Når han blev udlært farvehandler, var det oprindeligt planen, at han skulle over og prøve kræfter i andre butikker, men Hans-Ole Thorsen fandt kæreste og blev hængende på Bornholm og i butikken på hjørnet af Søndergade. Og derfor blev turen til søs ikke til noget, fortæller han.
– Jeg kom sgu aldrig videre. Det var sjovt at være i butikken, og jeg fik en hverdag her, så blev jeg hængende, fortæller Hans-Ole Thorsen.
I 1992 overtog han butikken fra faren, og efter 46 år i Thorsens Farvehandel har Hans-Ole Thorsen valgt at sætte butikken til salg og forventer at trække sig tilbage, inden han runder 65 år. Selvom han måtte vinke farvel til en tur på havet er han glad for sit valg.
– Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev i butikken. Det har været fint, og jeg har været glad for at drive den. Men nu er jeg nået til 3. halvleg af mit liv, jeg er 63 år, og det er på tide at stoppe. Inden jeg bliver 65, skulle den gerne være afviklet og væk, der gider jeg slet ikke mere, så må jeg stoppe på den ene eller anden måde, fortæller Hans-Ole Thorsen.