'Det er noget mærkeligt noget at vænne folk til, at de skal have tilbud lige før jul'

'Det er noget mærkeligt noget at vænne folk til, at de skal have tilbud lige før jul'
Stina Elleby, der ejer tøjbutikken Playmaker i Allinge, er ikke begejstret for Black Friday. Men i år er hun gået sammen med andre erhvervsdrivende i byen for alligevel at lave nogle gode tilbud, der skal trække handlende til. Arkivfoto: Berit Hvassum
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT | 23. NOV 2021 • 15:30
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT
23. NOV 2021 • 15:30

To forretningsdrivende med butikker i Allinge, Gudhjem og Rønne fortæller, at de kører Black Friday-tilbud mere af pligt end af lyst.


– Jeg synes, det er noget pjat, og at det var meget nemmere i gamle dage, før der var noget, der hed Black Friday. Vi skal jo også tjene penge, så jeg var helst fri for det, men det er for sent. Det er kommet for at blive, siger Flemming Krath, der er direktør i tøjbutikkerne 'Janne K'.

Han har forretninger i Allinge, Gudhjem og Rønne samt i Kolding og Svendborg. Og her kører de Black Friday-tilbud for fuld hammer, selvom det ikke passer direktøren så godt.

– Det er ikke noget, vi tjener mange penge på. Det kan godt være, det giver en god omsætning, men vi tager mindre for varerne, samtidig med at vi har personale, der stadig skal have løn, og en husleje, der skal betales, siger han.

Folk vil gøre en god handel

Flemming Krath fortæller, at når nu Black Friday er blevet en fast tradition, der er svær at komme udenom, så kan man ligeså godt gå ind i kampen med tilbud, der reelt er tilbud.

– Vi kører med 40 procent på alt, der ikke er nedsat i forvejen. Vi har prøvet med 20 procent, men det gider folk ikke, fortæller han.

I hans butikker begrænser Black Friday sig ikke til fredag, men er spredt ud på flere dage. Det har de gjort de sidste fem år, og i år, hvor smittetrykket er opadgående igen, er det også aktuelt at sprede handlen over flere dage, forklarer han.

Ifølge Flemming Krath er det især i byerne Svendborg, Kolding og Rønne, han kan se, at Black Friday fylder meget. Men også i Gudhjem og Allinge lokker det kunder til.

– I Kolding og Svendborg er der fuld drøn på, og Rønne er også godt med. Vores butik i Rønne er samlignelig med vores butikker ovre, hvor det generelt står mere stille i butikkerne i Allinge og Gudhjem på den her årstid. Men jeg er sikker på, der er gode tal fra Gudhjem og Allinge også i de her dage. Der er masser af lokale nede at handle, når der er 40 procent. Folk vil jo gerne gøre en god handel, siger han.

Med for første gang

Stina Elleby, der driver tøjbutikken Playmaker i Allinge, er ligesom Flemming Krath ikke udpræget begejstret for Black Friday.

– Jeg er imod Black Friday. Det er sgu noget mærkeligt noget at vænne folk til, at de skal have tilbud lige før jul. Især fordi det er nettet, der vinder hver gang, siger hun.

Derfor har Playmaker ikke været med på Black Friday-bølgen før, men i år bliver det anderledes. Stina vil nemlig gerne have noget af den handel, der ellers går til nettet, ned i byen.

– I år er vi gået sammen i Allinge, for at vi måske kan få folk til at handle lokalt. Så vi har prøvet at stå sammen og har lavet forskellige tilbud, siger hun.

Stina Elleby har været rundt hos de af byens erhvervsdrivende, der har åbent, og spurgt, om de ville være med. Sammen har de lavet en fælles annonce og håber på, at det kan trække mennesker til Allinge.

Udover Stinas Playmaker er det Brinch, Ølstauan, BS Bar, Kiosken, Margeritten, Banken og Høiers.