EU-lande aftaler markant lavere fiskekvoter i Østersøen

EU-lande aftaler markant lavere fiskekvoter i Østersøen
Arkivfoto: Berit Hvassum
FISKERI | ØSTERSØEN | 12. OKT 2021 • 11:38
Af:
/ritzau/
FISKERI | ØSTERSØEN
12. OKT 2021 • 11:38

Efter langvarige forhandlinger har EU's medlemslande tirsdag landet en aftale om fiskekvoter i Østersøen næste år.

Det oplyser Slovenien, som har EU-formandskabet, på Twitter.

Aftalen indebærer, at der må fanges markant færre fisk i Østersøen i 2022.

Det fortæller fiskeriminister Rasmus Prehn (S), som har repræsenteret Danmark under forhandlingerne i Luxembourg.

– Vi er blevet enige om, at vi tager de helt nødvendige skridt for at passe på vores fiskebestande. Så der bliver markant lavere kvoter for torsk og for sild. Dog ikke helt så lave, som Kommissionen havde lagt op til.

– Der er blevet taget en lille smule hensyn. Ikke noget jeg tror, fiskerne bliver glade for, men dog et skridt i den rigtige retning set fra deres perspektiv, mens man stadigvæk tager de nødvendige hensyn, siger han.

I den vestlige Østersø må der ifølge aftalen næste år fanges 489 ton torsk. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, hvor kvoten er 4000 ton.

Kvoten for sild i den vestlige Østersø bliver sænket med 50 procent. Det betyder, at kvoten går fra 1575 ton til 788 ton.

Derudover er det aftalt, at kvoten for laks i det meste af Østersøen bliver sænket med 32 procent. Dermed går kvoten fra 94.496 ton til 63.811 ton.

I Den Finske Bugt - i den østligste del af Østersøen - bliver kvoten dog hævet med seks procent.

EU's medlemslande har forhandlet om kvoterne på baggrund af et udspil fra EU-Kommissionen.

EU-Kommissionens forslag lagde op til endnu lavere kvoter for torsk. Den mente, at kvoten skulle reduceres med 92 procent til 324 ton torsk i 2022.

Udspillet blev fremlagt på baggrund af videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (Ices), som har fremhævet, at flere bestande i Østersøen er alvorligt pressede.

EU-landenes fiskeriministre er blevet enige om en aftale, der sikrer bedre balance, end der var i EU-Kommissionens forslag, mener Prehn.

Han fremhæver, at fiskerne får bedre mulighed for at fange fisk som rødspætte og brisling, som der er gode bestande af.

Det kræver imidlertid, at fiskerne bruger redskaber, så de undgår at få for eksempel den alvorligt pressede torsk med i nettet.

Rasmus Prehn er på de danske fiskeres vegne ærgerlig over, at det har været nødvendigt at reducere kvoterne så markant. Og regeringen er klar med hjælp, lover han.

For eksempel skal fiskere, der nu vil forlade erhvervet, have hjælp til at komme ud af det "tørskoet økonomisk". Det skal en ordning, hvor en fisker kan få ophugget sin kutter og få penge for den, bidrage til.

– Når vi tager de - desværre - helt nødvendige skridt for at passe på vores fiskebestande, så er vi også nødt til at gøre en ihærdig indsats for at passe på og hjælpe vores fiskere, siger ministeren.

Der er flere grunde til, at fiskesituationen er så alvorlig i Østersøen.

Som årsager peger eksperter på klimaforandringer, højere temperaturer i havene, udledning af kvælstof og flere skarver og sæler i Østersøen, der spiser fiskene.


Fakta

EU kvoter i Østersøen i 2022 med særlig interesse for Danmark:

Torsk i den vestlige Østersø: 489 tons til bifangst (-88 procent i forhold til 2021 og nyt at kun til bifangst, oprindeligt forslag var -92 procent)

Torsk i den østlige Østersø: 595 tons til bifangst (Uændret i forhold til 2021, oprindeligt forslag uændret)

Vestsild: 788 tons til bifangst (-50 procent i forhold til 2021 og nyt at kun til bifangst, oprindeligt forslag uændret)

Rødspætte: 9.050 tons (+25 procent i forhold til 2021, +25 procent i forhold til oprindeligt forslag)

Brisling: 251.943 tons (+13 procent i forhold til 2021, +13 procent i forhold til oprindeligt forslag)

Laks: 63.811 styk, kun til bifangst i områder, hvor Danmark fisker (-33 procent og nyt kun til bifangst, oprindeligt forslag uændret)

Lystfiskeri efter torsk i vestlige Østersø: I 2022 må der tages en torsk med hjem pr. dag. Kun rekreativt fiskeri efter torsk ud til seks sømil grænsen i område 24. I perioden fra 15. januar til 31. marts vil der være fuldstændigt forbud mod rekreativt fiskeri efter torsk. (I 2021 har det været muligt at tage fem torsk med hjem pr. dag, dog kun to i lukkeperioden).

Lukkeperiode (område 22 og 23: Fra 15. februar til 31. marts er der helt lukket for fiskeri, dog med visse begrænsede undtagelser, særligt for små fartøjer, som blandt andet fisker med garn. (Det er en udvidelse af lukkeperioden med 14 dage i forhold til 2021.)

Lukkeperiode (område 24): Fra den 15. maj til 15. august er der helt lukket for fiskeri i område 24, dog med visse begrænsede undtagelser, særligt for små fartøjer, som blandt andet fisker med garn. (Dette er uændret i forhold til 2021.)

Rekreativt fiskeri efter laks: I 2022 må der hjemtages en fedtfinneklippet laks pr. dag pr. person. Det er nyt, at der er restriktioner i det rekreative fiskeri efter laks.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri


Farvandskort over Østersøen. Kilde: Fiskeristyrelsen