Den fornuftige møgunge - Razapaz

Der er to ting, vi er til for. Kunst og kærlighed, mener Patrick Hult, der begyndte sin karriere som tjener på Noma og nu selv er indehaver af restauranten Razapaz i Rønne, ligesom han både driver hotel og laver sin egen keramik.

Razapaz betyder møgunge på bornholmsk, og da Patrick Hult for små fire år siden hørte sin svigerfar bruge det ord, vidste han straks, hvad hans kommende restaurant skulle hedde.

– Det passede lige til mig at få skrevet møgunge på min hoveddør, for jeg har nok ikke været den allerbedste til at høre efter, fortæller han, da vi sidder i eftermiddagssolen foran Razapaz på Laksetorvet i Rønne, hvor det summer godt med liv fra glade gæster og forbipasserende.

– Jeg blev udlært som tjener på Noma, og da jeg stoppede, fik jeg også pænt at vide, at jeg er den elev, der er blevet råbt ad mest nogensinde i Nomas historie, siger han og griner.

– Jeg er stort set aldrig blevet kaldt ved mit navn. Jeg er blevet kaldt Turbo. Nok fordi jeg er hurtig. Tingene går stærkt hos mig, siger Patrick Hult, der heller ikke spilder tiden, når han taler, for talestrømmen er ligeledes tempofyldt og energisk.

ADHD som superkraft

– Jeg har skingrende ADHD, så det passer perfekt, siger restauratøren, der dog aldrig har haft tid til at få papir på diagnosen.

– Men jeg har det som en superkraft. For det meste af tiden. Når jeg ikke bliver overstimuleret. Så er det en superkraft, for så når jeg 10 gange så meget som alle andre, siger han, mens blikket begynder at flakke.

– Mine kreative evner går hurtigt. Jeg er hurtig til at træffe et valg og til at rykke på nogle ting, så jeg kommer i mål. Og det synes jeg er ret fedt, siger den bornholmske restauratør, som efter 10 minutter henne i interviewet pludselig foreslår, at vi fortsætter indenfor.

– Kan vi ikke sætte os ind? Jeg bliver helt stimuleret fra alle ender her, smiler han undskyldende.

Han rejser sig og viser ind i ”møgungens hule”, som udover at være vinbar og spisested også rummer et keramikværksted, et hotel og et stort selskabslokale, som i dag står svalt og tomt. Lokalet er indrettet enkelt med langborde, en chesterfieldsofa og store brune skind på de mørkegrå vægge. Rummet har han selv bygget og indrettet, ligesom samtlige øvrige rum har fået en kærlig renovering af turboiværksætteren.

– Da jeg overtog stedet, var lofter og vægge i rummet her sorte, og over i hjørnet stod et pissoir på et gulvtæppe. Det var godt nok ulækkert. Men vi har renoveret 1100 kvadratmeter på 2 år, mens vi har haft åbent, og bortset fra lidt hjælp fra min svigerfar, er det er kun mig, der har styret den skruemaskine, fortæller Patrick Hult, som ikke var i tvivl om, at han ville tilbage til sin fødeø efter en del år i København, da han sammen med sin kone havde fået barn nummer to.

– Vi skulle bare hjem. finde ro. Leve langsomt.

Men det lyder ikke som om du lever specielt langsomt…

– Nej, jeg har kæmpet for at komme til at gøre det, og det sidste års tid har jeg gjort det. Jeg har ikke gjort det i alle årene op til. Men balancen har jeg jagtet hele mit liv – lige siden jeg blev selvstændig, fortæller den kreative indehaver.

Værtskabsgener med hjemmefra

Som barn brugte Patrick mest sin kreativitet ved at lege med computere og i skoven, da han voksede op i Rønne.

– Jeg kunne godt lide min barndom. Mine forældre havde et åbent hjem. Især min mor har altid været en god værtinde, der gerne ville have, at alle havde det godt. Og min mors værtskabsgen er en af de ting, jeg har taget med mig udover min fars dårlige humor. Han er også lidt af en showmand, der hurtigt tager scenen, hvis andre ikke gør det. Og sådan er jeg også selv, siger Patrick Hult, hvis blik er faldet mere til ro i det stille selskabslokale.

– Så jeg har haft meget løse rammer, smiler han tilfreds.

– Jeg har to storesøstre, der havde prøvet det meste af, så mine forældre havde givet lidt op på opdragelsen, lad mig sige det sådan. Men jeg har altid været en ballademager med fornuft, siger han, mens et smil spiller i mundvigen.

