hvad giver dig størst glæde i dag?

– Udover vores børn, børnebørn og oldebørn, er det den frihedsgrad, jeg har. Jeg kan stå op om morgen og sige: Hvad gider du lave i dag?

– Det er jo en Guds gave, siger han med lys i øjnene. Gnisten har han stadig.

• Ole Almeborg er død

Blå bog

Ole Bjørn Almeborg, 1943-2025. Erhvervsrådgiver og stifter af Almeborg A/S.

Ole Almeborg blev udlært maskinarbejder i 1960 hos det hedengangne Poul Nielsen Maskinfabrik, hvor han selv hurtigt avancerede til at blive direktør for en underafdeling af virksomheden. Da moderselskabet gik konkurs i 1979, købte Ole Almeborg sin egen afdeling og stiftede Maskinfabrikken Danholm A/S, som senere fik hans navn. Han har siden overdraget virksomheden til sin søn Michael Almeborg, mens han selv har investeret i og rådgivet en stribe virksomheder.

Blandt andet drev han selv en årrække BornholmFish A/S, ligesom han har haft en stribe tillidsposter som blandt andet formand for Bornholms Erhvervsråd og formand for Bornholms Trafikkontaktråd. Privat bor han i Rønne og er gift med Lene. Sammen har de tre børn og flere børnebørn og oldebørn.