Efter den besværlige start har parret oplevet en mere stabil drift på Herold, men det har også mere været en livsstil end et job, hvor man ikke skulle prøve at regne timelønnen ud.
Jonny har stået for mange af de praktiske opgaver og været hotellets handyman, mens Helle har klaret regnskaber, indkøb og køkkenet, hvor Jonny dog også har været en del med i de senere år.
– Vi har været os to og en rengøringshjælp, og så har vi haft et godt personale at trække på, når der var behov, og vi har også kunnet få hjælp af familien.
– Man kan ikke sige, at det er hårdt arbejde. Men man er meget bundet. Vi kan ikke bare sige, at nu tager vi en uges sommerferie, og i mange år sagde vi ikke nej til selskaber, selv om vi egentlig havde andre planer, siger Helle Persson.
Hotel Herold var afholdshotel i en årrække i 1920’erne og 30’erne. På afholdshoteller var det ikke tilladt at servere alkohol, og den slags hoteller var meget udbredt i Danmark i gamle dage, da afholdsbevægelsen var stærk. Foto: Hasles Lokalhistoriske Arkiv
Fornuftige priser
Hotel Herold har i høj grad været lokalområdets hotel, og Perssons er glade for det samarbejde man har haft med KUK i Hasle om forskellige arrangementer og fællesspisningerne, som man har haft i de seneste par år.
– Hasle har forandret sig meget i de år, vi har været her, og byen har fået et bedre ry. Der er kommet et stort sommerhusområde syd for byen, og marinaen var her heller ikke, da vi startede, siger Helle Persson.
– Vi har altid haft priser, som gjorde, at alle kunne komme her, siger Helle Persson.
– Ja, vi skulle måske havde justeret priserne, mener Jonny.