Ejendomsmægler hives i retten i sagen om Tejn Havnehuse

Ejendomsmægler hives i retten i sagen om Tejn Havnehuse
EDC Bornholmerbo bliver nu hevet i retten for sin ageren i salget af Tejn Havnehuse. Arkivfoto: Katrine Westh Sørensen
ERHVERV | Onsdag 10. september 2025 • 05:30
ERHVERV | Onsdag 10. september 2025 • 05:30

EDC Bornholmerbo er nu officielt sagsøgt i striden om Tejn Havnehuse, hvor en husejer mener, at væsentlige risici blev tilbageholdt under salget.

Ejendomsmægleren EDC Bornholmerbo bliver nu også hevet i retten i en sag omhandlende Tejn Havnehuse.

Bag sagsanlægget står en af havnehusejerne, Michael Steffens. Han har som tidligere beskrevet også en igangværende retssag med bygherren FB Gruppen samt bestyrelsen i FB Tejn Havnehuse, der blandt andet inkluderer Jens Møller Gudhjems bestyrelsesformand Kristian Barslund og entreprenørens direktør, Morten Iversen.

Tidende har været i kontakt med Michael Steffens, der bekræfter, at man nu også har stævnet EDC Bornholmerbo, der stod for salget af havnehuset, men han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at uddybe stævningen.

Kritisabel ageren

Det kom frem i december sidste år, at havnehusejeren havde lagt sag an mod FB Gruppen, idet han blandt andet mener, at der er blevet tilbageholdt viden og information i forbindelse med salget.

Allerede dengang blev EDC Bornholmerbo også nævnt, da husejeren mener, at ejendomsmægleren har ageret kritisabelt i handelssituationen. Det fremgik, at der i første omgang var indgivet en klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling; et ankenævn der behandler klager fra forbrugere over ejendomsmæglere, og at EDC Bornholmerbo senere kunne involveres som selvstændig part i retssagen.

– Det står direkte i ejendomsmæglerloven, at mægleren skal sætte sig ind i de relevante oplysninger. Du skal faktatjekke, hvad sælger siger, hvis du har mulighed for det, sagde Michael Steffens i den forbindelse.

Burde have kendt til risici

Nu er EDC Bornholmerbo altså officielt involveret i retssagen, og i stævningen, som Tidende har set, påstår sagsøgeren blandt andet, at ejendomsmægleren ved salget af havnehuset må antages at have kendt eller burde have kendt til, at ejendommen reelt ikke var sikret mod stormflod og vandstigninger.

Et af de springende punkter i den forbindelse er den klimatilpasningsplan, som Bornholms Regionskommune udgav i 2022; godt et halvt år inden Michael Steffens købte et af havnehusene.

I stævningen nedlægges der påstand om, at bygherren burde have sat sig ind i den og indviet køberne i rapportens pointer omkring området på Tejn Havn. Særligt fordi EDC Bornholmerbo på sin hjemmeside skriver, at man har indgående kendskab i relation til alle forhold, som kan være relevant for en ejendom.

– En klimatilpasningsrapport er offentligt tilgængelig, som man bør sætte sig ind i. De har ikke forholdt sig til informationerne, og det er i sig selv kritisk. De har nok bare lyttet til sælger. Men man skal bemærke, at de er formidler og ikke sælger, og dermed har de et ansvar for at sikre, at ejendommens forhold er belyst, har Michael Steffens tidligere sagt til Tidende.

'Handlet ansvarspådragende'

Ejendomsmægleren skal ifølge stævningen give både sælger og køber de oplysninger, som er af betydning for handelen og dens gennemførelse, samt at ejendomsmægleren i fornødent omfang skal foretage undersøgelser samt indhente og kontrollere oplysninger.

Det er ikke blevet gjort i tilstrækkeligt omfang, lyder det.

"Der er derimod rig anledning til at antage, at EDC var - eller burde have været bekendt med, at de til køber meddelte oplysninger, var usande og/eller vildledende, herunder at risiciene for at ejendommen kunne blive beskadiget var relevant større end faktisk meddelt køberne", lyder det i stævningen.

Der nedlægges derfor påstand om, at i fald EDC Bornholmerbo ikke har foretaget de nødvendige undersøgelser af ejendommen, så har man ikke opfyldt sin undersøgelsespligt og dermed handlet ansvarspådragende.

Ingen kommentarer

Tidende har spurgt Kurt Mortensen, der har stået med opgaven for EDC Bornholmerbo, hvordan de stiller sig til sagsanlægget, om de var bekendt med klimatilpasningsplanen, og hvad deres ansvar i det hele taget er, når de står for salget af boliger så tæt på vandet.

Mægleren har dog ingen kommentarer til sagsanlægget.

– Vi vil i stedet lade retten gå sin gang, skriver Kurt Mortensen.

Da EDC Bornholmerbo første gang blev nævnt i sagen, spurgte Tidende boligadvokat Klaus Lunøe med speciale indenfor køb og salg af boligejendomme om, hvilket ansvar en ejendomsmægler kan pålægges i forbindelse med sager som denne, og hvorvidt de kan drages erstatningsansvarlige.

Her vurderede boligadvokaten uden kendskab til den konkrete sag, at det kan blive en tung bevisbyrde at løfte, hvis sagen skal for domstolen.

– Hvis man kan dokumentere, at ejendomsmægler har læst rapporterne eller sådan noget i den stil, kan man måske godt, men det bliver nok svært at løfte den bevisbyrde. Ejendomsmægleren vil jo sige, at man har solgt ejendommen på baggrund af de oplysninger, man har modtaget fra opgavegiveren, og at man ikke kan blive ansvarlig for noget, man ikke er blevet oplyst om, sagde Klaus Lunøe.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT