Landdistriktsprisen er en hyldest til dem, der spiller en ekstraordinær rolle i udviklingen af de danske landdistrikter.
– Vi har modtaget mange gode nomineringer til årets Landdistriktspris. Det viser tydeligt, at Danmark har mange stærke lokale fællesskaber og mange ildsjæle, der vil landdistrikterne. Jeg er glad for, at vi med Landdistriktsprisen kan sætte fokus på og hylde deres store arbejde. Jeg har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa, som med deres samfundsløfte over de sidste år har lagt mange kræfter i etableringen af borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne, som er vigtige for, at vi også har små lokalsamfund i fremtiden, siger ministeren i en pressemeddelelse.
Dagrofa har i samarbejde med borgere åbnet mange nye købmandsbutikker i mindre lokalsamfund i de senere år, især i Jylland. Min Købmand kom i september også til Bornholm med åbningen af butikken i Østerlars, og yderligere en butik er på vej i Nyker.
Prisen blev overrakt på Landdistriktskonferencen i Vejle.