– Vi er jo autoriseret serviceværksted for Mercedes, og vi fortsætter helt generelt med, som vi altid har gjort, at servicere alle bilmærker. Og den viden vi har, kan ingen tage fra os, konstaterer Jesper Jensen.
Han fortæller endvidere, at det med markedets størrelse på Bornholm generelt kan være svært at opretholde en autorisation som serviceværksted for specifikke mærker.
Alene sidste år forsvandt der da også ifølge Jim Maar fra Midtbornholms Auto fire serviceværksteder på Bornholm: Nissan, Fiat, Hyundai og Dacia.
– Tilfører man ikke markedet nye biler, bliver det svært at opretholde tilgangen til værkstedet. Så fire forhandlere sagde fra over for importørerne, siger han til Tidende.
Importørerne tager sig også godt betalt for, at man kan være officiel forhandler?
– Ja, abonnementerne, som giver adgang til data og værktøj, tager de sig rigtig godt betalt for.
Problemer
Kan man stadig få enhver bil, man måtte ønske sig på Bornholm?
– Ja, du kan jo bare tage over og hente den på den anden side, siger Jim Maar.
– Men så kan problemet være, at man ikke kan få fejlsøgt på bilen, hvis der opstår problemer. For er man ikke autoriseret serviceværksted, har du ikke direkte adgang til dataene. Man kan måske få nogle kopidata, men der kan være nogle bulletiner og lignende, som ikke bliver uddelt til uautoriserede værksteder, så det kan give problemer. Derfor kan man blive nødt til at sende bilen til Sjælland, og det kan der selvfølgelig være nogen, der finder irriterende.