Han husker sin barndom som relativ bekymringsfri – bare ikke i skolen, hvor han gik på Søndermarksskolen tæt på sit barndomshjem.

– Jeg blev mobbet ret meget. Jeg blev hidsig, og så var jeg jo sjov at drille, så jeg fik en lidt hård skolegang. Jeg blev bundet op og banket, og jeg måtte nogle gange stikke af i frikvartererne. Min barndom var ikke dårlig, men min skolegang var hård, indtil jeg tog på efterskole.

Her mødte han ballademagere i en helt ny liga, da han kom på efterskole i Isterød ved Hørsholm.

– Det var ikke nogen succes. Der var ikke andet end narko og kriminelle mennesker. Det var sådanne typer, der tog ud og lavede røverier om natten.

Allerede efter 3 uger var den unge bornholmer hjemme igen.

– Lærerstaben havde en gennemsnitsalder på 22 år, og de røg joints med eleverne, så det var dømt til at gå galt, siger han og løfter brynene i en misbilligende mine.

– Det vidste jeg godt, jeg ikke skulle ud i, for så ville jeg bare komme i den forkerte løbebane.

Var ulykkelig hver dag

I stedet kom han hjem og gik i 10.klasse på Rønne Privatskole, inden han kom i gymnasiet, men det var heller ikke sagen, fortæller han.

– Jeg var ulykkelig hver dag. Det var forfærdeligt. Det at skulle sidde stille, og der var nogen, der dikterede min hverdag for mig. Det var slet ikke mig. Så i starten af 2.g. droppede jeg ud, og det var et kæmpe tabu for mig, for jeg havde aldrig tidligere på den måde sagt nej til noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle gøre med mit liv, fortæller Patrick Hult, som blev hjulpet tilbage til livsappetitten, da hans mor en dag sagde: ”Du skal bare starte på tjenerskolen”.

– Tjener, tænkte jeg.

Han rynker brynene.

– Det kan da ikke være en uddannelse, det er bare sådan noget, man gør. For jeg var selv startet i branchen som 12-årig, da jeg blev opvasker på Fyrtøjet, hvor Dong Fang ligger i dag, og senere blev jeg bartender på Palæcafeen.

Verbale tæv på Noma

Alligevel valgte han at følge sin mors råd og allerede på hotel- og restaurationsskolen blev han hurtigt grebet af konkurrencestemningen og mødte sammen med en af klassekammeraterne ind flere timer før de andre.

– Min klassekammerat og jeg konkurrerede altid om at lave det lækreste mad, når vi skulle lave mad i undervisningen. Jeg fik måske derfor tilbudt praktiksted på en Michelin-restaurant, der hedder Herman, og det var jo egentligt fint nok, siger han og smiler drilsk.

– Men jeg søgte også elevplads på Noma og fik den.

Hvad husker du bedst fra den tid?

– Tæv, kommer det omgående.

– Verbale tæv. Det er en tung, tung branche. Det var alt fra at være for langsom til ikke at høre efter eller ikke sige det rigtige på det rigtige tidspunkt. Man skal svare ”ja tak” til alt, hvad man bliver bedt om.

På den måde er branchen lidt som i militæret, mener han.

– Det er et konkurrencepræget miljø, og det var fint, for så blev jeg bedre. Men det var rigtig hårdt. Der var et par stykker, der var unødvendigt stride ved mig. Og det har jeg ikke noget godt at sige om, siger han og ser ned.

– Men det, jeg har taget med mig, er aldrig at gøre noget halvt. Man gør kun det bedste. Det, jeg gør og kan nu, gør jeg også, fordi jeg er blevet presset.

Brændte ud med stress

Efter sin læretid på Noma fik han straks et assisterende restaurantchefsarbejde på restauranten Rebel, hvor han hurtigt viste sit værd. Og restauranten fik en topanmeldelse en dag, hvor han stod alene med ansvaret for 60 gæster, hvoraf en viste sig at være en anmelder.

Derefter fik han som bare 23-årig tilbudt en stilling som restaurantchef hos ”den vildeste kogebog på ben.”

– Han hedder Torsten, og det er ham, der har designet alle retter på Noma i gamle dage, og han havde nu åbnet restauranten Studio. Jeg tænkte, det her bliver rigtig hurtigt en Michelinrestaurant, så den chance får jeg ikke igen, fortæller Patrick Hult, som de næste to år kom til at løbe sig selv halvt ihjel.

