Derfor er han blevet nummer et tre år i træk

Derfor er han blevet nummer et tre år i træk
Jens Brandt er fjerde generation på Lundegård. Han er for tredje år i træk kåret som bedste slagtegriseproducent på Bornholm. Foto: Jens-Erik Larsen
NYHED | ABONNENT | 23. DEC 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
23. DEC 2022 • 15:30

Jens Brandt på Lundegård er en af Danmarks bedste slagtegriseproducenter.

Jens Brandt på Lundegård i Svaneke producerer årligt 5.000 specialgrise af mærket Bornholmergrisen, og ambitionen er klar: De skal være de bedste.

Det går godt med at nå målet, for i starten af december kårede Bornholms Landbrug og Fødevarer for tredje år i træk Jens Brandt som bedste slagtegriseproducent på Bornholm.

Bag kåringen ligger en række specifikke beregninger.

– Svineavlskontoret på BLF har et index, hvor de måler på hvor hurtigt grisene vokser, hvor lidt foder de spiser og hvor få der dør. Det handler om økonomi, siger Jens Brandt til Tidende.

Når BLF udpeger den bedste slagtesvineproducent på Bornholm, vælges der blandt samtlige producenter, også de konventionelle. Men Jens Brandt understreger, at han har en fordel.

– Jeg opdrætter jo Bornholmergrise, og de skal have mere plads. Det gør det lidt nemmere, siger han.

 

Vi kan gribe hurtigt ind

Der stilles en række særlige krav til Bornholmergrisen i forhold til avl, foder og dyrevelfærd. Bornholmergrisene må eksempelvis ikke halekuperes. De skal have lange haler. Ved at overvåge bedriften har Jens Brandt fundet ud af, at god ventilation og rolige grise nedbringer mængden af halebid.

I gennemsnit bliver 98 procent af de grise, Jens Brandt sender til slagteriet, godkendt.

Jens Brandts flotte avlsresultater blev for nylig omtalt i Landbrugsavisen. Her fortæller Jens Brandt, at succesen skyldes en kombination af management, overvågning og udvikling. En systematisk tilgang til arbejdsopgaverne sikrer, at Jens Brandt og hans medarbejdere er i stand til at gribe ind hurtigt, hvis der opstår problemer i stalden. Medarbejderne får desuden lov til at prøve kræfter med mange forskellige arbejdsopgaver og udvikler derigennem løbende den faglige dømmekraft.

– Men det er naturligvis også genetikken og den løbende avlsfremgang, som sikrer gode resultater og ensartede dyr, siger Jens Brandt til Landbrugsavisen.

Den daglige tilvækst på Lundegård er 1.147 gram, FEsv pr. kg tilvækst er 2,41 og kødprocenten ligger på 62.

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT