Det handler om digital markedsføring, når Christina Klitsgaard i næste uge besøger Business Center Bornholm for at gøre iværksættere, virksomhedsejere og marketingansvarlige klogere på e-mailmarkedsføring.
Over to dage vil hun fortælle, hvordan de kan forbedre deres tilgang til e-mailmarkedsføring og give dem redskaberne til at integrere nutidens avancerede teknikker og AI i deres strategier.
– Vi lever i en digital æra, hvor evnen til effektivt at kommunikere med kunderne gennem e-mailmarkedsføring kan være afgørende for mange virksomheders opgang eller fald. Denne workshop med Christina Klitsgaard tilbyder en unik mulighed for de bornholmske virksomheder, siger erhvervschef Christa Lodahl i en pressemeddelelse.