De underjordiske kommer på frimærkerne

De underjordiske pryder tre nye danske frimærker. Frimærkerne er illustreret af den bornholmske papirklipper Ane Cecilie Mogensen.

Den bornholmske papirklipper Ane Cecilie Mogensen har lavet tre nye frimærker, som kommer i handlen torsdag. Frimærkerne illustrerer kendte sagn om de underjordiske.

Oprindeligt var det tanken, at frimærkerne skulle prydes af klip af den nu afdøde papirklipper Jens Jacob Sabber. Men Postnord, som har lavet frimærkerne, tog kontakt til Ane for at høre, om hun kunne være interesseret i opgaven.

– Jeg blev ringet op af Ella, som designer frimærker for Postnord. Hun er gift med en bornholmer og kendte derfor til de underjordiske. Hun fortalte, at de egentlig havde tænkt, at mit store idol Sabber skulle på frimærkerne. Men Ella syntes, at mine klip var fine og mere tidssvarende – og så er de ikke så detaljerede som Sabbers, hvilket er en fordel på sådan et lille frimærke. Desuden ville jeg kunne lave klippene specielt til frimærkerne, fortæller Ane Cecilie Mogensen.

Blev ellevild

Hun blev ellevild, fordi trolde og de underjordiske har en særlig plads i hendes hjerte.

– Temaet var "sagn og myter på Bornholm". Det var lige mig, fortæller Ane Cecilie Mogensen, der også selv har skrevet historier om bornholmske trolde, nemlig bogen 'Klappesnapsen, Haveeliksiren & Den sorte Hankat – Historier fra Klippeøens Trolde'.

– Det var meget specifikt, hvad det skulle være. Postnord ville gerne have tre motiver. Det ene af en mandsperson, det andet af en kvindelig figur, og det tredje skulle illustrere sameksistens mellem de underjordiske og menneskerne, fortæller Ane Cecilie Mogensen.

Havfrue fik hovedrolle

Da opstod den udfordring, at der i historierne om de underjordiske ikke optræder mange selvstændige figurer – og dem, der er, er mænd. For eksempel er der Bonavedde, der som halvt menneske og halvt havmand kan både se og høre de underjordiske.

– Jeg kendte Bonavedde og Ellestingeren, de underjordiskes konge. Til gengæld kendte jeg ingen kvindelige figurer ved navn. Men så kom jeg frem til, at Bonaveddes mor jo var havfrue – og hvorfor skulle hun ikke have en mere fremtrædende plads? Hun plejer ikke at blive omtalt som en hovedperson i historien, men jeg har gjort hende til hovedpersonen på frimærket, fortæller Ane Cecilie Mogensen.

Overvejelserne resulterede i de tre frimærker: 'Bonavedde og hans havfruemor', 'Højen, hvor de underjordiske bor', samt 'Ellestingeren, som er konge for de underjordiske'.

Historierne er kulturarv

Ifølge Postnord har en lang række bornholmske butikker bestilt frimærkerne hjem til salg. Så den lokale interesse er stor. Men i en pressemeddelelse fortæller designchef hos Postnord i Danmark, Martin Pingel, at frimærkerne også skal ses i et større nationalt perspektiv.

– Når vi i Postnord skaber nye danske frimærker, vil vi gerne fortælle historier, som understreger den store mangfoldighed i vores kulturarv i hele landet. Bornholm har gennem tiden lagt motiv til mange frimærker, og den her gang bliver det myterne om de underjordiske, der udgør næste kapitel i den lokale og nationale fortælling, som frimærkerne udgør, siger Martin Pingel.

De nye frimærker kan købes både online i Postnords netbutik og i en række butikker over hele Bornholm, hvor man også kan få gratis postkort med frimærkemotiverne, så længe lager haves.

Ane Cecilie Mogensen har klippet illustrationerne til tre nye frimærker: 'Bonavedde og hans havfruemor', 'Højen, hvor de underjordiske bor', samt 'Ellestingeren, som er konge for de underjordiske'. Foto: Postnord

Historier til postkortene

Da Ane Cecilie Mogensen havde lavet papirklip til frimærkerne, spurgte Postnord, om de også kunne bestille hende til at skrive nogle små historier – en til hvert frimærke. Det blev til de følgende tekster:

Havfruen, Bonaveddes mor

Forfattet af Ane Cecilie Mogensen

Havet er diset og stille. Stille som før stormen. Men med et bryder en perlende plasken havoverfladen. Havfruens hår glinser af dryppende vand, slimet tang og muslingeskaller. Hun kigger ind på stranden og ser en bonde, der går og kaster tang fra strandkanten op på sin vogn. Sjask, slask. Bonden er tung om hjertet. Han forbander sine ulykkelige omstændigheder, kigger ud over havet og drager et længslens suk. Hvis bare han kunne skænke sin hustru en søn. I det samme ser han havfruen svømme i land ved sin side, og det gibber i ham, da hun taler til ham. Med sin bløde, melodiske stemme fortæller hun ham, at hun kan give ham det, han ønsker sig. Men først skal han binde hende til noget jordisk, og derefter skal han tage hende, siger hun. Bonden bliver befippet, men gør som havfruen siger. Han binder hende til det ene vognhjul med et slidt reb. Et år svinder, og bonden begiver sig igen ned på stranden til havfruen. Hun giver ham et lille, kraftfuldt barn i armene. Det er hans søn. Bonden og hans kone giver barnet navnet Bonavedde. Halvt bonde, halvt vætte.