– Jeg arbejdede cirka 100 til 120 timer om ugen i to år i træk. Jeg arbejdede fra 8 morgen til kl. 2-3 om natten. Og det kan man ikke holde til. Man går i stykker til sidst, siger han og stirrer stift ud i luften.

Efter to år brændte den unge restaurantchef også ud.

– Jeg lukkede fuldstændig ned. Fik dyb stress og fik nogle angstlignende anfald og måtte bare trække mig lige pludselig. Jeg koksede. Jeg kunne ikke finde ud af mit arbejde mere.

I stedet fik han job på en vinbar, og allerede året efter åbnede han i 2017 sin egen vinbar Ancetrale på Vesterbro sammen med to venner. Og i 2018 åbnede de restauranten Kaptajn. Men inden de rigtig var kommet fra land, blev de overrumplet af en pandemi. På det tidspunkt havde de tre iværksætterfyre allerede lånt og brugt 3 millioner kroner.

– På grund af corona var det en hård åbning. Det endte med, at vi måtte lukke hele skidtet. For det ville tage mange år at hente tilbage. Og det var ikke det værd. Men vi havde ellers fået skabt en sygt fed restaurant på Nørrebro.

Et ”forretningstrick”

I mellemtiden havde Patrick Hult også styret sig selv i stilling til at åbne Razapaz, som han allerede åbnede i foråret 2020 og trods corona valgte at fortsætte. For selvom han havde haft drøntravlt og gjort kometkarriere, havde han på det tidspunkt allerede stiftet familie.

Én god ting kom der trods alt ud af gymnasiet, fortæller han. For allerede i gymnasiet mødte han sin kone, som han stadig er sammen med. Og nu har de tre børn sammen, som de gerne vil lade vokse op på Bornholm, så han havde længe drømt om at starte en restaurant på Bornholm. Problemet var bare, at han ingen penge havde.

– Jeg havde 4000 kroner på lommen, men fik overtalt udlejerne til at få de første to måneders husleje fri og vente med depositummet. Det fik jeg lov til, for de havde heller ingen andre til at overtage bygningen. Jeg købte også vin på klods, krydsede fingre og åbnede, fortæller den bornholmske iværksætter, som på det tidspunkt heller ikke havde nogen ansatte.

– Det var bare mig, og så havde jeg en dygtig kok som stod lidt standby og var med første weekend, hvor vi solgte for 70 tusind. Det var helt vildt. I februar! siger han og sidder med måbende grimasse.

– Der var stuvende fyldt i de næste tre uger, men så kom corona. Og da corona kom, blev jeg bange, for Razapaz skulle være min nye leveindtægt. Derfor fik jeg en partner på, som havde lidt penge, siger han og ser til siden.

– Det skulle jeg aldrig have gjort, kan man så sige. For han lavede sådan et forretningstrick på mig, og stak af med hele omsætningen fra den første sommer, vi kørte. Der var cirka en million.

Hvad gjorde du så?

– Jeg har ikke magtet at tage den kamp. Han har lagt sig om bagved dyre advokater. Han har sikkert vidst det her trick fra starten af. Han prøvede at tage det her sted fra mig. Det kunne han ikke, fordi det stod i mit navn heldigvis, siger han og ser op.

– Så jeg startede bare forfra. Jeg vidste jo godt, jeg havde en forretning, der var velfungerende.

Var pivkræsen som barn

De 50.000 kroner til at starte sig eget APS-selskab fik han lov til at låne af sin far, og så var tingene stille og rolig i gang igen, og derfra er det bare gået opad, fortæller den bornholmske forretningsindehaver, som i dag har flere ansatte under sig.

– Første sæson gik godt, jeg fik lavet en god opsparing, og sæson to bliver jeg tilbudt at overtage hotellet og alle lokalerne herinde, siger han og scanner rummet med øjnene.

– Og det sagde jeg ja til, og så løb vi bare stærkt, fortæller den bornholmske iværksætter, som efter sin hotelleder Stefans ide også valgte at give hotellet et bornholmsk navn – nemlig Hotel Sniva, som betyder sove.

– Huslejen er skyhøj, men nu har vi også plads i alle hjørner, siger han og ser mod de tilstødende rum, hvor han også har afholdt kokkekonkurrencer, som han selv har deltaget i. For selvom han er uddannet tjener og ikke kok, elsker han jagten på nye smagsoplevelser.

– Jeg har ikke tabt en eneste af mine kokkekonkurrencer endnu. Men jeg tror som sådan ikke, jeg er en ret dygtig kok, jeg er bare god til at forstå smage. Og jeg er ret god til at lave mad, der pleaser. Men jeg har også spist rigtig mange gode steder på Michelin-restauranter og prominente spisesteder.

