Butikken er presset
Så sent som ved generalforsamlingen i Vestermarie Brugsforening i foråret fortalte formand Hanne Birgitte Nielsen, at butikken kan blive nødt til at lukke om få år. Selv om han kun har været i jobbet i en dags tid, har Flemming Munch gjort sig tanker om, hvad der skal til at få kunderne til at blive og flere til at komme.
– Nu skal vi have lidt ro på butikken efter en turbulent tid med uddelerskift et par gange. Det er vigtigt for mig, at vi får fat i de lokale, og jeg håber, vi kan finde nogle varer, som vi har en god pris på, så vi kan lokke folk til at blive her og komme og handle her. Vi skal yde god service, have varerne hjemme til folk og være synlige i lokalsamfundet, siger han.
På sin første dag i det nye job blev han overrasket over, at der kommer en del strøgkunder, som handler, når de kører igennem Vestermarie, og nogle køber ind på vej på arbejde.
– Jeg er meget positivt overrasket over den søgning. Det har ikke stået nogen steder, at jeg skulle begynde, så det er ikke derfor, de er kommet, siger Flemming Munch.