Bonavedde kan, grundet sit mødrene ophav og i modsætning til almindelige folk, se og høre de underjordiske. Til at begynde med betragter de ham som en af deres egne. Men frænde er som bekendt frænde værst. Bonavedde og de underjordiske ender med at ligge i evindelig strid med hinanden. Begge parter er drillesyge og hævngerrige, men Bonavedde er tilmed ondskabsfuld og altid de underjordiske overlegen. Han snyder, narrer og bedrager dem, bl.a. til at kastrere en af deres egne.

Ellestingeren, De underjordiskes konge

Forfattet af Ane Cecilie Mogensen

Bønderne skal lade det sidste havreneg blive stående på marken, ellers vanker der misvækst næste år. Neget er til Ellestingerens hest. Ellestingeren er de underjordiskes konge. Han sidder på sin helhest i skumringen og skuer ud over marken, når høsten er overstået. Har de efterladt noget at spise til hans trebenede ganger? Med let hånd kaster han forbandelser her og der. Alle får som fortjent, Ellestingeren glemmer ikke nogen.

Ellestingeren bærer fornemt tøj, langt finere end de underjordiskes gråbrune klædninger. Derudover bærer han en trekantet hat og et langt spyd, når han om natten rider i spidsen for de underjordiskes hær. På Rispebjerg på Sydbornholm eksercerer de i nattens mulm og mørke for at være beredte til at komme bornholmerne til hjælp i nødens time. Ellestingeren er øens eneste regent og ærekær. Hvis man respekterer ham, bliver man selv behandlet med respekt, ellers ikke. Ellestingeren tillader ikke andre konger at sætte fod på klippeøen – dertil er han alt for stolt.

Ellestingerens bolig er under Hammershus, som de underjordiske i sin tid har hjulpet menneskene med at bygge. En dag kommer der en konge sejlende til Bornholm. Han går i land ved Sandvig og kører til Hammershus for at tage borgen i øjesyn. Mens kongen er på øen trækker disen ind over landet. Hans skib ligger og vugger i bølgerne, faretruende tæt på de skarpe klipper. Kongen vil til Rønne og kører over slotslyngen i det begyndende tusmørke. Men midt i lyngen standser vognen. Hestene vil ikke rokke sig af stedet. Kongen stiger ud af vognen og går et stykke ud i den mørke dis. Inde fra vognen kan hans mænd se, at han har en kamp på liv og død, men med hvem, kan de ikke se. Da han kommer tilbage til vognen, stønnende, svedig og helt afkræftet, magter han kun lige

at fremstamme ordren om at vende om og køre tilbage til skibet. Hans mænd kigger på hinanden – sejle i denne tåge? Det er den rene vanvid. Men kongen er ligeglad. Han skal væk fra øen nu.

Ane Cecilie Mogensen har i mange år klippet blandt andet trolde og underjordiske i papir. De tre nye danske frimærker er hendes hidtil største opgave. Arkivfoto: Allan Rieck

Højen, en af de underjordiskes boliger

Forfattet af Ane Cecilie Mogensen

I højene bor de underjordiske, de små væsner af den bornholmske undergrund. Når de fester, rejser højen sig på fire gloende pæle, og man kan se dem danse rundt derinde til sælsomme melodier og rytmer. Det er lutter druk og vildskab.

De underjordiske er meget glade for menneskebørn, og hvis ikke de ligefrem forbytter menneskenes spædbørn med deres egne om natten, så prøver de i det mindste at lokke de lidt større børn ned i deres høj med lækker mad eller andre gode sager. Børn er jo ofte godtroende, og hvis der ikke er en voksen eller et større, fornuftigere barn til at standse dem, så hænder det, at børnene forsvinder ned i højene og aldrig dukker op igen. Derfor er de voksne meget varsomme med at lade børnene færdes alene omkring højene.

Hvert år ved fruenat gør de underjordiske status over deres formue, og en kedel fuld af sølv- og guldmønter står praktisk talt til fri afhentning på toppen af deres høj. Sagen er blot den, at man ikke må ytre et eneste ord eller udråb før man er sikkert hjemme med skatten og solen er stået op på himlen igen. Intet menneske har endnu klaret opgaven, for lader man blot den mindste lyd undslippe sine læber, forsvinder skatten straks som dug for solen, og de underjordiske har masser af tricks i ærmet som kan narre den dumme til at tale før tid.

Menneskene og de underjordiske udveksler af og til ydelser og hjælper hinanden. Ikke alle mennesker frygter nemlig de underjordiske. Et menneske kan undertiden finde på at hjælpe de underjordiske med at reparere et stykke værktøj, eller låne brudeklæder eller en hel gård ud til dem ved bryllupper og julefester, som de underjordiske betaler for med den lækreste mad, det fineste sølv- og guldtøj eller andre værdifulde tjenester. Den kloge tilintetgør sin frygt og sine fjender, når han gør dem til sine venner.