Som barn var han ellers ”pivkræsen”, husker han.

– Jeg kunne ikke lide andet end lasagne og pandekager. Og jeg kunne ikke engang lide jordbær. Og jeg kunne ikke lide vin, da jeg startede i tjenerlære. Så jeg var sindssyg kræsen, lige indtil jeg startede på Noma, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle smage på alt. Og det var jo levende myrer og det ene og det andet. Og det er lige meget, hvad der kom på bordet, så spiste jeg det, og det har gjort, at jeg er evigt nysgerrig på mad og smage og at udvikle det.

Kan ikke tæmmes

Selv om Noma er kendt for sit nordiske køkken, kan han ikke selv lide at dele køkkener op.

– Hvis jeg er ude at spise, elsker jeg franske bistroer. Fordi det er sådan noget tung fed mad med masser af smør i. Det er sgu dejligt. Men jeg kan lide det hele.

Selv bruger han mest grøntsager, for de er sjovest at arbejde med, synes han.

– Der er større diversitet i smagene. Kød er ærlig talt lidt kedeligt. Jeg synes ikke det er spændende. Men vi har altid en kødgryderet, og så har vi også altid vores tatar, for jeg får skældud, hver eneste gang vi tager den af menuen.

Men hele konceptet, for stedet, er at være dogmefri og ikke at være statisk, forklarer han.

– Jeg hader ting, der er statiske. Derfor skifter vi ting, som andre skifter underbukser. Så skifter vi retning. Så skifter vi menuen. Så skifter vi ud i vinen. Det synes jeg er meget sjovere. Hvis du vil vide, hvad du får, kan du gå på Gustav eller Café Munter. Men der er en grund til, at der står møgunge på min dør, smiler han kækt.

– Mig kan man ikke tæmme.

Razapaz er heller ikke en restaurant, fortæller han.

– Men vi laver mad på samme måde som en restaurant. Sikkert også mere kreativt end de fleste restauranter gør.

Hvad er forskellen?

– Attituden. Vi smider bestik ned i en krukke. Det er meget ufint. Plads til albuerne. Du må gerne sidde og drikke dig fuld. Du må gerne sidde og larme oppe i hjørnet. Musikken er høj. Fredag aften er der disco i højtalerne. Så det er attituden. Det er vinbar, det er spiseri, det er et levested. Og det bliver nok lidt mere sydlandsk i attituden, og det synes jeg passer vildt godt til Bornholm. For det er det, vi gør, og det er det, vi kan.

Ikke bare en taxatallerken

Også i forhold til service og tjenerskab skiller han sig ud.

– En god tjener er en, der kan mennesker. Jeg går ikke særlig meget op i service. Service er unødvendigt og irriterende og ligegyldigt. Til en vis grænse. Der er selvfølgelig forskellige niveauer. Men en tjener er bare en taxatallerken. Man skal have de ting, man beder om. Det er fair nok, men man skal først og fremmest møde et menneske. Og værtskabet er det, der er vigtigt her. Det er personlighederne, du skal møde. Du skal møde nogen, som vil dig det godt. Og her må man gerne møde noget skævhed og noget vildskab, fortæller Patrick Hult, som i foråret vinkede farvel til sine vilde arbejdsdage, da han først mistede glæden og dernæst blev syg.

– Jeg havde mistet for meget glæde og for meget af mig selv i for lang tid. Men jeg har også brugt mig selv til grænsen. Jeg har altid lovet mig selv, at den dag det føles som et arbejde, der stopper jeg. Det følte jeg, da jeg fik stress som restaurantchef på Studio. Og samme følelse fik jeg her i foråret, og så måtte jeg lige overveje, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde jo sat noget virkelig godt i gang, siger han og ligner et øjeblik et spørgsmålstegn.

– Men så lærte jeg mine tjenere at køre det selv, så kunne jeg komme ind i løbet af dagen, lægge nogle ting i skufferne og gøre det klar, og så kunne de selv anrette maden om aftenen og få den serveret, siger han og tier et par sekunder.

– Og så lagde jeg mig syg i halvanden måned. Lægerne troede jeg havde lymfekræft. Men det var egentlig bare en kyssesyge, som var voldsom. Jeg var væk en hel måned, og hele holdet klarede det selv uden at skæve eller spørge til mig. Og vi fik bare femstjernede anmeldelser hele vejen igennem. Og så accepterede jeg, at det her godt måtte ske.

