Det bliver hektisk
Rekrutteringen af den nye direktør har været i gang i flere måneder. Sent om aftenen den 16. august fortalte Foreningen Folkemødet i en pressemeddelelse, at bestyrelsen og den nu forhenværende direktør Peter Christiansen var blevet enige om, at Peter Christiansen fratrådte sin stilling som direktør. Siden da har produktionschef Dennis Nyman været konstitueret direktør, men den 1. januar træder en ny direktør ind ad døren i Folkemødets sekretariat, fortæller Carsten Grønning.
Er det tids nok til, at vedkommende kan nå at få en fod indenfor, inden det næste folkemøde løber af stablen?
– Det vil jeg mene - men det skulle heller ikke være senere. Men det er klart, at det bliver hektisk for en ny direktør, for der er meget at sætte sig ind i og lære, siger Carsten Grønning, der tilføjer:
– Men der er heldigvis også en stak medarbejdere, som har fået et års mere erfaring. Så jeg synes sådan set, det også går godt i sekretariatet. De er glade, dem jeg taler med, så det er dejligt. Så kan vi få lidt ro på, så folk ikke bliver sygemeldt med stress eller andre ting og ikke trives. Man skal jo ikke gå på arbejde og blive syg - man skal synes, det er sjovt og spændende. Der er derfor, man har et job.
– Jeg tænker, at den nye direktør træder ind et meget bedre sted end det var for et halvt år siden - også med hensyn til stemningen i sekretariatet, lyder det fra næstformanden.
Medarbejdere havde egne samtaler
Faktisk har medarbejderne selv været med i den afsluttende del af ansættelsesprocessen, fortæller Carsten Grønning.