Solvejg Rosenkilde Nielsen fra Svaneke tager i september på den årlige rejse til Liechtenstein for at være med til at uddele penge fra Wilhelm Philip Stiftung für Behinderte.
Solvejg Rosenkilde Nielsen håber, at hun med i bagagen kan have nogle gode ansøgninger fra Bornholm, og hun gør derfor opmærksom på, at 20. maj er sidste frist for ansøgninger til årets uddelinger fra fonden.
Stiftelsen har gennem årene bevilget en lang række tilskud med det formål at fremme livskvaliteten for mennesker med et handicap på Bornholm. Det er i alt blevet til omkring 27 millioner kroner, oplyser det bornholmske bestyrelsesmedlem.
– Det er altid de kommunale, der søger. Mange private aner ikke, at fonden eksisterer. Men når de private søger, kommer de ofte med nogle rigtig gode projekter, som vi gerne vil støtte, siger Solvejg Rosenkilde Nielsen om baggrunden for, at hun gerne vil gøre opmærksom på ansøgningsfristen.