Genfandt glæden i keramikken

Glæden fik han drejet sig tilbage til ved en personalefest hos en keramiker sidste sommer.

– Og første gang jeg satte mig ned ved sådan en drejeskive lavede jeg en 25 cm høj vase, der var helt lige og helt ens. Så kiggede keramikeren på mig og sagde ”det der er der ikke nogen, der gør første gang, det kan ikke lade sig gøre. Du har drejet før!” Nej, det havde jeg ikke, fortæller Patrick Hult, som inden længe bestilte både professionel drejeskive og ovn, da han og en af hans kolleger, Maja, fandt ud af, at de havde sans for det bløde materiale. Og i februar i år byggede han et lille værksted af glasplader som et rum i rummet.

– Og så lavede vi kopper og fik dem glaserede. Og samme dag, som vi begyndte at bruge dem i restauranten, begyndte folk at spørge, om de kunne købe dem, og så satte vi nogle butikshylder op.

Hvad er din grundlæggende passion?

– At skabe. Det er også derfor jeg elsker at sætte mig ned ved min drejeskive og keramikken. Jeg formgiver, jeg skaber, smiler den selvudlærte keramiker.

– Det er lige præcis det, det handler om for mig. For nu har jeg trukket mig fra restauranten, der er ikke brug for mig, så meget mere der. Jeg er supervisor og leder lidt hist og her, men ellers skal jeg lave noget andet. Og når jeg ikke skal det mere, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at overtage café Kaas. Den er lukket, og der er endnu ikke nogen forpagter på. Det er et fantastisk sted, og det er et kæmpe tab for Rønne, at den er lukket. Jeg var der stort set hver dag med mine børn. Alene derfor vil jeg gerne åbne den igen. Så hvis jeg kan finde overskud og mulighed for det, så hopper jeg på, smiler han og skæver mod keramikværkstedet ved siden af.

– Men nu har vi lige fået en professionel drejeskive hjem og har også bestilt halvandet tons ler.

Koppen foran dig, er det en du selv har lavet?

– Ja, det er min første kop med hank, siger han og løfter op i den grønsorte keramikkop.

– Den er lidt spøjs med kobberoxid. Men det er de processer jeg hopper igennem. Så gør jeg noget, og gør det 200 procent, fortæller Patrick Hult, der også lever op til sit kælenavn turbo, når han sætter sig ved drejeskiven.

– Forleden mødte jeg ind klokken 8, og klokken 11 havde jeg lavet 40 skåle. Og så gik jeg i køkkenet, skiftede tøj og lavede mad et par timer, og derefter var der travlt på terrassen, og så løb jeg derud og var tjener et par timer, og så hentede jeg mine børn. Fed arbejdsdag! smiler den nye kunsthåndværker, som om morgenen ikke aner, hvordan hans dag kommer til at se ud.

– Jeg gør, hvad jeg har lyst. Jeg kan heller ikke planlægge mere end tre dage frem. Det kan jeg ikke finde ud af, så det har jeg folk til, smiler han.

Drømmer om top-top-restaurant

– Jeg er blevet så meget bedre til at drive min restaurant de seneste par måneder, end jeg nogensinde har været, fordi jeg har givet mig selv lov til at trække mig. Jeg kan nå så mange flere ting og skabe et langt bedre produkt med andres hænder, end hvad jeg kunne med mine egne til sidst, fordi jeg bare var kørt træt, siger han og tilføjer:

– Da jeg gik rundt og kiggede på nogle lokaler, havde vi to børn og vidste godt, at jeg ikke skulle arbejde så meget på sigt, så min kone sagde, at jeg havde fem år til at tosse rundt i, og så skulle vi finde familiero. Og jeg er faktisk et år for tidlig på den. Så jeg kan stadig nå at sætte et par projekter i gang, griner han.

Nu drømmer han også om at lave en ”top-top-restaurant”, som kun kører på eventbasis, når han selv har tid og lyst.

– Jeg skal se, om jeg kan kæmpe lidt med noget af det her Kadeau-niveau, eller hvad nu end der er toppen af, hvad vi laver på øen, siger han og ser mod et af de tilstødende lokaler, hvor den eventbaserede restaurant skal finde sted.

Drives af kaos

Lige nu er han dog først ved at omstille sit spisested til, at det også er blevet et keramikværksted.

– Hvordan pokker gør vi det for, det sviner i alle hjørner, hvordan får vi det keramikstøv væk, så der kan sidde gæster inde ved siden af – KAOS, siger han og slår ud med armene.

– Jeg tror, jeg er drevet af kaos. Ærlig talt. Hvis du spørger alle, der kender mig, så er der altid kaos omkring mig.

Men en konstruktiv form for kaos…?

– Det synes jeg. Men jeg tror ikke altid alle omkring mig er enige med mig, ler han.

Hvornår har det været sværest at være dig?

– De sidste 6 år. Det er hårdt at have den livsstil, jeg har med børn. Det er til grænsen af, hvad et menneske kan holde til, vil jeg vove at påstå. Og jeg kan meget, griner han.

Er der noget du fortryder?

– Havde du spurgt mig for et år siden, så havde jeg fortrudt, hvor meget jeg har arbejdet. Jeg har brændt venskaber af, jeg har brændt mig selv af, jeg har brændt familie af… Det har kostet meget på den personlige del at komme hertil. Jeg har altid sagt nej, fordi jeg skulle arbejde. Når man har sagt nej i 10 år, stopper folk med at spørge. Så havde du spurgt mig for et år siden, havde det blankt været mit svar.

God karma og restaurantgæster

Men nu kan han endelig skimte en mulig balance i sit iværksættereventyr.

– Nu har jeg i et par måneder fået mere ro på, og jeg er kommet til et punkt, hvor jeg har skabt den livsstil, jeg gerne vil have. Den jeg har jagtet. Den er lige pludselig kommet til mig, siger han og lyser op i et smil.

– Men jeg tror, at den er kommet til mig, fordi jeg aktivt har taget et valg om, at det skulle den. Og så held i uheld, lagde jeg mig dødssyg på det rigtige tidspunkt. Så jeg tror egentlig, at det er held i uheld.

Tror du på noget?

– Karma. Jeg kan godt lide at være god ved dem omkring mig, så meget som jeg kan. Jeg er ikke hellig. Alle mennesker laver fejl og har mangler. Men hvis man bliver ved med at give godt, så bliver det ved med at komme tilbage, ligesom restaurantgæster, mener han og fortæller, at han også har en del københavnske gæster, som kun kommer for at overnatte og spise en enkelt aften.

– Og det er blevet et meget venskabeligt forhold, jeg har til de her gæster. Vildt fedt. På den måde kan jeg godt lide idéen om karma.

Hvad drømmer du om 10 år frem?

– Jeg drømmer om en større helhed. Jeg har ikke åbnet restaurant for at lege restaurant. Jeg har åbnet restaurant for at starte en større bedrift, som også kan bringe mennesker sammen.

Der er to ting, vi mennesker er i verden for. Og det er kunst og kærlighed. Der er ikke en skid andet, vi lever for. Og kunst kan være alt. Billeder på væggen får jeg ikke så meget ud af. Men kunst er jo bare at skabe noget. At gøre noget. At opleve noget. Og så er der kærlighed, og der er hinanden. Mennesker. Det er de eneste to ting, vi er her for.

Hvad vil du gerne huskes for?

– Jeg vil gerne skabe noget, der er større end mig selv. Og det er nok også det, jeg prøver at sætte i gang her. Ikke som en forretning. Jeg vil rigtig gerne stikke næsen ned i, hvad der foregår på Bornholm. Det er det lokale, jeg kigger meget på. Jeg kan ikke gøre en forskel i verden. Det føler jeg ikke, jeg kan. Det er for stort. Men jeg kan gøre en forskel her på Bornholm.

Han smiler.

– For det gør mig glad at gøre andre glade, siger han og peger i retning af indgangen.

– Har jeg en rigtig depressiv dag, hvor det hele hænger ud af mig, så sker der noget, så snart jeg kommer ind og åbner mine døre, og de første kunder kommer ind … DING, så skifter jeg bare, fortæller han energisk.

– Så skifter jeg karakter. Så bliver jeg i godt humør, fortæller den ”utæmmelige bornholmske møgunge” ivrigt.

– For det gør mig godt at tage mig af mennesker. At give mennesker noget godt. Det gør mig glad!

Blå bog
Patrick Hult. Født 1990. Indehaver af Razapaz og Hotel Sniva i Rønne. Uddannet tjener fra Hotel og restaurationsskolen i København og Michelin-restauranten Noma. Har tidligere arbejdet på forskellige københavnske gourmetrestauranter, blandt andet som restaurantchef på Studio, ligesom han har været medejer af spisestedet Kaptajn på Nørrebro. Gift og far til tre mindre børn.